Jurymedlem: Kortfilm mangler originalitet

69 film kæmpede i år om tre priser ved hovedkonkurrencen på Odense International Film Festival.

Afgørelsen lå hos juryen bestående af den islandsk-danske instruktør Hlynur Pálmason, produceren Karoline Leth og skuespilleren Mille Dinesen.

De valgte den engelske Over som bedste film, den columbianske Leidi som bedste fortælling og den finske Rearranged som bedste kunstfilm. Ifølge Hlynur Pálmason ragede de tre film langt over alle andre.

”Særligt Over gav os et slag i maven. Den er fuldstændigt fantastisk og var da også nomineret i alle tre kategorier. Det er sjældent, at en film har et så konsekvent sprog,” fortæller han over en øl.

Autentiske vinderfilm
Over handler om et stille villakvarter, som pludselig bliver ramt af den store verdens kaos. Leidi skildrer en mor, der tager sit barn i hånden på en rejse for at finde barnets far, mens Rearranged stiller skarpt på et pænt, pyntet spisebord, der ikke tåler uorden.

”Filmenes tematik om orden versus kaos er måske nok behandlet før, men det bemærkelsesværdige er måden, de gør det på,” forklarer Hlynur Pálmason.

”Først og fremmest er de ægte og autentiske. Det er, som om billederne, lyden, fortællingen og kostumerne vikler sig ind i hinanden, så alle dele bliver lige vigtige,” forsætter instruktøren.

”Det er personlige fortællinger med temperament og originalitet. Hvorimod den brede masse af de film, vi så i konkurrencen, desværre arbejder efter velkendte formler. De er overfortalte: Det, der sker på billedet, sker samtidig i lyden.”

Går for ofte på kompromis
Hlynur Pálmason forklarer, at det svarer til, at man ser to par kysse, mens man hører en svulstig kærlighedsmelodi. Det bliver bare for meget.

”Filmfolk bruger de her dramatiske virkemidler, fordi fortællingen ikke er stærk nok i sig selv,” mener den islandsk-danske instruktør, som fremhæver to af årets afgangsfilm fra Filmskolen – Laurits Flensted-Jensens Rainbow og Annika Bergs Sia – som undtagelser.

Og han har noget at have kritikken i.

Hlynur Pálmason er nemlig selv kendt for kompromisløse kortfilm som Seven Boats og En maler – den sidste var hans afgangsfilm på Den Danske Filmskole. Han understreger, at mange af instruktørerne er talentfulde, men at de går på kompromis med sig selv.

”Problemet er, de ikke tager tilskueren seriøst. Filminstruktørerne og producerne vil alt for meget i det korte format. Film skal være mindre påvirkede af de normale standarder og formularer. Ofte synes jeg, at det for dem handler om at lave noget likeable. Noget de ved, publikum godt kan lide.”

Flyttede ind på Filmskolen
Hlynur Pálmason bruger ofte engelske udtryk. Roots, connections, projects. Måske fordi han er in betweens countries, som han siger.

”Jeg bor i Danmark, jeg snakker dansk, og mine børn er danske. Alligevel er jeg en islænding i Danmark, og når jeg er i Island, føler jeg mig også som udlænding,” siger han.

Hlynur Pálmason voksede op i det østligste Island, boede et par år i Hobro og flyttede tilbage igen.

I tyveårsalderen studerede han i Reykjavik, indtil han valgte ”at flytte ind” på Den Danske Filmskole. Han er siden blevet rost for sin egensindighed, og nu er han i gang med sin første spillefilm på Julie Waltersdorphs nystartede filmselskab, Masterplan Pictures.

Brødre i arbejdermiljø
”Jeg har aldrig fået tilbud om noget stort og blev ikke headhuntet efter Filmskolen, så jeg laver bare de projekter, jeg har lyst til,” siger han.

”Ulempen er selvfølgelig, at det ikke giver den bedste økonomi, men til gengæld giver det mulighed for at komme dybere ned i tingene. Og jeg arbejder sammen med mennesker, som stimulerer mig. Det er et long-term relationship,”

Spillefilmen hedder Vinterbrødre. Hlynur Pálmason kan ikke sige meget om handlingen. Det er noget med to brødre i et arbejdermiljø. De lever med deres rutiner og ritualer og er i kamp med en anden familie. Optagelserne begynder i starten af næste år.

”Det måtte være den, jeg skulle debutere med. Ambitionen er at lave en stærk oplevelse, som både er åndelig og fysisk. Filmen skal være brutal, smuk, feminin og maskulin. Jeg håber, den kommer ud i slutningen af næste år.”