Interview
21. sep. 2011 | 10:16

Jonas Elmer tilbage til rødderne

Foto | Peter Hove Olesen
Jonas Elmer

En kunstnerisk deroute fik instruktør Jonas Elmer til at fundere over, hvorfor han overhovedet laver film. Nu vender han tilbage til udgangspunktet med sin kommende film IRL.

Af Mads Suldrup

”Efter min første film planlagde jeg, at jeg skulle blive verdensberømt. Det gik så helt galt.”

Ordene er filminstruktør Jonas Elmers, og hans første film var Let’s Get Lost.

Filmen modtog både en Robert og en Bodil for bedste film i 1998 og gjorde Jonas Elmer til dansk films nye guldfugl. Men han var knap fløjet fra reden, før han blev vingeskudt.

Da succesen udeblev i forbindelse med hans næste film, blev det startskuddet på ti fortumlede år, der endte med et mislykket Hollywood-eventyr.

En ny start
Med sin kommende film, IRL, der ventes at få premiere i 2012, vender Jonas Elmer tilbage til rødderne og sit varemærke - improvisationsfilmen. En cirkel er sluttet, en ny begyndelse venter forude.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at IRL bliver det bedste, jeg nogensinde har lavet,” fortæller den rødhårede instruktør stolt.

”Der hvor jeg er nu, ville jeg gerne have været to år efter Let’s Get Lost, men af alle mulige grunde har det taget mig ti år. Jeg var utrolig dårlig til at forvalte succesen efter min første film.”

Jonas Elmer gnider sig i de røde skægstubbe, der ligner utallige, bittesmå vulkaner, og fortsætter:

”Det kom som et chok for mig, at Let’s Get Lost blev så hypet, for det havde jeg virkelig ikke regnet med. Pludselig følte jeg, at når folk talte til mig, så forventede de, at jeg skulle sige noget genialt og rulle den ene brillante ide ud efter den anden. Det var jeg ikke klar til. Det havde jeg ikke formatet til.”

Forløber for dogme
Let’s Get Lost handler om tre københavnske slackere, der tilbringer det meste af tiden foran tossekassen hjemme hos furien Julie, som kæmper med kæresteproblemer. Rollen som Julie blev Sidse Babett Knudsens gennembrud, og en parade af unge talenter som Troels Lyby, Bjarne Henriksen, Nicolaj Kopernikus og Jesper Asholt medvirkede.

Egentlig fik Jonas Elmer kun støtte til at lave en novellefilm, men med mod og fortællelyst gik han i gang med at optage en spillefilm - hvilket skabte en del ballade på gangene hos Det Danske Filminstitut.

”Heldigvis kæmpede konsulent Hans Hansen fra instituttet og Ole John og Mette Heide fra Dansk Novellefilm en brav kamp for filmen og sørgede for, at den fik dispensation,” husker instruktøren.

Let’s Get Lost blev filmet i grynet sort-hvid på gaderne i København uden noget egentligt manuskript. Med sin improvisation og anarkistiske tilgang til filmmediet var filmen en forløber for den dogmebølge, der året efter gjorde dansk film til et solidt brand i den internationale filmbranche.

I dag er det dog ikke nemt at komme til at se Let’s Get Lost, for filmen er aldrig udkommet på dvd. Derfor arbejder Ekko på at udgive filmen.

Kunstnerisk fiasko
Monas verden er navnet på Jonas Elmers anden film fra 2001. Publikum blev opfordret til at skrive med på manuskriptet - en sjov ide, som ifølge Elmer ikke fungerede i praksis. Han betragter filmen som en kunstnerisk fiasko.

”Det var ikke nogens skyld ud over min egen. Jeg fik femten-seksten millioner og alle midler stillet til rådighed, og så blowede jeg den. Jeg var ikke dygtig nok håndværksmæssigt på det tidspunkt til at orkestrere sådan en produktion,” fortæller instruktøren, der også mærkede tøjlerne, som følger med en millioncheck.

”Filmselskabet bag filmen, Per Holst Filmproduktion, ville gøre, som de plejede, og det harmonerede ikke med min metode. Balladen er, at jeg er meget lystbetonet, og det kan være ualmindelig svært i filmbranchen.”

Fra improvisation til kvindefilm
Jonas Elmer tog herefter beslutningen om at gå i en mere kommerciel retning. Han instruerede flere afsnit af komedieserien Langt fra Las Vegas.

”Mine nære venner tiggede og bad mig om ikke at instruere Langt fra Las Vegas. Jeg var jo så farligt fin, og det ville jeg sætte over styr ved at lave noget så skod-agtigt som sitcom. Men jeg gjorde det for at lære mit håndværk,” fortæller instruktøren.

Og det gjorde Jonas Elmer.

I 2005 instruerede han Nynne, der blev en kæmpe succes med over 400.000 solgte billetter. Men hvordan endte Jonas Elmer i instruktørstolen på en strømlinet kvindefilm?

