Nyhed
05. aug. 2010 | 15:37

Jørgen Leths erotik-film til Toronto

Det erotiske menneske får verdenspremiere i det prestigefyldte program Masters.
Af Andreas Straarup

Mere end ti år har Jørgen Leths Det erotiske menneske været undervejs, og på et tidspunkt var filmen nærmest kuldsejlet.

Men nu er Det erotiske menneske imod alle odds omsider færdig og vil få verdenspremiere på Toronto International Film Festival, der løber af stablen 9. - 19. september.

Det erotiske menneske vises i programmet Masters, hvor det seneste fra verdens mest respekterede filmskabere præsenteres.

Mest personlige værk

Det er ikke meget, som indtil videre er sluppet ud om filmens indhold.

Men på Toronto-festivalens hjemmeside beskrives den som mere radikal og chokerende end nogen anden film, Leth har lavet.

”Intet som han har lavet i fortiden, kan forberede nogen på de idiosynkratiske og unikke fornøjelser i Det erotiske menneske, på nogen måder hans mest radikale og personlige værk, et stærkt og til tider chokerende ærligt essay om eros, alderdom og tab,” skriver festivalen.

Nypuritansk bølge

Erotik har spillet en rolle i flere af Jørgen Leths tidligere film. Det gælder Notater om kærligheden (1989), Haïti. Uden titel (1996) og De fem benspænd (2003), som han lavede i samarbejde med Lars von Trier.

Det erotiske menneske
skulle være en poetisk kulmination på Leths mange overvejelser omkring emnet. Men en overgang var han tæt på at opgive filmen.

Årsagen var den store opstandelse, som hans erindringsbog Det uperfekte menneske affødte i 2005. I bogen beskriver Jørgen Leth sit forhold til en syttenårig pige fra Haiti og sine seksuelle fantasier om hende.

Ekstra Bladet beskyldte filminstruktøren for at holde pigen som sexslave.

”Jeg synes, det var beskæmmende, at der var så kraftig en nypuritansk bølge i Danmark. Det kom bag på mig. Der har jeg nok været for længe væk fra Danmark til at forstå dét, jeg kommer jo fra en anden kultur,” sagde Jørgen Leth i Ekko #40 om reaktionerne.

Kvinde på hotelværelse

Som følge af bogen blev Jørgen Leth blandt andet fyret som cykelkommentator på TV 2 (et job, han dog siden har fået tilbage).

Men støtte fra især Lars von Trier fik Jørgen Leth til at gennemføre filmprojektet. Og præmissen i Det erotiske menneske er ifølge Toronto-festivalen meget simpel.

”Leth rejser til adskillige lande for at caste én bestemt scene: En kvinde, for det meste nøgen, sidder i et hotelværelse og sørger over tabet af sin elsker, som er rejst tilbage til Europa,” skriver festivalen.

Filmen fører Leth til eksotiske steder som São Paulo, Belém, Dakar og Manila i hans søgen efter erotik.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko