Shia LaBeouf vender tilbage som katolsk helgen

Abel Ferrera giver ikke fem flade ører for god smag og tidens takt og tone. 

Som den mest snuskede og viltre af sin generation af newyorker-instruktører har han dykket ned i moralsk forkvaklede antihelte i The King of New York og Bad Lieutenant. 

I den seneste Padre Pio giver han rollen som en katolsk helgen til skandaleramte Shia LaBeouf, der gør tilløb til et comeback efter at være blevet frosset ude af Hollywood for krænkende adfærd. 

Det lod Abel Ferrara sig dog ikke afskrække af. 

”Ja, jeg kendte godt til historierne, men jeg havde aldrig set nogen af hans film,” siger Abel Ferrara til et gruppeinterview, da han bliver spurgt om sin hovedrolleindehaver. 

”Men Shia er jo en af de her fyre, hvor det er helt åbenlyst, at han har et eller andet.” 

”Hvert røvhul og deres mor skriver noget på Google, men siger han to ting, er der 80 millioner mennesker, der hører det. Knægten er on fire! Det er tydeligt for enhver fucking idiot.” 

Spirituel opvågnen
Den amerikanske stjerne så ellers også ud til at viske tavlen ren i 2018, da han talte ud om sin opvækst som barnestjerne i den autofiktive Honey Boy. 

Siden har hans ekskæreste – musikeren FKA Twigs – anklaget ham for seksuelt overgreb, og i ugerne op til Venedig-festivalen har han været i medierne for at tale ud om sin adfærd og nyfundne tro. 

”Han er ikke den samme person, han var dengang. Han er stoffri, han er ædru, og jeg gik alt det samme igennem. Jeg forstår det,” siger 71-årige Abel Ferrara.

”Så har han den her spirituelle opvågnen, hvor han finder Jesus og den katolske kirke. Fem minutter efter, jeg taler med ham, hopper han i en truck og kører til et capuchinerkloster for at lave research. Forstår du, hvad jeg mener? Hvorfor Shia? Hvorfor ikke?” 

Massakren og stigmata
Shia LaBeouf passer også godt ind i Abel Ferraras kunstneriske univers. 

Filmene kredser ofte om brutale mænd med spirituelle temperamenter og skyldskomplekser inspireret af instruktørens egen katolske opvækst. 

”Jeg er buddhist i dag, men jeg har været katolik. De tanker kan ikke undgå at ændre én radikalt,” fortæller Abel Ferrara. 

Hovedpersonen Pio er en autentisk capuchinermunk. Han blev en religiøs helteskikkelse under fasciststyret frem til 1945 og senere kanoniseret som en helgen i den katolske kirke. 

Abel Ferrera har tidligere lavet dokumentarfilmen Searching for Padre Pio. I fiktionsfilmen er hans fokus mere snævert. 

”Man kan ikke lave en film om hele hans liv, man er nødt til at fokusere,” siger Abel Ferrara. ”Bortset fra Citizen Kane har jeg aldrig set en biografisk film fra fødsel til død, som jeg kunne lide.” 

I fiktionsfilmen koncentrerer han sig om en skelsættende begivenhed i præstens liv. 

Her udviser præsten stigmata – bløden på hænder og fødder, hvor Jesus blev naglet til korset – samtidig med, at fascisterne i en lokal landsby skyder med skarpt mod demonstrerende socialister. 

”Da vi opdagede massakren, blev den filmens åbenlyse fokus. Den ene får stigmata, de andre dræber hinanden. Come on!” siger Abel Ferrara og slår ud med armene. 

Demokratiets mareridt
Instruktøren ser massakren som del af den ulmende konflikt, der brød ud i lys lue med Anden Verdenskrig, men den er også mere end det. 

”Hvis du er kommunist, kan du ikke også være religiøs. Men det kan man som fascist,” fortæller han. 

”I enhver religion vil man finde en spænding mellem social retfærdighed og konservativ spiritualitet. I dag har vi en pave, som i Italien regnes for at være socialist, og han har problemer med kirkens højrefløj.” 

– Er det noget, der minder dig om dit hjemland? 

”Ja, klart. Det eneste, alle kan enes om, er at give våben til Ukraine. Ingen samarbejder over midten, der er ikke noget med, at folk samarbejder for at gøre landet bedre. Enten kæmper man for venstrefløjen eller højrefløjen. Det er demokratiets mareridt.” 

”Jeg ved, hvad jeg laver”
Abel Ferrara samarbejder gerne med de samme folk – både foran og bag kameraet. 

Han har i en årrække arbejdet sammen med Willem Dafoe, og Padre Pio er skrevet af Maurizio Braucci, forfatteren bag Gomorrah. De arbejdede tidligere sammen på Pasolini, en biopic om instruktøren Pier Paolo Pasolini med Dafoe i hovedrollen. 

”Man er nødt til at finde folk, der ved hvad fuck de laver,” siger Abel Ferrara. 

”Ethvert røvhul kan lave en film, det er den nemmeste ting i verden. Men man kan tælle på én hånd, hvor mange folk der ved, hvordan man laver en god film. Og endnu færre af dem gør det faktisk.” 

Anmeldelserne af Padre Pio har ikke været rosende.

Festivalens rygtemølle vil vide, at også hovedrolleindehaveren kritiserer filmen til Lidoens celebre nattefester, ligesom han offentligt har kritiseret Olivia Wildes Don’t Worry Darling, hvor han oprindelig skulle have spillet den mandlige hovedrolle. 

”Reflekterer du nogle gange over, hvorfor du stadig laver film?” spørger en tysk journalist lidt ukærligt. 

”Nej, jeg ved, hvad jeg laver. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved det. Man forandrer sig jo hele tiden, men ens grundpiller, og hvad man mener er en god film, gør ikke,” svarer Abel Ferrara. 

Kun lige begyndt
For Abel Ferrara handler filmkunsten om sandfærdighed. 

”Kameraet ser sandheden. Når du ser på noget, opfatter du det gennem dit eget selvbedrag. Men kameraet bedrager ikke sig selv. Det ser virkeligheden for, hvad den er. Hvad var det, Godard engang sagde? ’Kameraet er sandheden, 24 billeder i sekundet.’” 

”Nogle folk ser et billede af sig selv og siger: ’Så grim er jeg ikke, så gammel er jeg ikke!’ Hey, det er virkeligheden, kammerat! Hvad du ser, det er sådan det er. Og at lave fiktion er ikke det samme som at lave en dokumentarfilm.” 

”Jeg har lige været i Kiev for at optage. En bygning eksploderede. En kvinde fortalte om sin datters død. Det er ikke noget, jeg har opfundet, men når man laver fiktion, er man nødt til at skabe virkeligheden, og det er en rejse.” 

”Jeg lærer nyt hele tiden. Og det føles, som om jeg kun lige er begyndt.”