Kameraet i knaphullet

Brugen af skjult kamera er et af tv-journalistikkens bedste våben. Uigendrivelig som bevisførelse. Glimrende som underholdning. Og hensynsløs som metode, fordi de medvirkende ikke levnes en chance, når de narres til at vanære sig selv foran flere hundredtusinde seere. Skjult kamera er et journalistisk nakkeskud, men det er et nakkeskud, der affyres i en ædel sags tjeneste, hvor det handler om at afsløre mennesker, som handler ulovligt eller dybt umoralsk. 

Der er dog ét aspekt, der er knap så ædelt. Metoden bliver stort set kun brugt over for professionelle småfuskere. Det vil sige momsunddragende grønthandlere, mærkevarekopister, sælgere af pyramidespil, naturlæger, løgnagtige forsikringsagenter, snydagtige ejendomsmæglere og dyrehandlere, der importerer ulovlige dyr. Alle sammen kedelige typer. Men ikke ligefrem De Tunge Drenges Superliga.
 
Hvorfor er det sådan? Hvorfor bruges tv-journalistikkens skrappeste våben ikke over for samfundets store fisk? Og hvorfor heller ikke over for de masseulovligheder, der begås af middelklassen?

Hvorfor opsøger manden med kameraet i knaphullet ikke københavnske akademikere, der får udført sort arbejde, søde jyske damefrisører, der undlader at betale moms for alle deres kunder, velformulerede salgsmedarbejdere, der fusker med deres kørselsregnskab, eller folk, der slæber for mange varer med hjem fra Tyskland?

Stasi-tv
Når alle vi i den veletablerede middelklasse går fri, skyldes det, at vi ikke er professionelle fuldtidsfuskere. Desuden er vores misgerninger så udbredte, at der er tale om delvis accepterede folkeforbrydelser. En supplerende og mere griset årsag er nok, at tv-medierne frygter for vores reaktion. Formentlig med rette. Vi ville synes, at det var det rene og skære stasi-tv at se folk, der til forveksling ligner os selv, blive afsløret med skjult kamera for ulovligheder, som vi selv begår. Vi vil kun se afsløringer af mennesker, der er anderledes end os — og vi får vores vilje, for vi er så mange, at tv-stationerne ikke har råd til at gøre os vrede.
 
Når de store fisk går fri, så skyldes det i høj grad, at det rent infiltrationsteknisk er meget lettere at anvende skjult kamera over for små fisk. Det er ikke specielt vanskeligt få adgang til miljøer, hvor der sælges hash, mærkevarekopier eller bedrives pyramidespil. Det kræver selvfølgelig mod og mandshjerte at bevæge sig ind i miljøerne med et skjult kamera, men i princippet vil enhver journalistelev være i stand til at udføre manøvren.  
 
Helt omvendt forholder det sig med infiltration af miljøer i den anden ende af samfundshierarkiet. Det er umuligt at infiltrere et møde, hvor to flyselskaber laver ulovlige prisaftaler, og det er umuligt at snige sig med til møder, hvor en minister og et par embedsmænd træffer beslutning om at administrere i modstrid med lovgivningen. 
 
Her kunne det være fristende at stoppe diskussionen og fastslå, at skjult kamera kun bliver brugt over for de små, fordi magtcentrale miljøer er lukkede, mens magtperifere miljøer er åbne og infiltrerbare. Det er bare ikke grund nok. For vel er det svært at infiltrere en stor virksomhed eller offentlig institution på direktørniveau, men disse organisationer har jo mange underlæggende niveauer, der kunne infiltreres. Af en eller anden grund sker det bare ikke.

Stjerne for en aften
En af årsagerne er formentlig, at de sociale produktionsomkostninger, der knytter sig til brugen af skjult kamera, ofte vil være alt for store. Det ville eksempelvis være dumt af Mogens Rubinstein fra DR's Pengemagasinet at bruge skjult kamera over for Danske Bank, Dong, Finansministeriet, A.P. Møller og andre magtcentre. De ville opfatte metoden som et alvorligt anslag mod deres virksomhed og efterfølgende nægte at have noget med Rubinstein at gøre. Og modviljen mod ham ville sprede sig til andre store virksomheder, ministerier og politikere. Man ville forsøge at undgå ham, måske forsøge at lægge ham hindringer i vejen, og Rubinstein ville blive ramt på sin erhvervsevne.
 
Det er ikke kun den enkelte journalist, der må bære de sociale produktionsomkostninger. Det må journalistens arbejdsgiver også. Hvis eksempelvis DR systematisk tillod sine journalister at bruge metoden over for de store fisk, ville det utvivlsomt skade kommunikationen mellem DR og de ledende miljøer i samfundet. De ledende miljøer ville næppe finde sig i at blive offentligt ydmyget af skjult kamera. De ville blive rasende og lægge DR på is. Den pris har DR ikke råd til at betale. Institutionen lever jo af at trække information ud af sin omverden. Derimod er det omkostningsfrit, hvis en lusket kioskejer bliver vred og lægger medierne på is. Medierne skal alligevel ikke bruge ham til mere, når han har været stjerne for en aften i skjult kamera.
 
Tv-folk vil helt sikkert være uenige i, at de store fisk får positiv særbehandling. Og man vil henvise til, at tv-journalister igennem årene har afsløret meget snavs i toppen af samfundshierarkiet. Sandt nok. Men i et mediesamfund er det også positiv særbehandling at blive skånet for det skjulte kameras vanære.

Spreder mistænksomhed
Det mest retfærdige ville være, at skjult kamera blev brugt i alle samfundslag. Det ville bare have en alvorlig slagside. Erhvervslivet, de offentlige institutioner, politikerne og hele den pæne middelklasse ville betragte en udvidet brug af skjult kamera som en krigserklæring fra medierne. Vi ville alle sammen reagere med at blive mere tilbageholdende i vores kommunikation med journalister. Og vi ville blive mistænksomme over for fremmede, der ville tale med os om gråzonerne i vores arbejdsliv, fordi vi ville frygte, at de bar på et skjult kamera. Al den tilbageholdenhed og mistænksomhed ville skabe et samfund, hvor man taler mindre frit med hinanden, et samfund med en dårlig videnscirkulation.
 
Man kunne selvfølgelig også forbyde skjult kamera. Men det ville skabe nye problemer. Uden skjult kamera var mange svindlere aldrig blevet knaldet. De var sluppet, fordi deres historie ikke var stor nok til tv. For en god ting ved skjult kamera er nemlig, at de små fisk ikke kan drage fordel at være små og ukendte. Metodens dramatiske billedside kan gøre historien om enhver småfusker spændende og seervenlig. 
 
Kritisk journalistik er en form for lovudøvelse, men der er ingen lighed for loven, når det gælder brugen af skjult kamera. De respekterede og veletablerede går fri. Det er i princippet ikke retfærdigt, men måske er pointen, at man må lære at leve med uretfærdigheden. At man må acceptere, at skjult kamera er det journalistiske redskab, der er bedst til at fange små fisk med, mens de store fisk kan fanges med mere traditionelle redskaber som anonyme kilder og fotokopier af belastende dokumenter.
 
Accepten af skjult kamera kræver dog, at tv-stationerne bruger metoden ansvarligt. Og ansvarlig brug er, at skjult kamera ikke bliver til voyeuristisk underholdnings-tv, hvor det mere handler om at trække bukserne ned på folk end om at afdække et kritisabelt sagsforhold. Ansvarlig brug er også at undgå, at skjult kamera bliver et stilistisk virkemiddel, der bruges til at peppe tynde historier op med. Og sidst, men ikke mindst, må skjult kamera ikke blive et redskab, hvormed vi veletablerede borgere kan tryne, nedgøre og ydmyge de samfundsgrupper og brancher, vi ikke respekterer.