Jordan Peele laver film med seriestjerne
Efter filmsucceserne Get Out og Us er Jordan Peele snart klar med gyserserien Lovecraft Country, der får premiere 17. august på HBO Nordic.
Men den nye mester udi socialt bevidst og ofte humoristisk horror har allerede valgt sit næste projekt.
Denne gang slår han sig sammen med en af tidens mest interessante seriestjerner: Issa Rae, der er blevet kendt som skaber af og hovedrolleindehaver i den kritikerroste komediedramaserie Insecure.
Hun skal ifølge branchemediet Deadline spille hovedrollen i en film med titlen Sinkhole, som bygger på en novelle af den amerikanske forfatter Leyna Krow.
Historien handler om en familie, som flytter ind i deres drømmehus. Men der er et dybt hul i baghaven. Det viser sig, at hullet kan reparere ødelagte ting, men gælder det også mennesker?
Den uhyggelige og allegoriske fortælling lader til at ligge lige til højrebenet for Jordan Peele, der også har produceret serier som den nye udgave af The Twilight Zone og den omdiskuterede nazi-serie Hunters.
Stor budkrig
Der var enorm budkrig om projektet, hvor Universal endte som vinder foran over ti andre filmstudier, skriver Deadline.
Jordan Peeles produktionsselskab Monkeypaw har da også en femårig aftale med Universal, som ligeledes producerede hans kritikerroste Get Out og Us.
Der forlyder ikke noget om, hvorvidt Peele skal instruere Sinkhole,eller om han kun er tilknyttet som producer. Han har indtil nu kun ageret som instruktør på to film, og Sinkhole ville umiddelbart ligge godt i forlængelse af dem.
Historien beskrives som en psykologisk thriller, der handler om den menneskelige tilstand og perfekthedskulturens betydning for kvinders identitet.
Det vides ikke, hvornår filmen er tiltænkt til at gå i optagelse og få premiere.
Kommentarer