Månedens film: Junk Love

2013 blev året for rumfilmens tilbagekomst på det store lærred. Med Alfonso Cuaróns state of the art-astronaut-drama Gravity oplevede publikum omsider universets uendelighed, som var de der selv.

Fortællingen var spartansk, grænsende til det banale. Og det var i sidste ende netop det, som gjorde Gravity til en smuk og gribende film. En enkel og universel beretning om menneskelig eksistens. Om ensomhed og samhørighed på kanten af intetheden. Kombineret med den vildeste 3D-rutsjebanetur i mands minde. Bingo!

To år tidligere. Uendelig langt væk fra Hollywood, nærmere bestemt på Den Danske Filmskole, baksede instruktørelev Nikolaj Feifer med at gøre sin afgangsfilm Junk Love færdig. En do it yourself-rumfilm skabt på et budget mindre end Sandra Bullocks lycra-undertøj.

Det kunne være endt som en kitschet og lattervækkende affære. But not. I stedet skabte Nikolaj Feifer en skandinavisk ur-udgave af Gravity fyldt med stor skønhed og menneskelig autenticitet. Et melankolsk udsagn om individets lidenhed under det mægtige himmelhvælv.

Et sted i udkanten af atmosfæren svæver astronauten Edwin i sit rumfartøj SS Kronborg. På job for det private renovationsfirma Dansk Rumskrot A/S. Edwins mission er hverken glamourøs eller betydningsfuld. Tværtimod.

Han er i bund og grund chauffør i en højteknologisk skraldebil. Og i stedet for at indsamle tomme mælkekartoner og haveaffald indsamler Edwin rumindustriens fritsvævende efterladenskaber. Det kan være derangerede satellitter eller udtjente løfteraketter. Væk med det gamle, så nyt isenkram kan sættes i kredsløb om moder Jord.

Men ak. 

Murphys lov gælder også i det ydre rum, og snart torpederer en meteorit cockpittet på Edwins fartøj. Resultatet er fatalt, og inde i rumskibet nærmer iltprocenten sig det kritiske. Således er der, som ofte før, panik i verdensrummet.

Herfra skildres det delikate spil mellem astronaut og mission control. Og hurtigt står det klart, at Edwins jordiske arbejdsgiver er en kynisk satan.

Men kernen i Junk Love er det forliste kærlighedsforhold mellem Edwin og hans eks-kone, astrofysikeren Maria, der magtesløs ser til fra sit observatorium. De to har, forstår man, elsket hinanden, mistet kærligheden, for atter at finde den igen nu, hvor alting er for sent. Og det er netop her i kontrasten mellem det forgængelige og det evige, at Junk Love skiller sig ud ved at turde holde fast i sin poetiske enkelhed. Det er aldrig for sent.

Således har forfatteren Nikolaj Feifer givet instruktøren Nikolaj Feifer et stærkt udgangspunkt. Og han formår i allerhøjeste grad at udfolde sin egen vision.

Forudsætning nummer ét for at skabe en vellykket rumfilm er, at publikum anerkender, at filmen rent faktisk foregår i rummet. Ellers kan det hele ligesom været lige meget. Her klarer Junk Love skærene forbløffende godt. Særligt taget i betragtning, at filmen er en skoleproduktion.

De visuelle effekter og production design leder tankerne i retning af Alien (den første film) og slæbefartøjet Nostromo. Det her er verdensrummet som arbejdsplads, og filmens primære arena, cockpittet, er råt, spartansk og dunkelt. Det fungerer alt sammen på fortællingens præmisser, og Junk Love undgår behændigt at blive en nørdet sci-fi.

Grundlæggende fornemmer man, at det visuelle udtryk har samme klangbund som handlingen. Melankoli og længsel. Tempoet er roligt, og overgangene skaber en drømmende og fragmenteret atmosfære, hvor jordklode og verdensrum lige så langsomt smelter sammen. Under det hele ligger komponisten Jóhann Jóhannssons fine og sørgmodige musik.

Afslutningsvis vil jeg fremhæve valget af Peter Plaugborg som astronauten Edwin. Jeg er kæmpestor fan og mener, at Plaugborg formår at tilføre selv den tyndeste rolle en snert af smerte, vrede eller sårbarhed.

I dag, tre år efter sin premiere, holder Junk Love stadig og viser en ny retning for dansk film. One small step for man, but one giant leap for mankind.