”Jeg ved ikke hvorfor, men alle danske, kvindelige instruktører takkede nej til at instruere den. Så blev jeg kontaktet af Susanne Bier, som havde udviklet manuskriptet sammen med Mette Heino. Hun overrakte mig det med ordene: ’Det her vil være godt for din karriere’,” siger Jonas Elmer i et ironisk toneleje, der indikerer, at den feterede, danske Oscar-vinder i bagklogskabens lys ikke fik ret.

”Historien er ikke det mest interessante, men til gengæld var Nynne-karakteren sjov at beskæftige sig med. Filmen lykkedes rigtig godt som popcornfilm, og der er intet galt med at lave underholdende film, men måske sendte den mig i den forkerte retning.”

Af sted til Hollywood
Nynne blev Jonas Elmers billet til det forjættede filmland, Hollywood. Her lavede han den romantiske komedie New in Town med Renée Zellweger i 2009.

Alt sammen langt væk fra Sidse Babett Knudsen og københavnsk improvisation. Jonas Elmer er da heller ikke tilfreds med resultatet.

”Filmen blev ordinær. Det var en klokkeklar romantisk komedie, men den havde også noget andet, som gjorde den interessant. En beskrivelse af et amerikansk lillebysamfund i opløsning. Og den havde et rigt og interessant persongalleri,” forklarer instruktøren.

”Men da vi nåede til klippe-fasen, syntes produceren, at ’det andet’ var uinteressant. Og så måtte jeg klippe det ud. Det var en af de fælder, jeg kunne havne i, og det var jeg fuldstændig klar over. Det handler om at finde ud af, hvilken film produceren gerne vil lave.”

Elmer understreger, at han ikke vender tilbage til USA.

”Det har aldrig været min store drøm at lave film i Hollywood. Men det var en god lærestreg. Det var vildt sjovt og interessant at arbejde med amerikanerne, som er langt mere velforberedte end folk i Danmark. Men generelt er det svært at få sig selv med i det game derovre. Jeg kunne ikke sætte mit aftryk.”

Tilbage til kernen
De amerikanske anmeldere tog mildest talt ikke pænt imod New in Town, og Jonas Elmer vendte tilbage til Danmark. Nu i kunstnerisk og eksistentiel krise.

”Jeg begyndte at tvivle på, hvad der egentlig er grunden til, at jeg laver det, jeg laver. Som en modreaktion til de sidste par film var jeg nødt til at finde tilbage til kernen, og så startede jeg på IRL,” fortæller han.

Jonas Elmer liver op bare ved at nævne titlen på sin nye film. Igen gnider han sig i de små vulkaner.

”Det er en fantastisk befrielse og skidesjovt at arbejde med den her film. Det er en fornøjelse for mig at skabe sammen med de her mennesker. Jeg er mere præcis og opfindsom og mere mig selv, når jeg står i den her improvisationsproces, end når jeg sidder derhjemme.”

Mist kontrollen!
IRL, som er internet-kodesprog og betyder ”in real life”, er en multiplot-film om fire mennesker, der leder efter den ideelle partner på nettet. Jonas Elmer har udviklet projektet med Rune Tolsgaard, der tidligere har været en del af Drengene fra Angora.

Modsat Let’s Get Lost vil filmens visuelle stil være mere poleret, men ligesom med debuten findes der intet egentligt manuskript. I stedet har skuespillerne i sammenspil med Elmer udviklet deres karakterer over længere tid. På rollelisten er ud over Rune Tolsgaard blandt andre Sofie Gråbøl og sangeren Karen.

Er Jonas Elmer aldrig bange for at miste kontrollen midt i multiplot og mangel på manus?

”Det er målet at miste kontrollen. Min klare fornemmelse er, at det er sundt i sådan en proces. Det er ikke rart at være på usikker grund, men jeg tvinger mig selv, ellers kommer jeg til at misse nogle helt utrolige muligheder. Men jo, jeg er bange for alt muligt hele tiden,” indrømmer instruktøren.

Et godt råd
”Men når jeg har set mine skuespillere være deres karakterer, er det for mig lige så overbevisende, som hvis nogen på den mere konventionelle måde læser op fra et manuskript på 110 sider og siger ’go’. Det er svært for mig at få så mange penge på den måde, men som fortæller, instruktør og arbejdsleder er jeg mindst lige så tryg,” fortæller Elmer, der gennem årene også har ernæret sig som reklamefilminstruktør.

”Jeg ville ikke kunne sætte mig ned og skrive en film, men når vi improviserer os frem, får den en struktur og en udvikling, der er organisk. Det er det helt rette for mig.”

Efter femten år og en turbulent karriere har instruktøren på falderebet et råd til fremtidige medlemmer af den danske filmbranche.

”Lad være med at spørge nogen om lov og bare lav din film! Og gør det gratis!”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko