Kærlighedsfilm fortaber sig i tåge

Et par kysser i solen. Så ser vi et andet par kysse. Og et mere. Og et mere. Mand og kvinde. Mand og mand. Kvinde og kvinde. Tantekys, tungekys og kys, hvor der virkelig bliver gnavet igennem.

Sådan åbner In the Future i sort-hvide nærbilleder. Filmen er lige dele kunstfilm, lige dele dokumentarfilm. Adskillige minutter senere er de forskellige kyssende par stadig i gang.

Vi får ikke at vide, hvad meningen er, og vi vender heller ikke tilbage til de kyssende par senere i filmen, der er instrueret af argentinske Mauro Andrizzi (han gæstede Cph:Dox i 2008 med den kontroversielle Iraqi Short Films).

In the Future deltager i hovedkonkurrencen i en nylavet, timelang version. Den korte version snuppede en Queer Lion på Venedig-festivalen for næsen af Darren Aronofskys Black Swan for dens skildring af kærlighed uanset seksuel orientering.

Et spøgelses videodagbog
Der gives ikke ved dørene i Andrizzis film, hvis mening fortaber sig i en tåge. Men ok, jeg gør forsøget.

Filmen kan ses som en slags videodagbog af ingen ringere end et spøgelse, der i starten af filmen (efter parrene har kysset færdig) bliver præsenteret med et lille digt.

Spøgelset – får vi at vide – vandrer rundt i tid og rum. Det er en del af fortiden, men også fremtiden. Derefter ser vi en række par betro sig til kameraet – måske til spøgelset, som igen måske er instruktøren selv.

Nogle er autentiske personer, andre er skuespillere, der improviserer.

Interessante historier
Her indtræffer filmens klart bedste momenter. Historierne er sjove, pudsige, sørgelige, hyggelige. En enkelt også lidt uhyggelig.

Ét par fortæller om, hvordan de igennem længere tid blev udsat for mystiske telefonopringninger midt om natten. Et andet er et spøjst og sympatisk bøssepar, der ender sammen, efter den ene har forsøgt at dræbe den anden med en køkkenkniv.

Min favorit er den bløde mand, der fortæller om dengang, han blev overrasket af sin kærestes fortid som pornoskuespiller. Hans kæreste sidder ved siden af og bliver stadig mere mopset over, hvordan han udlægger historien.

Filmen har her en stor autenticitet, som man ville ønske, den havde holdt fast i.

Mere prætentiøs end poetisk
Sammenhængen mellem parrenes historier og ikke mindst med de indlagte abstrakte billeder af folk, der danser med mere, er imidlertid mindre klar.

Handler det om minder? Identitet? Seksualitet? Kærlighed? Parforhold? Undervejs farer man vild i de mange retninger, som filmen peger i, uden at den rigtigt kommer nogen vegne.

Filmen er pæn at se på, men de obskure, ofte meget mørke billeder virker mere prætentiøse end poetiske. Cph:Dox skriver i deres program, at Mauro Andrizzi giver et bud på, hvordan film kan tage én ved næsen. Ja tak, det er den rene fupkunst.

In the Future vises tirsdag den 9. november klokken 16.30 i Dox Club/Teater Grob og lørdag den 13. november klokken 19.00 i Grand Teatret.