Filmskolen går til kamp mod kønsklichéer

Den meste sete film i danske biografer lige nu er Dronningen. Den er båret af en meget kompleks hovedperson – spillet af Trine Dyrholm – og det er faktisk noget af et særsyn. Ligesom filmproduktion er domineret af mænd, er det også kendetegnende, at mænd fylder mere på lærredet og har et større karakterregister at spille på end kvinder.

Fremtidens filmskabere har derfor en opgave at løfte, mener Vinca Wiedemann, som er rektor på Den Danske Filmskole.

”Både personligt og som rektor er diversitetsspørgsmålet – herunder kønsdiversitet – noget, som jeg går rigtig meget op i. Og vi ved fra undersøgelser, at vi som regel har mere plads til forbedring, end vi tror,” siger hun.

Rektoren erkender, at repræsentationen af køn ikke pt. er et særskilt fokuspunkt på Filmskolen. Og hun ved ikke, om de værker, Filmskolen i dag viser for eleverne, har en balance i forholdet mellem mandlige og kvindelige hovedpersoner.

”Problemet med vores nuværende fagstruktur er, at hver enkel uddannelse er ledet af en enkelt person. Det betyder, at der er en masse silotænkning, og det med køn er i meget høj grad overladt til den enkelte lærer. Men når vi omlægger vores undervisning til en ny fagstruktur, så får vi også mulighed for at forene en mere systematisk tilgang til vores pædagogiske metoder.”

Vinca Wiedemann peger også på, at det kunne være en oplagt opgave for det studienævn, som skolen er i gang med at etablere.

Opgør med fordomme
Vinca Wiedemann er i gang med at ændre Filmskolen til en bachelor/kandidat-uddannelse.

Det har mødt stor modstand blandt Filmskolens elever, og ingen af dem, Ekko har været i kontakt med, ønsker at kommentere på, om fagstrukturen på skolen gør det vanskeligt at arbejde systematisk med kønsdiversitet.

Til gengæld vil eleverne gerne fortælle, hvordan de bevidst arbejder på at undgå de stereotype fremstillinger. Emnet optager især de kvindelige elever.

”Det er enormt vigtigt for mig at præsentere det, jeg kommer fra, på en ikke-stereotyp måde. Der er for mange dårlige lesbiske film, og det er nederen,” siger Tone Ottilie, der går på linjen for fiktionsinstruktører og i 2017 vandt hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards.

”Da jeg var yngre og sprang ud, var film og bøger helt vildt vigtige for mig. Jeg følte mig set af en film som Fucking Åmål. Det bliver legitimt, når man opdager, at man ikke er den eneste,” forklarer Tone Ottilie.

Hun vil gerne fortælle nogle historier, som hun føler mangler at blive fortalt. Men hun har ikke lyst til at blive sat i bås.

”Jeg synes ikke, at man har et personligt ansvar over for en bestemt identitet. Det må være ens personlige valg. Man bliver også mødt af fordomme. Jeg kan mærke, at man bliver hurtigt sat i boks som den der lesbiske filmskaber. Så forventer folk bestemte ting fra én.”

Det universelle
Clara Mendes, som går på manuskriptlinjen, forsøger bevidst at undgå kønsrollestereotyper og udfordre sig selv i udviklingen af karakterer.

”Jeg tænker rigtigt meget over det. Det gælder for alt muligt – inklusive kønsrollestereotyper – at den første idé altid er klichéen. Den går jeg aldrig med,” siger Clara Mendes.

”Hvis jeg forventer, at mine historier har en positiv virkning, kan de potentielt også have en negativ virkning. Derfor går jeg meget op i ikke at reproducere skadelige narrativer for allerede udsatte befolkningsgrupper.”

Clara Mendes lægger vægt på, at hendes historier er universelle. Hun har skrevet en webserie, hvor personerne er lesbiske og biseksuelle. Den handler om at blive forelsket i en anden end sin kæreste.

”Fordi man fortæller en historie om en minoritet, behøver det jo ikke handle om, at personerne er en minoritet. Dybest set er det de samme ting, der optager os. Vi er alle mennesker.”

