Dag 9: Kærlighed efter Murens fald

Jævne mennesker, der passer deres arbejde, opdager ikke altid, at verdenshistorien kommer buldrende.

Sådan var livet for mange i betonblokkene i Polen efter Berlinmurens fald. Og det er den historie, som den polske instruktør Tomasz Wasilewski (In a Bedroom og Floathing Skyscrapers) fortæller med sin formidable, tredje spillefilm United States of Love.

Her er mændene fraværende, hvis de overhovedet er til stede. De politiske jordskælv i Europa har i januar 1990 i Polen betydet, at mange familiefædre er rejst væk for at tjene mere til familien, og det har efterladt kvinderne tilbage.

Det er igennem disse kvinder, at filmen undersøger historieskrivningen, men det er også igennem en auteurs blik. For billederne i United States of Love skifter fra blege til varme, når kvindernes passion for hinanden og de mænd, der trods alt er tilbage, spirer.

Men ingen gør noget, og det blege vender tilbage, for man kan ikke rigtigt mærke, at verden er gået ind i en ny tid. Østblokken fortsætter, nu bare med tyggegummi, Levi’s-jeans og amerikansk musik.

Smerte og grin
Storpolitik og fremtidige generationers velbefindende betyder mindre for kvinderne end jagten på kærlighed, venskab og en mening med en gennembleg tilværelse i United States of Love.

Den 35-årige instruktør Wasilewski vrider en historie rundt om biografpublikummet med sort humor, et par nik til Kieslowski, lidenskabsløs sex og stærkt vanedannende kameraindstillinger, der sjældent bevæger sig.

For hvad gør man, når man altid har fået at vide, at man skal nære kærlighed til staten, og denne stat så pludselig ikke længere eksisterer? Hvem kaster man sin kærlighed på?

Filmens kvinder ser på fremtiden som mere usikker end fyldt med muligheder, og derfor rækker de ud efter det første det bedste handyr, der kommer forbi.

Anmelderne siver
Hvor Wasilewskis film er en sand perle, var årets afslutningsfilm i hovedprogrammet et mellemøstligt miskmask.

Den iranske skuespiller og instruktør Mani Haghighi (Modest Reception) er normalt kendt som en ganske sjov fætter, men desværre fejler fortællingen i A Dragon Arrives!

Vi får serveret en bittersød fortælling med masser af absurde optrin fra Iran. Først i 1965 og senere i 2006. Her er masser af talking heads, der forklarer om en episode, hvor tre mænd, som mener at være detektiver, render rundt på en kirkegård og venter på jordskælv.

Der er filmiske drengerøvsdetaljer for alle pengene, men A Dragon Arrives! bliver desværre aldrig andet end en film for filmens skyld, og den smider stille og roligt sit publikum af undervejs (anmelderne begyndte allerede efter et kvart at sive ud af salen).

Kollektivet mister pusten
Der ligger formentlig ikke mange bjørnestatuetter og venter på Haghighis film, men til gengæld kan der være en pris til en dansker, nemlig den for bedste kvindelige skuespiller.

For selv om Kollektivet tabte pusten efter ellers flotte førstehåndsreaktioner fra anmelderne, og netop nu er én af de mindre godt anmeldte hovedkonkurrencefilm på branchebladet Screens stjernebarometer, så taler folk i Berlin stadig om Trine Dyrholm.

Hvor Thomas Vinterberg ifølge de toneangivende udenlandske anmeldere ikke får inddraget kollektivtanken nok i filmen, så roses Dyrholm for sit stærke portræt af en kvinde, der nedbryder sig selv. Både amerikanske og europæiske medier har hende som favorit til en af de berømte bjørnestatuetter, og særligt tyske Der Tagesspiegel og Frankfurter Allgemeine Zeitung er sikre på Dyrholm’sk triumf.

Umiddelbart ligner eneste markante konkurrent Isabelle Huppert fra Things to Come. Og der kunne da også godt være noget poetisk retfærdighed i, at kvinden, der de seneste 30 år er blevet kaldt ”Frankrigs Meryl Streep” skulle få en pris af juryformand Meryl Streep.

I øvrigt bliver man nødt til at skele til juryen, når favoritterne skal udpeges. Den er nemlig ikke en lige så entydigt sammensat masse som sidste år, hvor instruktør Darren Aronofsky var juryformand.

