Sundance: Hård kamp om hovedprisen

Det er let at blive forvirret af de mange forskellige sektioner og programmer på Sundance, hvor det ikke altid er lige indlysende, hvordan man skiller skidt og kanel i et program, hvor mange instruktører er debutanter.

Men selv om Sundance har markeret sig som et af dokumentarbranchens bedste springbræt, er festivalens omdømme stadig bygget på stærke dramaer produceret uden for studiesystemet.

Og niveauet i dette års høst af amerikanske fiktionsfilm har være forbløffende højt.

Jeg har allerede skrevet begejstret om blandt andet Chloe Domonts Fair Play, der med et knivskarpt manuskript og en præcis forståelse for betændte kønsdynamikker – og efter at være blevet købt af Netflix for svimlende tyve millioner dollars – er et af festivalens store samtaleemner.

Den er en af frontkandidaterne til fredagens prisuddeling, men kampen er hård.

Engangsknald i burka
Der bliver også hvisket i krogene om den iransk­-amerikanske The Persian Version, Maryam Keshavarz’ selvbiografiske film om sit forhold til sin mor.

Filmen tager publikum i hånden og med til dansefest i 80’ernes Iran til tonerne af Cyndi Laupers udødelige Girls Just Wanna Have Fun. Den springer frem og tilbage i tid for at udfolde en kulørt og rørende immigranthistorie på tværs af generationer.

Instruktørens alter ego Leila tager i åbningsscenen til Halloween-fest iført burka og bikinitrusser. Hun bliver prompte gravid efter et engangsknald med hovedrollen i trans-musicalen Hedwig and the Angry Inch, der er troppet op i arbejdstøjet.

”Hvis han bliver for ivrig, så lad ham bare tage bagdøren. Det gjorde jeg med din bedstefar,” siger hendes gamle bedstemor, da Leila nødtvungent præsenterer ham for familien. ”Du tror da ikke, vi bare sad og holdt hænder?”

I hurtige indklip og med et kinetisk levende filmsprog genfortæller Maryam Keshavarz veloplagt historien om sin mor, der tidligt måtte tage vare på sig selv og familien i USA. Moren har svært ved at se sin – mestendels – lesbiske instruktørdatter falde uden for, hvad hun anser for at være normalen.

Deprimerende depressionsfilm
Daisy Ridley stikker også ud i hovedrollen som Fran i den depressionsgrå komedie Sometimes I Think About Dying. Og det selv om Frans kolleger er vant til at lægge så lidt mærke til hende, at ingen tænker over, hvor indelukket og musestille, hun er.

På arbejdet stirrer Fran apatisk på computerskærmen, derhjemme løser hun sudoku i lyset fra tv’et. Men et spinkelt lys tændes i hendes tusmørkegrå tilværelse, da en ny kollega inviterer hende med i biografen.

Den fraskilte filmnørd Robert er ingen don juan, og Fran er nærmest intenst afvisende og indelukket. Deres romance udvikler sig langsom, men hans tilstedeværelse åbner noget i Fran, der forestiller sig at ligge på stranden eller i skovbunden, umærkeligt stille, som var hun allerede død.

Rachel Lambert tegner et fint skildret ­portræt af ensomhed og længsel, hvor alle samtaler føles haltende uendelige og varme følelser synes altid at være forbeholdt andre mennesker.

Men det kan være svært at få en film om så indadvendt en hovedperson til at åbne sig for publikum. Film om depression har det med at være i hvert fald en smule deprimerende.

Medrivende New York-skildring
Det er straks lettere at føle for den stolte, samspilsramte mor Inez, der stjæler sin søn tilbage fra myndighederne i A.V. Rockwells newyorkerdrama A Thousand and One.

Filmen strækker sig over godt femten år. Den begynder i start-90’ernes usikre miljø i Harlem, hvor Inez driver fra den ene veninde til den anden velgører med sin søn Terry. Senere springer den i tid frem til de tidlige 00’eres politivælde over for især sorte under borgmestrene Rudy Giuliani og Michael Bloomberg.

Terry skal vælge retning i livet, mens den nye, hvide udlejer i deres bygning forsøger at presse familien ud.

Inez elsker sin eftertænksomme søn, men hun er også bister, ømtålelig og vred på en verden, hvor hun har svært ved at finde sit eget ståsted. Teyana Taylor giver en totalt indlevende præstation i hovedrollen, der vender tilbage til sin eks og efterhånden finder sig til rette i en usikker tilværelse, fordi hendes søn har brug for stabilitet.

A.V. Rockwell leverer et fuldt realiseret tidsbillede, som føles autentisk ned i detaljen – og kun en smule langt i spyttet. Men filmen fungerer i kraft af skuespillet og den medrivende skildring af et New York langt fra både Manhattan og Mean Streets, hvor systemet gør sit bedste for at holde en nede.

A Thousand and One er udviklet af Sundance-instituttet, der foruden festivalen driver filmlaboratorier, som hjælper instruktører med at udvikle deres projekter fra idé over manuskript til færdig produktion – som Robert Redford så kunne instruere, lød en lidt uretfærdig vittighed i gamle dage.

Filmnørd får som fortjent
Det er næppe en vittighed, hovedpersonen Ben i skuespilleren Randall Parks debutfilm Shortcomings ville grine af.

Ben er en filmkunstens forsvarer med uindfriede instruktørdrømme som brændstof for sin kritik af andres film og alt andet. Asiatisk-amerikanske Ben er bitter og bidsk over for alle, ikke mindst kæresten Miko, der efter seks år er ved at være udmattet af at høre ham brokke sig og lyve om det, når han kigger efter hvide kvinder.

Så hun flytter til New York for en praktikplads hos en filmfestival, og Ben udnytter straks muligheden til at lægge an på først den ene, så den anden hvide kvinde. Da Miko siden slår op, følger han sin bedste veninde til New York for at holde øje med ekskæresten, som han pludselig er blevet interesseret i igen.

En karakter som Ben virker nærmest ude af trit med tiden med sin meget mandlige magelighed, og Shortcomings genopfinder ikke formen, selv om den ironiserer over den.

”Hey, du er ham, der kun kan lide hvide piger,” hilser Randall Park i en lille rolle, da han møder Ben. ”Jeg dømmer kvinder på deres personlighed, ikke deres hudfarve. Men hey, du gør som du vil.”