Clara Mendes husker dog også reaktionerne, da hun på tredje semester skrev en spillefilm med to kvindelige hovedkarakter. Under læseprøven udbrød en af skuespillerne, at det var rart med en historie, der handlede så lidt om mænd.

”Hvis du laver et persongalleri nærmest uden mænd, bliver det bemærket. Hvis du laver et persongalleri nærmest uden kvinder, er det bare sådan, det er. Det er der ikke nogen, der tænker over. Så der er en forskel.”

Forskellige manderoller
Instruktørelev Christoffer Evan Ansel mener også, at han har et ansvar for at repræsentere folk ordentligt uden at gå på kompromis med historien.

”Vi prøver vel altid at undgå stereotyper – om det så er mænd eller kvinder. Og vi har måske et ansvar for at være særligt opmærksom på folk, der er underrepræsenteret på film,” siger Christoffer Evan Ansel.

”Men hvis man har en hovedperson fra en underrepræsenteret gruppe, og vedkommende er et dårlig menneske, så er det jo ikke et udsagn om alle i den gruppe. Det er en svær balance. Det vigtigste er, at jeg er ærlig over for den karakter og den historie, jeg kaster mig ud i.”

Christoffer Evan Ansel føler sig ikke i opposition til en bestemt fremstilling af mænd på film.

”Mænd har den luksus at blive fremstillet på vanvittigt mange forskellige måder. Woody Allen har sine mandefigurer, og Martin Scorsese og Robert De Niro kan lave deres lidt vrede mænd. Jeg føler mig ikke trådt på. Det er andre mandefigurer, som jeg føler mig repræsenteret af, og det er der desværre nogle mennesker, der ikke har.”

Kønsneutral casting
Malthe Wermuth Saxer er også instruktørelev på fiktionslinjen. Han erkender, at han ikke har tænkt så meget over repræsentationen af køn.

”Jeg kan godt lide at arbejde med det stereotype og så putte noget ikke-stereotypt ind i historien. Sådan er en rask dreng og en rask pige, sådan er en mor og en far, men så kommer der en anderledes person ind i historien, og hvad sker der så med det stereotype?” siger Malthe Wermuth Saxer.

I filmen Hund har han skabt et barn, der gerne vil være hund.

”Det er en speciel situation, som gør mig nysgerrig. Jeg er ligesom andre påvirket af bestemte traditioner, og det er sjovt at udfordre dem,” forklarer han.

Tone Ottilie udfordrede traditionen i sit førsteårsprojekt, hvor hun eksperimenterede med såkaldt kønsneutral casting.

”Til en rolle, som var meget magtfuld, tog jeg både mænd og kvinder ind til casting. Det støttede Filmskolen meget op om. De syntes, det var cool og progressivt. Det handler om karakteren, ikke om kønnet. Det endte med at blive en kærlighedshistorie mellem to kvinder,” fortæller Tone Ottilie.

Ingen af de andre elever, vi har talt med, har oplevet at få en feedback fra Filmskolen vedrørende deres repræsentation af køn i filmarbejdet.

”Jeg ved heller ikke, om det er deres opgave. Deres opgave er vel først og fremmest at gøre mig bedre til mit håndværk og hjælpe mig til at finde min egen stemme,” siger Christoffer Evan Ansel.

Leg med kønnet
Vinca Wiedemann har ikke hørt om den kønsneutrale casting på skolen, men hun synes, det lyder spændende. Som konsulent og sparringspartner har hun selv erfaring med at skifte køn på karakterer.

”Man tænker en person som mand, men hvad ville der ske, hvis man skiftede køn på karakteren. Legen med køn er bestemt ikke fremmed for filmfortællinger,” siger Vinca Wiedemann.

”Tænk bare på Lars von Trier. Uanset hvilket køn personerne har i hans film, er de udspaltninger af ham selv. Der er mange ting, man som kunstner i den kunstneriske proces kan lege og spille med kønnet på.”