Nyhed
05. feb. 2020 | 16:05

Julie og Jesper på banen med 33

Foto | Danmarks Film Akademi
Smilene var store, da Jesper Zuschlag og Julie Rudbæk sidste måned vandt en Robert for tredje sæson af deres kritikerroste tv-serie 31.

”Et nyt kapitel i livet åbner sig for Julie og Jesper,” siger serieskaberne Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, der laver endnu en sæson af deres prisvindende generationsportræt.

Af Nicki Bruun

”Serien har stille og roligt vokset sig til en af tidens bedste og mest vedkommende danske føljetoner, der fortjener et meget større publikum.”

Sådan skrev Ekkos anmelder i slutningen af sidste år og gav fem stjerner til 32, der startede i 2018 som 29.

Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag startede det nye år med at vinde en Robert for tredje sæson af deres tv-serie, som bærer titlen 31.

Succesen lader dermed til at vokse ind i himlen. Nu kan tv-kanalen Xee afsløre, at det bliver til endnu en sæson, der selvfølgelig skal hedde 33.

Serien fortsætter, hvor sidste sæson slap, nemlig med en forøgelse af flokken.

”Vi glæder os enormt meget til at kaste os over endnu en sæson af 29, da der stadig er masser af spændende historier at fortælle i universet. Der er kommet et barn til verden, og dermed åbner der sig et nyt kapitel i livet for Julie og Jesper,” siger Julie Rudbæk i en pressemeddelelse og suppleres af Jesper Zuschlag:

”Men samtidig ændrer det jo ikke mere, end at alting også er, som det plejer hos vennerne – med tvivl, fristelser og generel forvirring om, hvordan livet skal udfolde sig i starten af 30'erne.”

Optagestart til sommer
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag var med stor succes værter, da prisuddelingen Ekko Shortlist Awards løb af stablen i efteråret.

I det nye nummer af Ekko er der en eksklusiv billedreportage fra optagelserne af 32, som på det tidspunkt ifølge serieskaberne kunne være blevet den sidste sæson.

”Vi føler, at vi har afrundet Julie og Jesper, men det kunne da være sjovt at fortsætte med dem. De er svære ikke at digte videre på,” siger Julie Rudbæk i interviewet.

Heldigvis har hun og Jesper Zuschlag besluttet at fortsætte serien, der hudfletter en generation, som ikke rigtigt er voksne, men dårligt nok kan kalde sig unge.

Optagelserne af 33 begynder til sommer, mens det endnu ikke vides, hvornår sæsonen får premiere på Xee.

Kommentarer

Ekko #84

Ekko var eksklusivt med under optagelserne af 32 i det nye nummer.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Hvis du tegner abonnement, kan du vælge mellem halv pris på tolv kvalitetsfilm eller én gratis biografbillet.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko