Kampen om Caroline Mathilde

”En rigtig lækkerbisken af en historie” og ”en berusende skæbnefortælling”.

På hver sin måde henviser producent Peter Aalbæk Jensen og instruktør Kaspar Rostrup til den store sanselighed, der knytter sig til historien om Caroline Mathilde og Johan Struensee. Gæt i øvrigt selv, hvem der har sagt hvad.

Begge d’herrer har været i nærkontakt med historien, fordi begge gennem en årrække har forsøgt at filmatisere de dramatiske begivenheder ved det danske hof i de afgørende år omkring 1770.

Fortællingen om kongen, hans kone og hendes elsker er af den støbning, som alle gode fiktive fortællinger er skåret efter. Man tror simpelthen, at det er løgn. En skør konge, en sværmerisk dronning og en idealistisk lægmand vikler hinanden ind i et skæbnesvangert spil, der rummer forbudt elskov, banebrydende borgerrettigheder og ultimativt offentlig henrettelse.

Det er et slags urdrama, som handler om frihed og oplysning, kærlighed og forelskelse, venskab og troskab under idealismens paraply.

Men hvor Peter Aalbæk Jensen i dag kan juble over at have realiseret den første danske spillefilm om Caroline Mathilde og Struensee, sukker Kaspar Rostrup — som så mange før ham.

Ballings hjertebarn
Lige siden filmens fødsel har der herhjemme været rift om at forløse det royale drama. Indtil nu er det kun stumfilmen Kærlighed ved hoffet fra 1912, der kan bryste sig af at kunne præsentere historien i levende billeder.

De sidste 100 år har Caroline Mathilde og Struensee undsluppet linsens fangarme — lige med undtagelse af den lille, uafhængigt produceret Caroline — den sidste rejse fra 2010, som har Kim Bodnia og Christine Hermansen i hovedrollerne og omplanter fortællingen til moderne tid.

En af de mest ihærdige og sejlivede instruktører var den store Erik Balling, der siden begyndelsen af 70’erne skulle have set det som sin livsopgave at filme historien om den fatalt forelskede livlæge med de store visioner.

Han samlede bunkevis af materiale og skrev oplæg efter oplæg, men stødte hver gang på grund i investorers pengekasser og mistede til sidst modet.

I 1991 troppede han op på Kaspar Rostrups direktørkontor på Gladsaxe Teater og overdrog med stor andægtighed sit samlede materiale og bad Rostrup om gå videre med sit værk.

Fem år senere satte Nordisk Film alt ind på at få Ballings projekt i kassen.

Sammen med Henning Bahs stillede Kaspar Rostrup sig i spidsen af kampen for at opfylde den gamle mesters drøm. Den berømte svenske dramatiker og forfatter Per Olov Enquist blev tilknyttet, og man besluttede, at det bedste ville være, hvis han skrev en roman, som filmen kunne baseres på.

Enquist skrev Livlægens besøg, der udkom i 1999 og blev en verdensomspændende succes.

Struensee på engelsk
Succesen udeblev dog i Valby, hvor Nordisk Film og Kaspar Rostrup også stødte på Ballings forbandelse — de manglende penge. Det er dyrere at skabe historiske billeder på film end i ord.

”End ikke hvis alle de nordiske lande slog sig sammen, ville det have kunnet lade sig gøre,” siger Kaspar Rostrup i dag om den endegyldige konklusion på hans seks år lange samarbejde med Per Olov Enquist og Nordisk Film.

Rostrup tog sin Balling-æske under armen og gik i tænkeboks. Nordisk Film forsøgte sig med et engelsk greb på Enquists bog, men Michael Hirsts manuskript formåede aldrig at omsætte The Royal Physician’s Visit til film.

Men Enquist havde tændt en ild, der ikke umiddelbart lod sig slukke, og i 2008 startede et trekantsdrama ikke ulig filmens om retten til at få Caroline Mathilde og Struensee foreviget.

Tre bejlere
Historien fortælles altid af sejrherren, og følgende hændelsesforløb bygger også mestendels på beretninger fra det vindende hold.

Nordisk Film havde stadig rettighederne til Livlægens besøg, men interessen for at lave filmen var dalet. Det skulle dog ændre sig, da to nye projekter meldte sig på banen.

Først annoncerede Tivi Magnusson og M&M Productions Struensee — konge uden krone — en titel, der sandsynligvis var hentet fra den vesttyske Struensee-film fra 1953, Herscher Ohne Krone. Projektet havde allerede i 2002 modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts 60/40-ordning, men var siden slumret hen. Indtil nu, hvor Charlotte Sachs Bostrup skulle instruere.

Konkurrencen og den appetitlige historie fik også Zentropa til at slikke sig om munden. Nikolaj Arcel havde sammen med Rasmus Heisterberg i første omgang skrevet et manuskript til en engelsksproget film, der havde fået ”ja” fra Carey Mulligan og næsten ”ja” fra Ewan McGregor.

Finansieringsvanskeligheder fik dog selskabet til at ændre kurs og sprog, og Struensse og Caroline Mathilde skulle nu laves på dansk.

