”Vi tager vores privilegier for givet”

Nikolaj Lie Kaas er hjemmevant på verdens store filmfestivaler. 

Første gang jeg mødte ham, var på Venedig-festivalen 2022 i forbindelse med hans rolle som den koleriske Filip Naver i Riget: Exodus, og i fjor drøftede vi hans egen komedieserie Agent på Berlinalen. 

Nu er vi tilbage på Lidoen i september for at tale om endnu en serie. I Familier som vores spiller han en afgørende rolle i Thomas Vinterbergs ensemblefortælling – hans første samarbejde med den Oscar-vindende danske instruktør. 

”Thomas har spurgt mig før, om jeg ville være med i noget, men det er først nu, det har kunnet lade sig gøre,” forklarer Nikolaj Lie Kaas, da vi mødes et par dage efter seriens verdenspremiere. 

”Det var scary at kaste sig ud i,” siger han om Familier som vores, der har har premiere den 20. oktober på TV 2 og TV 2 Play.

Menneskets ukuelighed
I serien spiller Nikolaj Lie Kaas arkitekten Jacob, der bliver forhåndstippet om evakueringen af Danmarks befolkning på grund af stigende vandstande og forsøger at tørre sin Hellerup-villa af på den første den bedste køber, inden han snyder hele sin familie med til Paris som forlorne ansatte i hans arkitektfirma.

Men Jacobs planer forpurres, da hans ekskone Fanny i stedet rejser til Bukarest, og deres datter Laura på må og få følger efter hende. Da de franske myndigheder snart efter får nys om de tvivlsomme familieansættelser, kan familien opgive håbet om en blød landing i den franske hovedstad.

Nikolaj Lie Kaas havde ikke svært ved at leve sig ind i sin karakters rejse.

”Det er jo et mareridt. Når man nu selv er en del af den kapitalistiske verden, kan man ikke lade være at stille sig det spørgsmål: ’Hvad med os, hvad med mig? Hvad ville vi gøre?’”

”Thomas var også interesseret i, at det skulle være en serie om den ukuelighed, vi alle sammen har. Hvordan vi som civiliserede mennesker prøver at klare det på en human måde.”

Dem og os
Nikolaj Lie Kaas blev allerede solgt af seriens præmis.

”Sikke et genialt move at lade Danmark blive oversvømmet!” udbryder han begejstret.

”Det er jo den eneste måde, man kan række ud til folk på. Vi tænker hele tiden i ’dem og os’. Vi er ikke følelsesmæssigt i kontakt med syrerne og andre, vi sætter os ikke i deres sted.”

Jeg når knapt nok at bede ham uddybe, før han afbryder mig.

”Jamen, det gør vi jo ikke! Vi giver nogle penge, og så tror vi, at det aflad er nok. Vi ved intellektuelt, at vi burde hjælpe og være empatiske, men vi er jo fuldstændigt blottet for følelser.”

”Når jeg har været ude i ramte områder med forskellige nødhjælpsorganisationer, føler jeg mig privilegeret over at se, hvordan folk lever. Pludselig har jeg en følelsesmæssig connection, og hver gang jeg har været afsted, er jeg så glad for at få den her oplevelse. At få den kontakt og mærke, at på trods af kulturelle forskelle er vi ikke så langt fra hinanden.”

”Det, som Familier som vores gør, er at give publikum den samme oplevelse: ’Hvad nu, hvis du stod i den situation?’”

Uden for gruppen
For Nikolaj Lie Kaas er det selve idealet med hans profession: At tage en tænkt oplevelse på sig og give den videre til publikum. Man mindes filmkritikeren Roger Eberts karakteristik af filmmediet som en empatimaskine.

”Det er jo det, film og tv kan,” siger han og nævner Joker som et eksempel.

”Jeg ser hele tiden tosser på gaden, eller folk der kommer fra Mændenes Hjem og råber af én. Og så undrer folk sig over, at en eller anden kører en lastbil ned gennem Stockholms gågade, eller en anden, der bliver skoleskyder. Men hvis man sætter sig ind i folk, forstår man deres bevæggrund lige meget, hvor skræmmende den er.”

