Stortalent skaber unikke universer

Det er en sjælden og fornøjelig oplevelse at se en film, der føles helt som sin egen.

Men netop sådan én er Om en måned, der nu kan ses på Ekko Shortlist, hvor den bobler i denne uge.

Det er afgangsfilmen for Jonas Kærup Hjort, der blev uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole sidste år, hvor Ekko snakkede med hans årgang, som også tæller Ulaa Salim, Lisa Jespersen og Ville Gideon Sörman.

Om en måned foregår på en øde fabrik, hvor arbejdernes eneste kontakt til omverdenen er en telefon, som én gang om måneden ringer med en mystisk besked: ”Vær tålmodige. Vi er på vej.”

Teatret sneg sig ind
Det er nærmest filmens eneste ord, og de er krydret med underskønne billeder af de beskidte fabriksarbejdere.

Hvis historien leder tankerne hen på Becketts Mens vi venter på Godot, skaber de glidende kamerature en særlig mørk stemning, som kan minde om den ungarske auteur Béla Tarrs film.

”Inden jeg kom på Filmskolen, lavede jeg teater og troede først, at jeg skulle være skuespiller. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var mere optaget af, hvor man skulle stå på scenen, og hvordan lys og musik kom ind. Jeg var totalt optaget af, at helheden skulle spille,” fortæller Jonas Kærup Hjort.

”Det fede ved teaterrummet er, at publikum går ind og accepterer, at det er et teaterrum. Derfor kan man lave nogle ret surrealistiske ting og skabe lysuniverser, der ikke er naturalistiske. Men jeg begyndte at lave film, fordi jeg savnede noget realisme, så det arbejdede jeg meget med, da jeg kom ind på skolen,” fortsætter den 35-årige instruktør.

”I løbet af skolen sneg teaterbaggrunden sig dog ind på mig. Det var så stor en del af mig og gav en fortællelyst at kunne skabe universer som på teatret. Tit er teatralsk jo et fyord, fordi teatret skal tale folk op på de bagerste rækker, så man skal tale højt. Men jeg har brugt det teatralske i iscenesættelsen af billederne og blandet det med underspillet skuespil. Så jeg tog det bedste fra film og det bedste fra teatret og lavede mit eget univers.”

Kun yndlingsscener
Et andet greb, der gør Om en måned til en speciel oplevelse, er, at de få replikker ikke bliver leveret på dansk, men et totalt uforståeligt sprog.

”Jeg kan godt lide, når ting er tidløse – når man ikke kan placere handlingen specifikt. Det er derfor, de snakker volapyk i Om en måned. Jeg havde skabt et univers, men når de så begyndte at tale dansk, faldt det hele lidt sammen,” forklarer Jonas Kærup Hjort.

”Så overvejede jeg at få dem til at snakke for eksempel ungarsk eller sådan noget, men hvis jeg skulle stjæle et andet sprog, måtte jeg også gå ind i den ungarske kultur, og det var jeg ikke interesseret i. Derfor tænkte jeg: ’Hvad fanden, kan jeg ikke bare lave mit eget sprog?’ Der var jo kun fire replikker, så det var overskueligt,” siger instruktøren med et grin.

Inden afgangsfilmen havde Jonas Kærup Hjort lavet en længere film som en opgave på Filmskolen. Her frustrerede det ham, at man var nødt til at lave såkaldte informationsscener, så historien var nemmere at forstå.

”Jeg følte, at det var pligtscener, og det var virkelig uinspirerende. Det er så sjældent, man som instruktør er på optagelse, så når det er, skal det virkelig batte! Min regel på Om en måned var, at jeg kun måtte lave yndlingsscener.”

Filmens force
En anden af inspirationskilderne for Jonas Kærup Hjort er svenske Roy Andersson, hvis tableauer dog også kan blive lidt lange for den danske instruktør.

”Min yndlingsfilm af Roy Andersson er kortfilmen Härlig är jorden (udgivet på Ekko-dvd #14, red.), som er helt fantastisk, fordi tableauerne lige kan holde til en kortfilm. I hans spillefilm føler jeg ikke, at jeg går glip af noget, hvis jeg misser en scene. Jeg kan godt lide, at en scene er sit eget scenarie, men jeg har mere behov for, at de hænger sammen som andet end små kortfilm, så hele filmen giver en fortælling,” fortæller Jonas Kærup Hjort.

”Til gengæld har jeg ikke så mange klip, fordi jeg godt vil blive i scenen. Et klip er som at blinke, og jeg vil gerne fastholde folks opmærksomhed. Jeg kan godt lide at starte i et tableau, men så køre ind i universet med kameraet og opdage nye ting. Det kan jeg ikke gøre på teatret, og derfor elsker jeg film.”

Vandafmålerens rejse
Jonas Kærup Hjort arbejder lige nu på sin første spillefilm hos producer Rikke Tambo Andersen og med udviklingsstøtte fra talentordningen New Danish Screen.

Det er en ny situation at være ude i den virkelige verden, men instruktøren er stadig lige så optimistisk, som da han efter sin afgang fra Filmskolen sagde til Ekko, at fremtiden er rosenrød.

”På Filmskolen var det jo ret nice, at man havde produktionsstøtte fra start af. Det er noget andet herude i den virkelige verden, så det er vigtigt at skrive på flere idéer samtidig. Men den, jeg er i gang med nu, brænder jeg allermest for. Hvis jeg kan få lov til at lave den, vil jeg blive lykkelig,” siger instruktøren med et grin.

”Det er en kafkask absurd, sort-humoristisk fortælling, der handler om en vandafmåler, som ankommer til en høj og faldefærdig bygning. Han skal egentlig bare gøre sit arbejde og registrere radiatorerne, men inden han får set sig om, åbner en surrealistisk verden sig som i Alice i Eventyrland. Så forsøger han at komme ud igen, men møder en masse udfordringer på vejen.”

I det hele taget er Franz Kafka en vigtig inspirationskilde for instruktøren, der har læst forfatterens novelle Forvandlingen flere gange, end han har set nogen film.

”Der er så meget kød på litteraturen, og filmmediet kan lære meget af, hvordan forfattere skaber særlige universer. Det formåede Tarkovskij i sine film, men jeg er også vokset op med Dum og dummere og den slags mainstream-film. Jeg vil tage det bedste fra Tarkovskijs universer og blande det med situationskomikken,” fortæller Jonas Kærup Hjort.

”Så når venner og familie spørger, hvad jeg laver, siger jeg en blanding mellem Tarkovskij og Minions. Jeg vil gerne forene de to verdener.”