Jyder er ikke kun til grin

Søren Balle savnede en dansk film, der skildrer Jylland og jyder uden at pege fingre og gøre nar.

Så han lavede den selv.

På torsdag 6. marts debuterer han som spillefilminstruktør med Klumpfisken. Filmen handler om den midaldrende fisker Kesse fra Hirtshals, som befinder sig i en større eksistentiel krise.

Konen har for nylig forladt ham efter en langvarig affære. Men værre er de stadig trangere kår, som Hirtshals’ fiskere lever under. Det er særlig svært for Kesse, fordi han bestemt ikke bryder sig om forandringer.

Han lader nødtvungent den kvindelige havbiolog Gerd fra Tjøwenhavn komme med på kutteren som led i hendes forskningsprojekt. Men langsomt opstår en usandsynlig samhørighed mellem de to, og konturerne af et helt nyt liv begynder at tegne sig.

Kesse ved bare ikke, om det er det, han ønsker sig. Han er tredjegenerationsfisker og har stort set aldrig sat sine fødder uden for Hirtshals. Og grillens nye Hawaii-mix, en orientalsk inspireret pølseret, smager ikke nær så godt som ”det sædwanlige”.

Lokal forankring
Klumpfisken er baseret på Lærke Sanderhoffs kritikerroste teaterstykke af samme titel. Sanderhoff er en af Søren Balles venner fra tiden på den alternative filmskole Super 8 i Aarhus, og sammen har de overført stykket til biograflærredet.

Henrik Birch genoptager sin rolle som Kesse, og også Lars Topp Thomsen (Lille Lars) går igen fra stykket.

”De mennesker, det miljø og de følelser, der stilfærdigt foldes ud, er enormt vedkommende,” skriver Jesper Bo Petersen i sin femstjernede Ekko-anmeldelse af filmen, der har en usædvanlig stærk lokal forankring.

Søren Balle er selv fra Løgstør i Nordjylland, og Henrik Birch er opvokset i Bjergby tæt på Hirtshals. Hele filmen er optaget i fiskeribyen, og alle de lokale roller taler vendelbomål.

Balle var en del af Den Danske Filmskoles roste afgangshold fra 2009, hvor han lavede den urkomiske satire over motivationskurser: Tomatprincippet (som kan ses på All Time Shortlist).

Han er netop landet efter at have været til snigpremiere på Klumpfisken i Hjørring, da vi møder ham på Islands Brygge.

Hirtshals er en spøgelsesby
”Jeg havde længe surmulet over dansk films københavnerfokus. Når jyske karakterer endelig var med, var det altid som comic relief,” siger Søren Balle og fortsætter:

”Det kan godt være sjovt, men i længden blev det unuanceret. Jeg savnede en film, der tager Jylland og jyder alvorligt og portrætterer frem for at karikere.”

– Vi har trods alt for ikke så længe siden set film som Frygtelig lykkelig og Fri os fra det onde, der foregik i jyske provinsbyer?

”Jo, men her befandt vi os i en opskruet virkelighed og dermed en karikatur. Det var en del af filmsproget i de film, og det er helt fint. Det er mere i de rigtige dramaer, at man tilsyneladende ikke har kunnet bruge provinsen til noget.”

– Så vi skal ikke grine ad karaktererne i din film?

”Der må gerne grines. Vi har villet skabe et autentisk miljø, og det rummer både smerte og humor. Nordjyder er jo kendetegnet ved deres lune. Men komikken skulle udgå fra karaktererne selv. Der måtte ikke være en distance, så vi stod udenfor og pegede fingre. Jeg håber, man kan mærke, at den er fortalt med en kærlig pen og i øjenhøjde med karaktererne.” 

– Er filmen mest for jyder?

”Jeg håber, historien er universel. Vi lavede nogle testvisninger i København og Aalborg, fordi SF Film overvejede at markedsføre filmen helt forskelligt i provinsen og København. Her var svarene overraskende identiske, der var kun ganske små forskelle. Forhåbentlig kan alle relatere til temaerne.”

– Hvor meget minder filmens miljø om dit barndomshjem i Løgstør?

”Jeg har ikke været en del af et fiskermiljø, men jeg kender mekanismerne i små provinssamfund, som hænger i en tynd tråd. De unge stikker af, gennemsnitsalderen stiger og stiger, og de gamle erhverv udgrænses. For bare 30 år siden havde Hirtshals mange hundrede kystfiskere. I dag er det en spøgelsesby.”

– Det er ikke nogen ny udvikling. Hvorfor skulle historien fortælles lige nu?

”Filmen er ikke særlig aktuel netop nu, og der er ingen storpolitisk agenda bag. Jeg forholder mig ikke normativt til problemstillingen. Jeg sidder jo selv i København uden planer om at flytte til Hirtshals eller Løgstør. Jeg konstaterer bare, at nogle mennesker kommer i klemme i den udvikling.”

Den gale amerikaner
– Hvorfor valgte du selv at forlade Løgstør og blive filminstruktør?

”I sjette-syvende klasse blev jeg overtalt af nogle kammerater til at tage et filmkursus på den lokale ungdomsskole. Det var en fuldstændig gal amerikaner, der stod for det, David Nelson. Han havde arbejdet i den amerikanske filmindustri og havde kørt rundt på scooter med John Lennon i Thy-lejren. Rygtet sagde, at han var arving til Harley Davidson-imperiet. Jeg aner ikke, hvordan han var endt på havnen i Løgstør.” 

