Kærlighed er en naturkraft

Det handler om besættelse, i snart sagt enhver betydning af ordet. Året er 1938. I Hongkong bliver den unge Wong Chia Chi (Tang Wei) medlem af en teatertrup, som drømmer om at kæmpe mod den japanske okkupationshær. Planen om at likvidere hr. Ye (Tony Leung), en minister fra kollaboratørernes skyggeregering, må opgives i første omgang, men forarbejdet er gjort. Wong accepteres som en af de hustruer, der mødes om mahjongbordet hos fru Ye (Joan Chen). Behændigt lægger hun duftspor ud, så ministeren lader sig friste.
    
Fire år senere mødes parterne atter i Shanghai. Wong og Ye genoptager forholdet, som begge har længtes efter at fuldbyrde. Ye er en hård, men inderlig elsker, der vækker Wong Chia Chi seksuelt. Gruppen kontrolleres nu af modstandsbevægelsen, som leger kynisk med situationen. Wong prøver forgæves at hade hr. Ye. Sandhedens øjeblik kommer, da parret sidder hos juveleren. Ye giver Wong en udsøgt diamantring, som hun ved, han har nægtet sin hustru. Da hvisker hun den sætning, som kan besegle hendes dødsdom.
 
Lidenskab med tragisk skrue
I sin tiende film, Lust, Caution, trækker Ang Lee på et stof, som europæiske tilskuere kender udmærket fra Første og Anden Verdenskrigs modstandshistorier. Også billedet af det belejrede Kina konstrueres med velkendte koder. Den mættede farve er dyb og romantisk. Det er ikke tilfældigt, at Lee lader Wong Chai Chi gå forbi en plakat for Hitchcocks Suspicion, og historien har slående ligheder med mesterens Notorious.
    
Forlægget er en novelle af Eileen Chang, en vist nok Jane Aamund-agtig forfatter, som alle i Kina har læst på et tidspunkt. Ifølge Lee markerer novellen et brud med Changs sædvanlige ugebladsstil. Chang giftede sig med en kollaboratør, som forlod hende under besættelsen. Først i 1979 offentliggjorde hun novellen, der i fiktiv form skildrer passionen.
    
For Lee var tekstens skitsepræg en attraktion. Formatet giver filmskaberen plads til at digte videre, bøje kronologien, fylde billedstof i de indlagte pauser og generelt brede ud i stedet for at koncentrere. Lust, Caution kombinerer melodrama, film noir og spionthriller. Lee har været rundt i mange genrer. Her overbeviser han som erotisk fortæller.
    
Lust, Caution bruger to en halv time på at forberede og iscenesætte sandhedens øjeblik. Det er stor lidenskab med dyb, tragisk skrue, men filmen udnytter tiden, den tager. Den har også brug for sine udførlige sexscener. Ved at vise fryden og ydmygelsen gør Lee bogstaveligt ordet til kød. Man tror på og deler de elskendes tilstand.
    
Lust, Caution er derfor en mesterlig film, der på logisk vis viderefører tematikken i Brokeback Mountain, instruktørens forrige film. Begge titler modtog Guldløven, da de fik premiere på mostraen i Venedig. Det giver udmærket mening. Lee har virkelig nået sit livs bedste tid.
 
En fast signatur
Få instruktører har flyttet sig så hurtigt og så hyppigt. Ang Lee blev født i 1958 i Hua Lung på Taiwan, hvor hans far var gymnasierektor.
    
Da han var ti, flyttede familien til Taipei. Her blev Lee optaget på den kombinerede teater- og filmskole, efter han havde taget studentereksamen. Hans far havde hellere set, at drengen blev lærer. Men det var teater, som havde Lees interesse, ikke fordi han holdt særlig meget af det, mere fordi film var en fjern og uvirkelig verden, og han havde det godt med at stå på en scene.
    
Som 23-årig kom Lee til USA og studerede i to år teater på University of Illinois. Først i 1979 skiftede han spor og lod sig indskrive ved filmskolen på New York University. Han siger selv, at han aldrig var nogen lidenskabelig cineast, skønt han begyndte at se film for alvor, da han kom til USA. Alligevel har han, med tilsyneladende nonchalance, markeret sig som en af tidens førende filmskabere. Billedet bedrager dog. Det var svært for Lee at få lov at begynde, og skønt han hopper fra genre til genre, er der en fast signatur i bunden af hans ti store film.
    
De første tre kalder han selv for "Father Knows Best"-trilogien. Lee debuterede i 1992 med Pushing Hands, i hvilken en tai-chi mester kommer til New York for at bo hos sin søn, der er gift med en amerikaner. The Wedding Banquet (1993) var en komedie om kulturelle og seksuelle modsætninger, som mødes på Manhattan. Også Spis drik mand kvinde (1994), der foregår i Taipei, brugte formelle ceremonier som baggrund. En pensioneret kok og hans tre voksne døtre mødes til søndagsmiddage, som faren har tilberedt.
    
Særligt for auteuren Ang Lee er, at han taler flere filmsprog flydende. Man kunne tro, at der var uforeneligt langt fra de kinesiske familier i The Wedding Banquet og Spis drik mand kvinde til Jane Austens England (Fornuft og følelse), Connecticut i 1973 (The Ice Storm), 1860'ernes Missouri (Ride With the Devil), myternes Kina (Tiger på spring, drage i skjul), tegneserieuniverset i The Hulk, de forelskede cowboys på Brokeback Mountain og Mata Hari-historien fra 1940'ernes Shanghai i Lust, Caution.
   
Frugtbart makkerskab
Hvordan kan Lee færdes så hjemmevant i asiatisk, europæisk og amerikansk tradition, når han efter eget udsagn hverken er en belæst cinefil eller et særligt nysgerrigt menneske?
    
En væsentlig faktor er hans mangeårige samarbejde med manuskriptforfatteren James Schamus (f. 1959), som også har produceret de fleste af Lees film. Uden Schamus havde Lee næppe fundet Rick Moodys roman The Ice Storm eller E. Annie Proulxs novelle om mændene på Brokeback Mountain. Uden Lee ville Schamus ikke have skrevet så indfølt om kulturmøder i Taipei eller den japanske besættelse af Kina.
    
De to mænd mødtes i 1990, mens Lee kæmpede for at realisere Pushing Hands. Han havde overtalt sin hustru til at satse på en tilværelse i Amerika, men fem år efter afgangsfilmen Fine Line var han ved at give fortabt. I 1990 indsendte han to manuskripter, Pushing Hands og The Wedding Banquet, til en konkurrence, som var udskrevet af Taiwans informations-ministerium. En uafhængig producent, Li Hsu, var så imponeret af den personlige tone, at han gav Lee 400.000 dollars til at realisere et af manuskripterne. Lee havde brug for en produktionsleder. Han traf James Schamus gennem en fælles ven fra New York University.
    
Det er et sjældent frugtbart makkerskab. For det første har Schamus og Lee skrevet otte film sammen. For det andet har den talkyndige Schamus været i stand til at give Lee arbejdsro. Schamus stiftede produktionsselskabet Good Machine sammen med Ted Hope og David Linde. I 2002 blev Good Machine opkøbt af Universal Pictures og forvandlet til Focus Features, der fungerer som Universals kunstneriske skuffeselskab.
    
Lige så vigtig er relationen til Li Hsu på det asiatiske marked. Det var Hsu, som i 2000 opfordrede Lee til at prøve kræfter med den kinesiske wuxia-genre, der på daværende tidspunkt førte en lige så hensygnende tilværelse som den amerikanske western. Tiger på spring, drage i skjul blev en stor succes. Den kostede femten millioner dollars at fremstille og har til dato indspillet 210 mio. Endvidere indvarslede filmen en sand renæssance for wuxiu-formen.
 
Tiltrængt fornyelse
Lee fangede kritikernes opmærksomhed med Pushing Hands, blev stor på festivalscenen med The Wedding Banquet og fik et internationalt gennembrud med Spis drik mand kvinde. Imidlertid var det Fornuft og følelse (1995), som for alvor fik mange til at få øjnene op for ham. De kinesisk-amerikanske produktioner havde været logiske udtryk for en kinesisk-amerikansk filmskabers erfaring. Med filmatiseringen af Jane Austens debutroman fra 1811 foretog Lee et konceptuelt hovedspring, som de fleste ville tøve omkring.
    
Han gjorde det fuldkommen frygtløst. Lee havde end ikke læst Austens bog, da Columbia sendte ham Emma Thompsons manuskript. Instruktørens kendskab til britisk heritage-kultur baserede sig på en rejse, han deltog i som studerende.
    
"Kurset hed Teater i England. Halvdelen var en uddannelsestur. På den anden halvdel så vi fjorten skuespil. Vi tilbragte ti dage i London og ti i Stratford-on-Avon. Vi talte med skuespillere og producere. Det var i sommeren 1979," fortæller han i interviewbogen My First Movie.
    
Fornuft og følelse er en lykkelig kombination af Thompsons drilske traditions­bevidsthed og en total åbenhed fra Lees side. Hugh Grant, Kate Winslet, Alan Rickman og Thompson selv er castet perfekt. Der er ingen kinesiske spor. Det er ikke, som når Mira Nair filmatiserer Thackerays Vanity Fair (2004) og prøver at give den indiske farver. I 1995 føltes filmen især som en tiltrængt fornyelse af den litterære arvesølv-genre, som også Iain Softley og Michael Winterbottom var ved at dekonstruere efter alle årene med David Lean og James Ivory.
 
Gradbøjninger
Med Fornuft og følelse påbegyndte Lee en svimlende rejse gennem genrelandskabet. To år efter var han i Cannes med The Ice Storm, en filmatisering af Rick Moodys roman om at vokse op i 70'ernes Connecticut.
    
Filmen følger en kreds af forældre og deres teenagebørn gennem en brydningstid med konebytning, skiftende værdier og generel rodløshed. Kevin Kline, Joan Allen og Sigourney Weaver har de bærende roller, men især er filmen et udstillingsvindue for en ny generation af amerikanske skuespillere. Barnestjerner som Christina Ricci, Tobey Maguire og Elijah Wood begynder at blive voksne i The Ice Storm.
    
Et særligt træk ved bogen er, at Moody inddrager Marvel-tegneserien The Fantastic Four og bruger den som forklaringsmodel. Schamus' manuskript bibeholdt dette element og var indirekte årsagen til, at Lee fik tilbudet om at instruere The Hulk.
    
Efter The Ice Storm instruerede Lee sin første western, Ride With the Devil (1999), som han og Schamus skrev sammen efter Daniel Woodrells roman Woe to Live On. Tobey Maguire, Skeet Ulrich og sangskriveren Jewel Kilcher har hovedrollerne i en fortælling fra Borgerkrigs-årenes Missouri, hvor private regimenter af jayhawks og bush-whackers fører guerillakrig uafhængigt af tilhørsforholdet til Nord eller Syd. I Lees hænder bliver historien en forbavsende ung western, der ligger i forlængelse af den revisionistiske 70'er-tradition.
    
Ride With the Devil er en underlig miskendt film i Lees oeuvre. Herhjemme fik den aldrig premiere — og deler således skæbne med Michael Winterbottoms væsensbeslægtede western The Claim (2000) — men er bestemt værd at se for sin gradbøjning af den klassiske form. Lee fokuserer på de fattige hvide, de sorte og kvindernes situation. Han lader en lille gruppe udstødte danne en foreløbig familie. Dét træk er konstant i Lees produktion.
 
En eastern
I 2000 kom kampsportsfilmen Tiger på spring, drage i skjul som et fuldkommen frisk pust ud af det blå. Der syntes nu at være en linie i kamæleonens valg af projekter. Efter en western måtte der følge en eastern. Instruktøren sagde følgende om projektet:
    
"Filmen er en slags drøm om Kina — et Kina, der sikkert aldrig har eksisteret uden for mine barndomsfantasier. I Taiwan voksede jeg op med kampsportsfilm, så selv-følgelig var mine fantasier hovedsagelig skabt af disse film, men også i høj grad påvirket af de romantiske og dristige romaner, som jeg læste i stedet for at lave lektier. At disse drømme skulle smelte sammen i en film, som jeg fik mulighed for at lave i Kina, er skæbnens glædelige ironi for mig. Via denne popgenre undersøgte og udforskede vi den klassiske kinesiske kulturarv."
    
Filmen er på én gang labyrintisk kompliceret og enkel og klar som en farvestrålende børnetegning. Vi befinder os blandt wuxia-riddere, det kinesiske sidestykke til de japanske samuraier, ved begyndelsen af 1900-tallet. Myternes tid er dog ikke omme. Superstjernen Chow Yun Fat og Michelle Yeoh spiller to legendariske krigere, som altid har elsket hinanden på afstand. Zhang Ziyi debuterer som underskøn ninja.
    
Ikke mindst som tegneserieelsker havde man høje forventninger for filmen om The Hulk (2003), som Universal gav Lee og Schamus en rund milliard til at realisere. Det var ikke, fordi man forventede endnu en stejl, svimmel tur i den kinesiske billedcentrifuge. Snarere håbede man som gammel fan af Stan Lee og Jack Kirby, at Ang Lee kunne lave en film, som tog dybden i materialet alvorligt. Og en generation er vokset op med Bill Bixbys tv-udgave (1978-82), som fastholdt seriens sjæl ganske godt.
   
Lees The Hulk blev imidlertid mærkelig glansløs. Hulkens origin story var genfortalt med en selvhøjtidelig alvor, som gjaldt det græske guders genesis, og Lee havde så travlt med at eksponere den mørke far-søn-historie, at han glemte at sige fra over for de hysteriske CGI-effekter. Det er den eneste af Lees film, som stort set ingen fortalere har. En enkelt fan krøb dog ud af busken. Lee har fortalt, at hans far i årevis skammede sig over hans filmarbejde, for så at være den, der støttede ham mest solidarisk efter The Hulk.


Studiet afskrev filmen som en fiasko og satte straks en ny version i værk. Louis Leterriers The Incredible Hulk får premiere den 13. juni 2008. Edward Norton har rollen som Bruce Banner.
 
Afvigeres kærlighed
Kærlighed er en naturkraft — "Love is a force of nature" — sagde den hookline, som Brokeback Mountain (2005) blev lanceret med. Lees majestætisk turnerede epos, udfoldet over tre årtier, er da også gennemlyst af en følelses-styrke, som man finder i klassiske kærlighedsfilm.

Parret i midten er to unge cowboys, som finder sammen i 1963, da de røgter får på Brokeback Mountain i Wyoming. Begge er nitten år og ved endnu ikke, hvad der er op og ned i livet. Jake Twist har forsøgt sig som rodeorytter. Ennis La Mar vil helst arbejde et sted, hvor man ikke skal se folk i øjnene for længe ad gangen.
   
Efter sommeren på Brokeback bliver de trukket hver sin vej af den skæbne, som stigmatiserer afvigeres kærlighed. Ennis bliver hængende i Wyoming, får to børn med skolekæresten og gør sit bedste for ikke at falde igennem. Jake gifter sig rigt og får en betroet stilling hos svigerfar. En dag sender Jake et postkort til Ennis. De genoptager forbindelsen og indser, at de ikke kan bære at miste hinanden. De kan dog heller ikke springe ud som forelskede mænd. 
   
Ennis' ægteskab går i stykker. Til slut bor han alene i en trailer, hvor kun den ældste datter af og til kommer. Mændene mødes hver måned i Wyoming. Som dreng så Ennis, hvordan samfundet reagerede, da to bøsser ville drive en ranch. Den enes lig blev trukket rundt ved kønsdelene, og Ennis' far sørgede for, at hans drenge så ordentligt efter. Ergo vil han ikke leve sammen med Jake.
    
