Top 10: Film om journalister

Film om journalister handler sjældent om journalistik.

Mange journalistfilm hugger skabelonen fra detektivgenren, hvor et mysterium skal løses, inden det er for sent. Deadlines og redaktørrettelser fylder forsvindende lidt sammenlignet med politiske konspirationer og væbnede konflikter.

Så på en liste over de bedste i genren må man enten gradbøje for at få de oprigtigt bedste film eller gå på kompromis med kvaliteten for at få fornemmelsen af tryksværte og kontorkvaler med.

Eller også må man lave sin hitliste et lidt ubestemmeligt sted imellem de to, hvor kriterierne er uklare og resultaterne subjektive. Det er de jo altid alligevel.

10. Nightcrawler (2014)

Jake Gyllenhaal martrede sig for at opnå det udsultede udseende, der gør hans glubske sensationsfotograf så foruroligende. Hans Louis Bloom har rovdyrinstinkter og et apatisk forhold til andre mennesker, og han taler næsten udelukkende i selvhjælpsfloskler. 

Som da han i en lønforhandling bringer mere end flere penge på bordet. Han og chef Rene Russo er venner, mener han, men hun er uenig: ”Venner afpresser ikke venner til at knalde med hinanden.”

”Faktisk er det ikke sandt. For som jeg er sikker på, at du ved, er en ven en gave, man giver sig selv.”

Hvad der gør filmen til mere end en kulsort, komisk perle og et forrygende bizart karakterstudie, er kritikken af et medielandskab, der trives på frygt. Bloom indsamler nyhedsklip, som kan give middelklassen morgenkaffen galt i halsen. Det sker efter devisen: If it bleeds, it leads.

9. Almost Famous (2000)

Længe før han castede Emma Stone som halvt hawaiiansk og halvt asiat i Aloha, var Cameron Crowe teenage-stjerneskribent for musikmagasinet Rolling Stone. Da han endelig blev gammel nok til at stemme, havde han allerede fået trykt interviews med Bob Dylan, David Bowie, Eric Clapton og et hav af andre rock-notabiliteter.

Det er disse teenageår, der ligger til grund for den selvbiografiske Almost Famous, hvor purunge Patrick Fugit som Crowes alter ego tager på tour med rockbandet Stillwater i håbet om at skrive en feature, der kan sætte både ham og bandet på rockmusikkens verdenskort.

Det viser sig imidlertid vanskeligt, når man er en femtenårig splejs oppe imod showbiz-egoer på alskens stoffer og alskens groupier. 

Billy Crudup er den semi-sympatiske guitarist i bandet, mens Kate Hudson – der før sin rom-com-karriere blev Oscar-nomineret for sin præstation i filmen – er groupien, der falder for ham. Mellem de to står forsanger Jason Lee, og i midten bliver Fugit klemt, mens han gør noter til sin debutartikel.

Crowe har en slem tendens til overstrømmende sentimentalitet, men her holder han igen med sødemidlerne for i stedet at tegne et kærligt tidsbillede af en industri, han kender ud og ind.

8. His Girl Friday (1940)

Kun otte år efter den første filmatisering af Broadway-komedien The Front Page kastede Howard Hawks sig over stykket og leverede screwball­-komikkens ubestridte mesterværk: en lynhurtig ægteskabskomedie med ping pong-dialog i udmattende tempo. 

Ifølge Hawks var dialogen skrevet ”på en sådan måde, at sætningernes begyndelse og afslutning var unødvendig – de var der for at skabe overlap”.

Resultatet er en frydefuld kakofoni, når Rosalind Russell og Cary Grant mundhugges så hurtigt, at man må give op over for underteksterne og holde tungen lige i øret for overhovedet at kunne følge med.

Hun er stjernereporter, og han er både eksmand og redaktør, og på dagen for hendes bryllup med en ny mand (stakkels Ralph Bellamy, der gjorde karriere som hanrej), flygter en dødsdømt politimorder fra fængslet. Den historie kan hun ikke modstå.

7. Sweet Smell of Success (1957)

Tony Curtis er skruppelløs som en slibrig Broadway-agent, der vil gøre hvad som helst for at få Burt Lancasters magtfulde klummeskribent til at nævne hans klient. Rigdom og berømmelse er bare en enkelt tjeneste væk.

