Kampen for at komme i cinema paradis

”Oh, it’s only the end of the world,” skrev en kritiker lakonisk på Twitter, da hun i 2016 havde set det canadiske vidunderbarn Xavier Dolans Det er bare verdens undergang.

Den og andre tweets har fået store konsekvenser for arbejdsforholdene for journalister i Cannes.

Dengang var der pressevisning om morgenen klokken 8.30, mens den officielle gallapremiere blev holdt om aftenen med rød løber, smoking, kjoler, knipsende fotografer og hele molevitten.

Men Xavier Dolan følte, han fik ødelagt sin triumftur op ad den røde løber med de satiriske kommentarer summende i baghovedet. Han forsøgte at holde gode miner over for de viftende fans, men bagefter klagede han til festivalledelsen.

Det samme gjorde Sean Penn, som allerede under forteksterne af sit tåkrummende stjerner-vil-redde-Afrika-kærlighedsdrama The Last Face fremkaldte kritikernes hånlatter det år.

Og festivalen gav efter for klagerne.

Særlige privilegier
I dag finder pressevisningen og gallapremieren sted på samme tidspunkt om aftenen, men i to forskellige biografer: Grand Théatre Lumière og Salle Debussy.

På den måde kan stjernerne uforstyrret posere på den røde løber i den overbevisning, at de har begået et mesterværk.

Det kunne vi sagtens leve med, hvis det ikke var for to omstændigheder. For det første er der angiveligt stadig pressevisninger om morgenen. De foregår nu bare i al hemmelighed for en lille eksklusiv skare af journalister og kritikere, som festivalen giver særlige privilegier, eller får en privatvisning af filmens distributør.

Det betyder, at i det øjeblik, vi dødelige anmeldere kommer ud af biografen fra – tror vi – den jomfruelige, første pressevisning, så bringer det amerikanske brancheblad Variety en stor, gennemarbejdet anmeldelse af filmen.

Og selv om de er hurtige og dygtige på Variety, er det ikke menneskeligt muligt, hvis de ikke har haft adskillige timers forspring. Det betyder faktisk noget, for på nettet handler alt om at være de første. Det giver klik og dermed penge.

Småsovende anmeldere
Men hvad værre er, har de manglende morgenvisninger forskubbet programmet, så der ligger rigtigt mange pressevisninger sent om aftenen.

Det vil sige omkring klokken 22. Men aften efter aften har vi utålmodigt trippende i køen konstateret, at programmet er blevet forsinket op til en time, så der i realiteten er blevet tale om en midnatsvisning.

Et perfekt tidspunkt for actionfilm og kulørte kultfilm, men altså ikke for intellektuelle, udfordrende, søvngængeragtige arthouse-film. Med andre ord en meget dårlig behandling af de følsomme kunstnere, der risikerer at få en altafgørende bedømmelse af en småsovende anmelder.

Den enkle løsning er at gå tilbage til pressevisninger om morgenen. Man kan lave en klausul om, at anmeldelsen først må offentliggøres efter gallapremieren. Så lever festivalen op til den franske revolutions motto ”frihed, lighed og broderskab” – også for en afart som anmeldere.

Og hvis der er nogen, som bryder klausulen, så er det heraus af festivalen!

Survival of the fastest
Under pandemien i 2021 indførtes et digitalt billetsystem. Vi jublede, fordi vi troede, at det var slut med at tilbringe tid i alenlange køer, men sådan er det ikke helt gået.

Tidsspildet foregår nu bare i højere grad foran computeren. For skrider alle tidsplaner for de franske arrangører, er der én ting, man kan regne med: Billetsystemet går ned!

Som en 100-meterløber i startboksen sidder man klar om morgenen klokken 7, hvor bestillingen åbner. Når man ikke er i toppen af Cannes’ kritikerhierarki – når man har det blå eller som mig det lyserøde kort – kan nanosekunder være forskellen mellem at få adgang til cinema paradis’ have eller en helvedes lang næse.

Det er survival of the fastest.

Man trykker på ”Book”-knappen til den mest eftertragtede film, hvorefter siden øjeblikket efter går ned! Efter i en time, halvanden time eller to timer uden held at have siddet konstant og forsøgt at få siden genopfrisket, så man får krampe i pegefingeren, kommer siden endelig op igen.

”Complete,” står der ud for ens film. Det betyder, at biografsalen er overtegnet, udsolgt, komplet. Og der er intet at stille op. Det er game over.

Hamstring
Når filmen starter, er der ikke desto mindre i massevis af tomme stole i biografsalen, selv om systemet fortæller, at der er komplet udsolgt.

Måske har festivalen ret i, at der er pladser til alle krediterede journalister, men det er der bare ikke i praksis. Årsagen er, at systemet indbyder til, at man bare bestiller de gratis billetter i flæng. Man hamstrer billetter og skaffer sig adgang til mange flere film, end man kan overkomme at se på festivalen.

For tænk nu, hvis man skulle gå glip af noget.

Faktisk kan man bestille billet til to film, der vises på samme tidspunkt, men i forskellige biografer. Systemet forhindrer ikke dobbelt-bookninger. Kunne man i en verden med ChatGPT ikke stille krav om en maskine, der gennemskuer, at det er et fysisk umuligt projekt?

Det mest skøre er, at det øjensynligt ikke har nogen konsekvenser, hvis man bliver væk fra en visning, man har fået billet til. Ingen eksklusion, ingen advarsel, ikke engang et løftet øjenbryn.

Til gengæld får det konsekvenser for den stakkels reporter, som er blevet sendt til Cannes for at berette om verdenspremieren på Harrison Fords svanesang, Indiana Jones and the Dial of Destiny.

Det er et dial of destiny at skulle ringe hjem til redaktøren og fortælle, at man ikke kan få adgang. It’s only the end of the world.