Jake Gyllenhaal er den mest udadvendte af mændene. Knudemennesket Ennis spilles af Heath Ledger, der døde ungt og tragisk i januar 2008. I filmens tredje del har han svært ved at spille en mand i halvtredserne. Lige så åbenlyst arbejder han hårdt på sagen, og den ubehjælpsomme forvirring passer godt til karakteren, der aldrig bliver klog på andet, end at tilværelsen toppede på Brokeback Mountain i 1963.
   
Så meget i filmen bliver aldrig sagt højt. Mens Jakes enke fortæller Ennis en hvid løgn om, hvordan deres fælles elskede døde, ser tilskueren, hvad der faktisk skete. Det lykkes Lee at fortælle historien så tragisk, smukt og forspildt, som man ville skildre forholdet mellem en mand og en kvinde, der ikke får lov til at elske hinanden og bliver 30 år ældre, mens livet går til spilde. Dét - og detaljerne i miljøet, der er føjet til novellen i Larry McMurtrys manuskript — er dybest set kvaliteten i Brokeback Mountain. At den blot er en kærlighedshistorie.
 
Lykkelig krise
Efter fantastikken i Tinger på spring, drage i skjul og The Hulk indvarsler Brokeback Mountain en ny dybde og en mere intens seriøsitet i Lees produktion.

Omstændighederne er nogle andre i Lust, Caution, men ikke det grundlæggende vilkår: To mennesker som forløser hinanden gennem forbudt lidenskab. At Lust, Caution udpensler seksualiteten, som Brokeback Mountain bare antyder, gør den kun mere konkret.


Den yngre Lee interesserer sig for sociale fællesskaber. På et personligt plan er han især optaget af relationen mellem voksne børn og deres forældre. Dette hensyn fortoner sig efter The Hulk. I Brokeback Mountain er Jake og Ennis hjemløse skæbner, som må forstille sig til det sidste. I Lust, Caution kan resten af modstandsgruppen ikke sætte sig i Wong Chia Chis sted. Truppens leder, som har været forelsket i Wong, og den kyniske spionchef er skrækslagne, da hun forsøger at sætte ord på sin drift og sin smerte. Ennis og Jake ville forstå hende. Det samme gør filmskaberen, der ser den nye alvor i sit virke som resultatet af en lykkelig krise.
   
"Jeg arbejdede på Lust, Caution allerede, mens Brokeback Mountain blev lanceret. Når jeg ser tilbage, er de to film som tvillingearbejder. Som 45-årig befandt jeg mig i en midtvejskrise, på grund af den måde, jeg udlevede mine barndomsfantasier på. Så jeg tog fat i et romantisk materiale, jeg ikke havde skænket megen opmærksomhed før. Begge film er baseret på noveller, som ikke fylder mere end 30 sider, begge er fortællinger om umulige forhold, skrevet af stærke kvinder (...) Min virkelige krise kom i de fem år, som gik med at skabe Tiger på spring, drage i skjul og The Hulk. På The Hulk var jeg hele tiden udmattet. Jeg måtte endelig erkende, at jeg ikke var en ung mand længere, og begær var en af de størrelser, som jeg måtte forholde mig til."
 
Mediet som provokation
Ang Lee er ikke fremmed for tanken om at se sig selv som auteur. Om bevægelsen i sine film har han sagt:
   
"Jeg tror, at min stil er blevet mere raffineret. Jeg har flere måder at udtrykke mig på. Siden Spis drik mand kvinde, og især siden The Ice Storm, har jeg brugt filmen mere som en provokation end som et medium, den er en måde at fremtvinge tanker og følelser på snarere end at udtrykke mig. Pushing Hands og mine tidligere arbejder var en masse mig, mig, mig. Jeg tror ikke, at jeg viste publikum megen tillid. Jeg ville bare fortælle dem om mig selv, om det som jeg kendte til. Jo flere film jeg laver, jo mere opdager jeg, at essensen af film har at gøre med tilskueren. Man fremlægger nogle stimuli og lader publikum om at afgøre resten."