Filmens eminente dybdefokus demonstrerer et mestergreb om en disciplin, der er sjælden i dag. Ganske som Ace in the Hole er det en forfaldshistorie i bedste film noir-tradition og som så mange af filmene på listen en krig på ord, hvor de mest nedrige fornærmelser flyver om ørerne på de ringeagtede.

Lancaster – hvis karakter har det fantastiske navn J.J. Hunsecker – nyder at lege med sine ofre og skyde deres omdømme i sænk: ”Du er død. Få dig selv begravet.” 

Hunsecker er løst baseret på sladderskribenter som for eksempel Hedda Hopper, der for nylig blev spillet af Helen Mirren i Trumbo. De kunne søsætte og kuldsejle en karriere med en bisætning, og deres magt gjorde dem til branchens mest feterede og forhadte gatekeepers.

6. Spotlight (2015)

Filmen om optrevlingen af den katolske kirkes pædofiliskandale krævede selv en del journalistisk benarbejde. For som filmens anden Oscar – for bedste originale manuskript – attesterer, var der intet bogforlæg at støtte sig til.

Filmskaberne måtte selv ud at interviewe journalisterne bag historien. 

Ekkos anmelder skrev, at det diminutive katolske mindretal i Danmark gjorde den følelsesmæssige klangbund svær at oversætte, og det er måske nok rigtigt. Men hvad der ikke kræver særlige kvalifikationer for at kunne værdsætte er den journalistiske indsats, der lå til grund for opklaringen. Og det er den, der er filmens omdrejningspunkt. 

Med den mulige undtagelse af Ron Howard-komedien The Paper – der apropos har Michael Keaton i hovedrollen – har ingen film siden Alle præsidentens mænd i samme grad haft fokus på journalister og journalistik.

”Hensigten var at fortælle historien så autentisk som muligt, samtidig med at vi viste nyhedsredaktionens magt – og det er noget, der i det store hele er forsvundet i dag,” har instruktør Todd McCarthy sagt.

5. Good Night and Good Luck (2005)

Sortlistningen af kommunistiske sympatisører i 1950’ernes Hollywood er en skamplet, der stadig optager branchen. Den kommunistiske heksejagt blev i årevis ledet af Senator Joe McCarthy, en mand så ætsende hadsk, at han har fået en ”-isme” opkaldt efter sig. 

Under McCarthyismen blev beskyldninger forvekslet med indicier og indicier med beviser. Alle lige fra fabriksarbejdere til filmstudiebosser blev indkaldt til Kongressen og tvunget til at angive deres ”fælles rejsende”.

Det er denne virkelighed, der er i centrum i George Clooneys mesterstykke som instruktør. Det er et intelligent drama om amerikansk tv-journalistiks førstemand Edward R. Murrow (spillet med koncis intelligens af David Strathairn), der besluttede sig for at slå et slag for personlig frihed, mens heksejagten var på sit højeste.

Clooney genopliver en svunden æra med sprøde sort-hvide billeder, en cigaret i hver en mundvig og et lækkert jazz-soundtrack, og han håndterer et imponerende ensemble – der blandt andet tæller Patricia Clarkson, Robert Downey, Jr. og Jeff Daniels foruden ham selv – med stålsikkert håndelag.

Og vigtigst af alt lader han Murrow – en retorisk mester, hvis taler er gengivet mundret – få ordet, når det gælder.

4. The Killing Fields (1984)

Roland Joffe debuterede med dette storslåede krigsdrama om den amerikanske indgriben i Cambodja i Vietnamkrigens sidste dage - en militærkampagne, der var medvirkende til, at de Røde Khmerer kunne overtage regeringsmagten og iværksætte et af det 20. århundredes værste folkemord.

Den autentiske historie følger den amerikanske krigsjournalist Sydney Shanberg (Sam Waterstone), som dækker den cambodjanske borgerkrig med hjælp fra sin lokale kollega Dith Pran. Selv da regeringsmagten falder, insisterer de på at blive i landet for at dække konflikten, og da ambassaderne endelig evakueres, kan kun Shanberg slippe ud. 

Hvad der følger, er et modigt protagonistskifte. Mens Shanberg forsøger at lokalisere sin ven hjemmefra, følger vi Prans desperate kamp for at overleve under et styre, der henretter systemkritikere, intellektuelle, folk med briller og tilfældige civile. 

Særligt bevægende er det, når man har i baghovedet, at Pran spilles af Dr. Haing S. Ngor, en cambodjansk læge, der selv måtte agere uuddannet bonde i de Røde Khmerers fangelejre – og endda lade sin kone dø i barselssengen – for ikke at blive opdaget og henrettet.