”For på et tidspunkt finder du som outsider ud af, at du aldrig bliver en del af den socialgruppe, du stræber efter. Og så siger du: ’Okay, så vil jeg være den fedeste til at være uden for gruppen.’ Og du finder ud af, at der er en masse andre, som er uden for gruppen. Du finder varmen der.”

”Det gik op for mig, da jeg så Joker. Jeg forstod, at det for os alle handler om at blive set. Og det er det samme med Familier som vores. Nu kan vi mærke, hvordan man må have det, hvis man er desperat, og man ikke kan trække vejret, og vandene stiger. Og så kan man danne sit virkelighedssyn ud fra det.”

De riges ansvar
Selv om Thomas Vinterbergs serie fokuserer på håbet for menneskeheden, er Nikolaj Lie Kaas ikke lige så fortrøstningsfuld.

”Hvis det økonomiske tæppe hives væk, er dit liv så bygget på et grundlag, som er stærkt nok til at overleve sådan en katastrofe? Er der kærlighed, er der vilje, og er der sammenhold nok? Det er ikke tilfældet i alle familier, tror jeg.”

”Når en mellemdirektør er blevet fyret og hænger sig ude i cykelskuret og dingler i et reb, tænker man: ’Jamen, du havde jo stadig en familie.’ Men grundlaget for familien var økonomien, og han føler, at når han ikke kan sørge for sin familie, er det meningsløst.”

”Det er interessant at se, om man baserer sit liv på materialisme eller ej. Bare at komme herned til Venedig og finde ud af, at to liggestole nede ved stranden koster 3000 kroner i leje for en dag!” siger Nikolaj Lie Kaas og ryster vantro på hovedet.

Lidoens badestrand er måske nok et ekstremt eksempel. I Danmark er forskellen mellem rig og fattig typisk mindre udtalt.

Og selv om Familier som vores for det meste udspiller sig blandt Danmarks mest velbjergede – en socialgruppe, som Nikolaj Lie Kaas, en af landets mest succesrige skuespillere, må formodes at høre til – favner serien bredt.

”Når der kommer et skel mellem rig og fattig i Danmark, kan det godt være, at de fattige ikke er mig. Men jeg er da idiot, hvis jeg ikke forstår, at jeg skal tage hånd om alle i mit samfund. Ellers kommer de til at reagere på mig. Det forstår jeg ikke, at folk ikke kan se.”

Hvor er mine royalties?
Klimaforandringer og krigsudbrud har kun fået seriens problematikker til at fremstå mere aktuelle end nogensinde.

”Frygten er en del af os. Der kan komme en tiger. Jeg tror bare, vi har glemt det, fordi vi har gjort alt for, at det ikke skulle være tilfældet. Men vores grundfølelse må være konstant at være på vagt. Det er en del af at trække vejret,” siger Nikolaj Lie Kaas.

”Det er nederen, men det er jo en ny verdensorden, som man bare skal acceptere. Men det er fordi, vi har været vant til noget andet.”

Nikolaj Lie Kaas holder inde med tankestrømmen et øjeblik.

”Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men det er som at snakke om musik- og filmindustrien. Vi har taget for givet, at vi altid får royalties, og nu kan man ikke engang få penge for at lave musik mere. Men i virkeligheden er det 50 år, hvor det bare har kørt, hvor man har kunnet lave plader og tjene penge på det. Sådan var det jo ikke dengang, hvor man lavede sine penge på at optræde.”

”Vi kommer let til at tage ting for givet. Det svarer til at gå på McDonald’s og brokke sig over, at man ikke kan få Chicken McNuggets. Du kan ikke acceptere, at selv om du føler, du har krav på noget, er det ikke en regel, at du får det. Verden ændrer sig hele tiden, og det er pisseuretfærdigt.”