Jørgen Leth & Simon Staho signerer Ekko-dvd
Jørgen Leth er den ubekymrede æstetiker og levemand, der kommenterer cykelløb, skriver digte og instruerer film, køber Armani-jakkesæt og tager kokkens datter, når det passer ham.
Sådan er den udbredte forestilling om en af vor tids mest markante kulturpersonligheder. Men nu er hans 35 år yngre instruktørkollega, Simon Staho, gået på opdagelse i Leths værk – billede for billede, linje for linje – og fundet en anden side: vreden, angsten, sammenbruddet og den forladte elskers smerte.
Resultatet er Jørgen Leth – fem undersøgelser, der er collager af klip fra Jørgens Leths film og digte gennem mere end 50 år.
Alle ord og billeder er skabt af Jørgen Leth, der også lægger stemme til, men Simon Staho har sat dem sammen på en ny og overraskende måde. Det er en kunstners blik på en anden kunstner.
”Jeg har villet tage Jørgen Leth på ordet. Kunstneren må stå til ansvar for sit værk,” forklarer Simon Staho om Den hvide mand, den første af dvd'ens fem film.
I Den hvide mand læser Leth op af Stahos collagetekst, som har omkvædet: ”Den hvide mand knepper den sorte kvinde,” mens billedsiden er samlejescenen fra Det erotiske menneske mellem Leth og hans haitianske kæreste i ekstrem slowmotion.
”Da jeg så den tekst, blev jeg først lidt forfærdet over opgaven,” siger Jørgen Leth. ”Men jeg har valgt at sætte mig selv på spil i respekt for Simon Stahos mod. Jeg kan godt lide, at han isolerer nogle elementer og går hele vejen med dem. Det er, som om han søger det magiske i stilhedens verden.”
De øvrige fire titler på dvd’en er: Sort sne, Andy Warhol Easts a Burger, I Destroy You with My Machine og Der er ikke andet end det der er.
De to kunstnere signerer deres fælles Ekko-dvd tirsdag 9. september kl. 16-19 i galleri The Other Space, Bredgade 28, i København. Filmene vises i galleriet til og med lørdag 13. september.
Dvd’en udkommer med det nye nummer af Ekko, der er på gaden 10. september. Magasinet kan bestilles her og købes i butikker over hele landet.
Kommentarer