3. Ace in the Hole (1951)

”Dårligt nyt er de bedste nyheder, for godt nyt er ingen nyhed.”

Det går kynisk for sig, når Billy Wilder tager pulsen på avisindustrien i sit sydende drama om den opportunistiske storbyjournalist Kirk Douglas. Forvist til en lilleputavis på landet trækker Douglas en redningsaktion ud for at kunne spinne historien til en national mediebegivenhed. Alt imens hoster den nødstedte mand sig ihjel.

Redningsaktioner var velkendt nyhedsstof i datiden, og pressen fandt Wilders nådesløse sortsyn uberettiget. The Hollywood Reporter opsummerede filmen som: ”Ikke andet end en skamløs, ufortjent lussing i ansigtet på to respekterede og ofte effektive amerikanske institutioner: en demokratisk regering og den frie presse.”

Måske var den bare forud for sin tid. 60 års sensationspresse senere virker den i hvert fald skræmmende aktuel.

Og så er den i særlig grad velskrevet. Wilder havde en misundelsesværdig evne til at komme med mindeværdige spydigheder. Som da en reporter appellerer til Douglas’ kollegialisme med en bemærkning om, at de alle er i samme båd: ”Jeg er i båden, I er i vandet. Lad os se, hvor godt I kan svømme – venner.” 

2. The Insider (1999)

Michael Mann var i midt-90’erne ramt af galopperende genialitet, først med røveri-mesterværket Heat og dernæst med The Insider.

Al Pacino er ikke kendt for at underspille, men han giver her en nøje afmålt præstation som tv-producer for nyhedsprogrammet 60 Minutes, der får nys om en potentielt eksplosiv whistleblower fra tobaksindustrien.

Det er imidlertid Russel Crowe, der uforbeholdent stjæler showet som den desperate forsker, hvis familie falder fra hinanden, fordi han går med til at fortælle sandheden.

Hvor meget kan man love sine interviewpersoner? Hvilket ansvar har man for repressalier mod dem?

Telefonsamtalen efter udsendelsen ætser sig fast. Crowe stirrer på bygningen, hvor han plejede at arbejde: ”Der er helt mørkt bortset fra tiende etage. Juridisk afdeling. Det er der, de fucker med mit liv.”

I den anden ende vader Pacino længere ud i vandet på en strand, fordi han ikke ænser sine omgivelser. ”Du betyder noget for mange mennesker.” 

De siger det ikke, men man er ikke i tvivl. Det handler om selvmordsovervejelser.

1. Alle præsidentens mænd (1976)

Instruktør Alan J. Pakula havde taget den amerikanske kollektive paranoia før Watergate under kærlig behandling i konspirations-thrillerne Klute og The Parallax View. Så han var et oplagt valg til at filmatisere historien om den journalistiske efterforskning, der førte til præsident Nixons afsked.

Resultatet er ikke blot en af de bedste, men afgjort den mest realistiske film om journalistik nogensinde.

Hvor de fleste film på listen reelt handler om de institutioner, der efterforskes – amerikansk politik, teaterverdenen eller filmindustrien – handler Alle præsidentens mænd om journalisterne Woodward og Bernstein og deres Pulitzer-vindende efterforskning. 

Historien handler om journalistikkens betingelser. Eksplosive historier skamferes af redaktøren og henlægges, mens journalisterne kæmper indædt for at få den sensationelle historie verificeret hos tys-tys-kilder, der nødig vil tale on the record. Meget af filmen er optaget i en præcis rekonstruktion af redaktionslokaler, hvor den virkelige efterforskning havde fundet sted blot få år forinden. 

Og hvor Spotlight er konservativt iscenesat, kom Alle præsidentens mænd midt i amerikansk films vigtigste brydningstid, hvor en eksperimenterende tilgang gerne blev belønnet af publikum. Lange tracking-skud, en sepiafarvet pallette og en opsigtsvækkende brug af en såkaldt split screen diopter – en kameralinse, der lader venstre og højre side af linsen fokusere på hvert sit plan – giver et unikt visuelt udtryk selv den dag i dag. 

Filmen blev den fjerdebedst sælgende i USA det år. Men førstepladsen gik til Rocky, der også snuppede Oscar’en for bedste film. Amerikanerne havde fået nok af pessimisme og paranoia.