Ugens streaming: Julefilm for voksne
De er ligesom farmors hjemmestrikkede strømper, der hvert år ligger under juletræet. Man synes, de er lidt træls, men det er alligevel ikke rigtig jul uden dem.
Det er selvfølelig de klassiske julefilm, som tales om her. Vi ville aldrig se dem i årets andre elleve måneder, men når kalenderen siger december, så skal de frem!
Og selv om de ofte er mere sukkersøde end den sødeste marcipangris, så er julen tiden, hvor vi skal være tro mod traditionerne, og derfor har vi udvalgt fem film, som giver den helt rette julestemning, uden at det bliver alt for børnevenligt.
Så hæld gløgg i glasset og slap af i weekenden med fem julefilm til denne uges streaming.
Bad Santa
Den sexafhængige og fordrukne Willie klæder sig ud som indkøbscenter-julemand, så han kan forberede det indbrud, han vil begå i centeret om natten.
I julemandsjobbet møder han den otteårige Thurman, som er overbevist om, at Willie må være den rigtige julemand. Skruppelløse Willie øjner hurtigt en mulighed, og snart er Thurmans hjem tømt for værdier.
Men selv verdenshistoriens værste julemand kan blive blød om hjertet, for Willie opdager, at hverdagen er svær for den godhjertede Thurman.
Streames på Amazon Prime.
Det er herligt at leve
Det er juleaften i 1945, og George går ud i natten fast besluttet på at tage sit eget liv.
Inden George får chancen, møder han den gådefulde Clarence, som påstår at være en skytsengel sendt fra himlen. Han tilbyder at vise George, hvordan verden ville have set ud, hvis George aldrig var blevet født.
Pludselig står George i en trist kopi af sin hjemby, hvor ingen kender ham eller nogensinde har hørt om ham.
Det er præcis den rette blanding af alvor og sukkersødme, som gør Frank Capras klassiker Det er herligt at leve til den (måske) bedste julefilm nogensinde.
Streames på SF Anytime.
Bad Moms 2: A Bad Moms Christmas
Ligegyldigt hvor kradse tømmermændene er fra gårsdagens julefrokost, kan man sagtens følge med, når Mila Kunis, Kristen Bell og Kathryn Hahn igen slår sig løs som de slemme mødre.
Julen står for døren, og Amy, Kiki og Carla kæmper for at få pakker, pynt og julemad klar til tiden. Men lige som mødrene tror, de er forbi den værste julestress, får de den mest frygtindgydende besked, en slem mor kan få: Deres egne mødre kommer til jul!
Streames på C More.
Black Christmas
Black Christmas fra 1974 er helt perfekt, når Sound of Music og DR’s julekalender begynder at stå én ud af halsen.
Under en julefest får pigerne Jess, Barb og Clare et uhyggeligt opkald fra en psykisk syg mand. Da Barb svarer rapkæftet igen, lover stemmen i telefonen, at han vil dræbe dem. Dagen efter forsvinder Clare på mystisk vis, og snart begynder de andre piger at frygte, at den uhyggelige mand i telefonen har gjort alvor af sit løfte.
Og han er måske ikke så langt fra hjemmet, som pigerne tror.
Streames på Amazon Prime.
The Nightmare Before Christmas
Jack Skellington er leder af Halloween-by, men han begynder langsomt at kede sig. Derfor bliver Jack begejstret, da han opdager en hemmelig dør til den strålende Juleby, hvor julemanden holder til.
Jack beslutter, at han vil være den nye leder af Juleby, og derfor kidnapper han julemanden og efterlader ham i Halloween-by.
Desværre tager Jack straks tilbage til Juleby og opdager derfor ikke, at julemanden kommer i kløerne på den onde Oogie Boogie, som har sine egne planer for Halloween-by.
Den charmerende fortælling om Jack Skellington skulle efter sigende være baseret på et digt, som filmens producer, Tim Burton, skrev i 1982.
Streames på Amazon Prime.
Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.
Vi anbefaler både film og tv-serier.
I denne uge fokuserer vi på de bedste julefilm for voksne.
Kommentarer