Nordisk Film, som nu også ejede halvdelen af Zentropa, fik atter tændt op under kullene og planlagde at placere Lasse Hallström i instruktørstolen til at forløse landsmanden Enquists snart ti år gamle roman. Dermed stod tre bejlere klar til at bede om Caroline Mathildes hånd — og kæmpe om de samme penge fra de samme investorer til hendes medgift.

DR sender aben videre
Tivi Magnusson mente umiddelbart, at der var plads til alle.

”Hvis bare filmene er forskellige og gode på hver sin måde, ser jeg ingen problemer i det. Jeg går i hvert fald ikke så højt op i, hvad de andre foretager sig,” udtalte producenten til Jyllands-Posten.

Det skulle han komme til. Ifølge Rasmus Heisterberg, medforfatter på En kongelig affære, var stemningen mellem kandidaterne alt andet end social. ”Banen blev kridtet op, og folk blev hårde. Vi sloges jo om de samme penge.”

Alle lurepassede på alle, men langsomt kom der dog skred i sagerne, og tre skulle blive til to.

Danmarks Radio havde år tilbage givet tilsagn om støtte til Nordisk Films Enquist-filmatisering, men savnede fremdrift i projektet og gav de to nye kandidater en chance for at komme på banen.

”Jeg tegnede på væggen og hoppede og dansede og sagde: ’Jeg dør, hvis jeg ikke får lov at lave den her,’” husker Nikolaj Arcel om sin optræden foran DR’s filmklub med Ingolf Gabold for bordenden.

”DR sagde, at begge projekter var fede og ville støtte begge ting. Dermed sendte de aben videre til Det Danske Filminstitut,” siger Rasmus Heisterberg.

Kaffe med Mads
Det Danske Filminstitut vil dog ligesom DR ikke bidrage til denne udlægning af forløbet, men logikken taler for Peter Aalbæk Jensens korte beskrivelse af Filminstituttets tilgang til den intensiverede ”head to head”-duel: ”Der var jo kun ét realiserbart projekt. Instituttet ventede på, hvem der først kom med resten af pengene.”

”Min fornemmelse var, at man håbede på, at vi ville rykke,” siger Nikolaj Arcel. ”De kunne godt lide vores manus. Men hvordan rykker man, når alle investorer sidder og venter?”

I det konkrete tilfælde gjorde han den genistreg at tage til Amager og drikke en kop kaffe — og invitere Mads Mikkelsen med. Da kopperne var tømt havde dansk films største mandlige stjerne indvilget i at spille Struensee og med ham på holdet var Zentropas Caroline Mathilde-lykke gjort.

”Da Mads Mikkelsen kom med, rykkede vi,” siger Peter Aalbæk Jensen. ”Det var afgørende.”

Ufattelig og fantastisk
I stedet for at mange stjerner skulle stå rigtig, handlede det om at få én rigtig stjerne op at stå.

En kongelig affære blev støttet med 7,5 millioner fra 60/40-ordningen, og selv om det holdt hårdt med at finde de nødvendige finanser, var kampen om Caroline Mathilde overstået, og optagelserne kunne gå i gang.

Tilbage stod Tivi Magnusson og Charlotte Sachs Bostrup med lange ansigter. Og tavse mæler. Heller ikke i dag er de indstillet på at kommentere forløbet, der førte til Danmarks første historiske Caroline Mathilde og Struensee-film i 100 år med premiere præcis 240 år efter, at den forførende livlæge mistede hovedet og livet på Vestre Fælled i København.

Arcel og Zentropa fortæller det store danske drama i en af danmarkshistoriens største film med et budget på godt 45 millioner kroner.

En uhørt stor sum for en dansk film, men ifølge Kaspar Rostrup en overraskende lille sum projektet taget i betragtning og i forhold til de Caroline Mathilde-film, han har været involveret i.

”Det er ufatteligt, at det er lykkedes. Men det er fantastisk, og jeg ønsker Nikolaj Arcel tillykke, samtidig med at jeg også sukker lidt,” siger den 71-årige instruktør, der dog ikke har mistet modet eller lysten til at indfri sin og ikke mindst Erik Ballings 40 år lange drøm om en film om Caroline Mathilde og Struensee.

”Historien er jo uimodståelig.”

Slutspil
Efterdønningerne fra filmselskabernes indbyrdes trekantsdrama har dog ikke lagt sig endnu, men er i disse dage blusset op som følge af Berlinalen, hvor En kongelig affære bliver vist i hovedkonkurrencen.

I fredags tog Per Olov Enquist bladet fra munden, for ganske vist har ingen ophavsret til danmarkshistorien, men den svenske forfatter er alligevel bange for, at filmen viser sig at være en piratudgave af hans bog.

”Jeg har ikke set den. Jeg håber bare, at det, der er sket, ikke skader det filmprojekt, som har været i gang længe: en filmatisering af Livlægens besøg,” skriver Per Olov Enquist til Jyllands-Posten.

”Jeg bliver trist til mode ved tanken om at skulle tilbringe mit livs efterår i en retssal,” skriver forfatteren.