Finsk filmskaber savner fortiden

Det er et forrygende år for nordiske film i Cannes.

Efter halvdelen af filmene i årets hovedkonkurrence er blevet vist, er norske Joachim Triers Verdens værste menneske og finske Juho Kuosmanens Hytti No. 6 med i toppen af Ekkos stjernebarometer.

Det er dog vidt forskellige film.

Hvor Triers komediedrama springer sprælsk rundt i kapitler, tager det finske drama en rolig togtur gennem Rusland. Her møder finske Laura og russiske Lloja hinanden, men det er bestemt ikke kærlighed ved første blik for de to meget forskellige mennesker.

Efterhånden udvikler de dog et forhold fuld af underspillet humor, når de bevæger sig rundt i den lukkede verden, som titlen henviser til – nemlig deres togkupé. Det var en af instruktørens pointer at vise, hvordan menneskelig kontakt har svære kår i vores teknologiske tidsalder.

”Menneskelig kontakt er ikke det samme i dag, hvor alle har en smartphone. Det er svært at skabe forbindelse til folk omkring sig, fordi det er så fristende at gå online på sin telefon,” siger Juho Kuosmanen.

”Hvor end jeg er, kan jeg tage min verden med i lommen, så vi mister mødet med det fremmede.”

Skævt magtforhold
Hytti No. 6 er baseret på en bog af den finske forfatter Rosa Liksom. Bogen fra 2011 er udgivet på dansk som Kupé nr. 6, men Juho Kuosmanen har forholdt sig frit til historien.

Handlingen foregår i bogen i 1980’erne, men i filmen er det omkring årtusindskiftet. Det er dog et tidløst univers, hvor personerne ringer fra telefonbokse, men henviser til Titanic fra 1997.

Det var et bevidst valg for instruktøren. Han vil fokusere på forholdet mellem de to hovedpersoner.

”I starten af filmen spejler de to hovedpersoner måske forholdet mellem Finland og Rusland, for i 90’erne var der et enormt økonomisk skel mellem de to lande. Bogen lægger mere vægt på det aspekt, men jeg nedtonede det faktisk, fordi jeg ville antyde, at filmen kunne foregå hvor som helst med hvem som helst,” siger 41-årige Juho Kuosmanen.

Han følte sig også tvunget til at ændre på personerne i centrum.

”I bogen er den mandlige hovedperson ældre og den kvindelige yngre, men det skabte en skæv magtbalance mellem de to. Det føltes rigtigt på begyndelsen af rejsen, hvor de er meget forskellige, men det virkede ikke i anden halvdel. Jeg ville ikke lave en film om to forskellige mennesker, men to ens mennesker, der finder hinanden.”

Vogn nummer syv
Mødet på et tog leder tankerne hen på Richard Linklaters Before-trilogi, hvor de to hovedpersoner Jesse og Celine i den første film møder hinanden på et tog. Hytti No. 6 er dog i udgangspunktet ikke lige så romantisk anlagt.

”Jeg havde ikke nogle bestemte inspirationskilder, men i forhold til referencer gik jeg mere efter en tone lig Lost in Translation end Before-trilogien. Jeg elsker Linkaters film, men de er mere romantiske end min,” fortæller Juho Kuosmanen.

”Jeg vil ikke have publikum til at ønske, at de to hovedpersoner finder sammen. Den lykkelige slutning er, at de havde et øjeblik med et menneske, som de havde det godt med. Og der kommer ikke en fortsættelse.”

– Men du kunne vel godt lave Hytti No. 7 en dag?

”Jeg har mange minder fra vogn nummer syv, for den boede jeg i, mens vi optog filmen. Men det bliver nok for selvbiografisk!” siger instruktøren og smiler.

Vil have modstand
Juho Kuosmanen debuterede i 2016 med det sort-hvide boksedrama Den bedste dag i Olli Mäkis liv, der vandt hovedprisen i Cannes-festivalens næstbedste konkurrence Un Certain Regard.

Derfor er den finske instruktør i år fuldt fortjent blevet hevet op i hovedkonkurrencen, hvor han er i spil til at vinde den eftertragtede Guldpalme.

Hytti No. 6 er foruden knastør humor og eksistentialistisk drama båret af fremragende skuespil af de to hovedrollerindehavere Seidi Haarla og Yuriy Borisov.

Når priserne på lørdag skal uddeles i Cannes, er filmen et godt bud til at løbe med prisen for bedste kvindelige skuespiller. Men instruktøren har det svært med den slags hæder til film.

”Jeg har selv siddet i mange juryer og ved, at det er et kompliceret regnestykke. Jeg forstår godt, at vi har en konkurrence, for det er en måde at skabe opmærksomhed på. Men som filmskaber bryder jeg mig ikke om, at vi konkurrerer mod hinanden. I en konkurrence vil man gerne have, at de andre er dårlige, men jeg vil bare have gode film,” siger Juho Kuosmanen.

”Jeg bliver glad, hvis min film modtager en hvilken som helst pris, men det er jo ikke en endegyldig sandhed.”