”Han var en tyk mand med baseballcaps og stumpede slidte t-shirts. Ærkeamerikansk, så det næsten var for meget, men også super inspirerende. Han kunne overtale Gud og hvermand, så han fik hældt penge i nakken. Vi havde simpelthen så meget udstyr, og det første, han gjorde, var at lave ulovlige kopier af skolens nøgler til os, så vi kunne komme og gå, som det passede os. Det var et hemmeligt rum og en kæmpe kreativ legeplads. Så var jeg sporet ind.” 

– Fortællingens temaer er ikke kun relevante for fiskere i Hirtshals. Hvordan giver miljøet historien et ekstra lag?

”Det er altid interessant, når man hiver tæppet væk under mennesker og konfronterer dem med nogle store, eksistentialistiske valg. Men her er der endnu mere på spil, fordi det ikke er en tjekket 21-årig københavnerkvinde, men en fisker fra Hirtshals i midten af 40’erne. Mulighederne er få i Hirtshals, så hvad gør han, når man tager hans identitet fra ham?”

”Kesse er gået i stå. Han er en klumpfisk, der svømmer i de samme cirkler dagen lang. Han sover stadig i sin gamle vandseng og skal for Guds skyld ikke prøve de nye retter på grillen.”

”Men en klumpfisk kan i et øjebliks galskab finde på at springe op. Det er sket i Hirtshals Oceanarium, hvor en klumpfisk forsøgte at springe ud af akvariet og ødelagde en masse halogenlamper.”

”I en by som Hirtshals må man enten finde ud af at blive lykkelig med de begrænsede muligheder eller flytte sig. Kesses ven ’Sorte’ repræsenterer en meget nordjysk tankegang, i og med at han har affundet sig med det liv, han har. Men Kesse er ikke tilfreds med sin tilværelse, og han er heller ikke i stand til at tage det spring.”

Forkert side af Limfjorden
– Kom det bag på dig, at I fik støtte til en film i sådan et miljø?

”Helt vildt. Det virkede naivt at banke på oppe hos Filminstituttet og sige: ’Dav, jeg vil gerne lave en film i Hirtshals. Den skal foregå på vendelbomål og være lidt dokumentarisk. Der skal ikke være nogen kendte skuespillere med, og hovedrollen er en fisker i 40’erne.’” 

”Det er pisse usexet, og filmen var aldrig blevet til noget uden Jakob Høgel fra talentordningen New Danish Screen.”

– Københavneren Gerd bliver mødt med jydernes københavnerfordomme i filmen. Hvordan blev I taget imod af lokalsamfundet, da I kom anstigende med jeres udstyr?

”Jeg kender jo nordjyder, så jeg havde mine bange anelser. Jeg troede, jeg havde et godt kort at spille som nordjyde, men jeg er fra den forkerte side af Limfjorden, så det var næsten endnu værre.”

”Men stille og roligt lærte vi lokalbefolkningen at kende. Den aldrende skipper Jolle kunne genkende sig selv i historien og tog os til sig, og da først han havde sagt god for os, åbnede alle byens døre sig. Vi fik en helt uvurderlig hjælp fra lokalmiljøet.”

– Hvordan adskiller filmen sig fra Lærke Sanderhoffs teaterstykke?

”Filmen har fået en langt mere alvorlig klangbund. Teaterstykket var enormt morsomt, og alting bliver lidt mere karikeret og abstrakt, når man står på en scene uden anden scenografi end nogle fiskekasser. Men vi mente, at vi ville forfladige historien ved at fastholde komikken i samme grad på film. Dramaet skulle drive filmen, og så måtte den gerne være sjov ved siden af.”

”Først og fremmest skulle det være autentisk. Vi ville give publikum en næsten dokumentarisk oplevelse. Kameraet skulle ligesom bare dumpe tilfældigt ned i historien og så give sig til at følge Kesse. Det skulle opføre sig, som om det ikke anede, hvad der foregik.”

Misforstået kritik af Filmskolen
”Det var også vigtigt, at skuespillerne kendte miljøet. Henrik Birch er født og opvokset lige uden for byen og taler vendelbomål, og smider man et par waders på ham, så tror folk, at han er fisker.”

”Vi ville have nogle nye ansigter. Når nu autenticiteten var en kardinaldyd, kunne jeg ikke forsvare, at Mads Mikkelsen skulle stå på en fiskekutter i Hirtshals. Hvis man skal lave en anden type fortællinger, må man ryste posen.” 

– Filmskolen er blevet kritiseret for, at der kommer for få nyskabelser og eksperimenter. Har vi ikke snart set nok socialrealistiske dramaer? 

”Hvis nogen havde fortalt mig, før jeg startede på Filmskolen, at min første film skulle blive beskrevet som et socialrealistisk drama, var jeg faldet bagover.”

”Men det er for let at stå på sidelinjen og kritisere Filmskolen. Realiteterne er jo, at Filminstituttet og branchen ikke bakker op om de eksperimenterende film. Med få undtagelser brænder talenterne inde med projekterne og kommer ikke videre. Det er de forkerte, man skyder efter. Hvis man vil have en anden type film, kræver det et helt andet støttesystem.”

”Men nu har jeg fået min hjemstavnsfilm ud af kroppen, og det kan være, at den næste bliver i en helt anden grøft. Det vil tiden vise.”