I år trækker skuespillerne Streep, Clive Owen og filmkritikeren Nick James umiddelbart i dramaretningen, mens skuespiller Alba Rohrwacher, stillbilledefotograf Brigitte Lacombe (der har arbejdet med både Scorsese og Haneke) samt instruktør Małgorzata Szumowska (sidste års instruktør-bjørnevinder for Body) hiver holdet i artfilm-retningen.

Det sidste jurymedlem er den tyske skuespiller Lars Eidinger (Skyerne over Sils Maria). Hvilken vej han vil gå, kan altså komme til at afgøre en del.

Ingen storfavorit
I år er det svært at finde egentlige filmfavoritter, da stort set alle hovedkonkurrencebidrag har oplevet både at blive kritiseret og få ros.

Sagt på en anden måde: Der har ikke været en Taxi eller en 45 Years ligesom sidste år. Begge disse film fik ubetinget gode anmeldelser.

Men skal man alligevel forsøge sig, så må hovedprisen stå imellem fire film: Flygtningedokumentaren fra Lampedusa Fire at Sea, den filosofiskpolitiske Things to Come, religionsklimafilmen Midnight Special og dagens polske genistreg United States of Love. En jury med drama og kunstfilmsinteresser kunne sagtens ende med at enes om Guldbjørnen til dokumentarfilmen. Særlig med emnets politiske markering in mente.

Det indtryk blev kun forstærket, da Berlinalens direktør i dag fortalte branchebladet Screen, at han var meget begejstret for netop Fire at Sea, men dog også slog fast, at det var vigtigt, at festivalen ikke blev en flygtningefestival.

Screens anmelderbarometer har da også Fire at Sea som topscorer (3,3 stjerner ud af fire i gennemsnit), på trods af at den har fået lige fra én til fire stjerner af panelet.

En guldbjørn til Fire at Sea kunne betyde, at Grand Jury-bjørnen (juryens specialpris) kunne gå til enten Things to Come eller United States of Love. Lad os håbe på Things to Come, for så vinder Huppert næppe skuespilprisen, og dermed er Dyrholm tættere på en statuette. Juryen vil typisk forsøge at fordele priserne på så mange film som muligt.

Manglende mænd
Der har generelt manglet stærke mandepræstationer ved årets Berlinale (derfor var det også rammende, at United States of Love handlede om kvinder uden mænd).

Men måske skal man skele til Midnight Special her. Både Michael Shannon og Adam Driver gør det ganske godt – og Adam Driver spillede sågar over for jurymedlem Alba Rohrwacher i Hungry Hearts, som de begge vandt skuespilpriser for i Venedig i 2014. Mon hun kan køre Driver i stilling til en pris?

Det kunne selvfølgelig også være, at drama-delen af juryen vinder her, og i givet fald vil Jude Laws mesterlige spil i Genius let kunne indbringe ham prisen, mens et kompromisbud kunne være, at drengene fra det franske bjergdrama Being 17 deler prisen imellem sig.

Hvad der i så fald bliver af priser til United States of Love i denne ligning, er ikke lige sådan at forudse. Men mon ikke, at den og tunesiske Hedi kommer til at skulle kæmpe om bedste instruktør (med mindre Jeff Nichols fra Midnight Special kan komme i spil her) og bedste manuskript.

På stående fod kunne manuskriptbjørnen godt ende hos Hedi, mens United States of Love så napper den noget større instruktørpris.

Imponerende bidrag
Bedste fotografering bør have mange kandidater i år, men det ligner et udskillelsesløb imellem franske Being 17, kinesiske Crosscurrent og portugisiske Letters from War.

Og mon så ikke bjørnen for imponerende kunstneriske bidrag går til A Lullaby to the Sorrowful Mystery? Otte timers film over en hel dag er da i hvert fald noget af et bidrag.

Men man aner det jo ikke, for i sidste ende er der ikke mange indicier. Kun fornemmelser. Priserne uddeles nemlig hverken på baggrund af andre uddelinger eller mange tusinde akademi-medlemmer. Kun syv mennesker med Meryl Streep i spidsen skal mærke efter og lørdag aften fortælle, hvad de synes.