Nyhed
21. aug. 2013 | 11:35

Kampen om fodboldtronen

Foto | Povl Thomsen
Zentropa trak sig sejrrigt ud af Ekko Film Cup sidste år efter en tæt finale mod TV 2. Igen i år stiller holdet fra Avedøre med Cyron Melville som en af sine profiler.

Fodboldmagasinet Ekko blænder fredag op for jubilæumsudgave af Ekko Film Cup, hvor branchens bedste fodboldhold skal findes. Kan Zentropa genvinde pokalen?

Af Jacob Ludvigsen

I en journalistisk stramning kaldte vi allerede Ekko Film Cup for en tradition ved debuten i 2009.

Nu er der mere belæg for påstanden.

På fredag er der nemlig mini-jubilæum, når Ekko inviterer til femte udgave af turneringen, hvor filmbranchen kommer ud med et års opsparede aggressioner og kæmper om titlen som det bedste hold i Filmdanmark.

Gensyn med Nordisk
Ekko Film Cup vokser år for år, og 2013-udgaven er endnu engang den største hidtil med intet mindre end fjorten hold på programmet.

Og her er både store comebacks, spændende debutanter og legendariske gengangere blandt deltagerne.

Nordisk Film har ikke været med siden 2009, hvor de trods en stjernebesat trup måtte rejse slukørede hjem med et nederlag til Zentropa i semifinalen.

Her fire år efter har de rystet skuffelsen af sig og er tilbage, endda med administrerende direktør Allan Hansen – selv en stor Liverpool-fan – i spidsen. Et pålideligt rygte (Dirch-producer og Nordisk-kaptajn Mikael Rieks) vil vide, at Hansen er mere Faxe end Iniesta.

Også instruktør Michael Noer – der i 2009 opfandt betegnelsen spillende instruktør, da han samtidig lavede en film om turneringen – er med på det genrejste Nordisk-hold.

Skrivekarlenes hævn
Sidste år vandt Zentropa for anden gang Ekko Film Cup, og holdet stiller vanen tro frygtindgydende op. Manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg er endda efter et USA-eventyr tilbage i målet som sikker sidste skanse – og med topscorer og driblekonge Cyron Melville som profil må holdet anses for at være forhåndsfavorit.

Endda er Nikolaj Lie Kaas tilmeldt truppen som joker. Men som et led i det subtile taktiske spil forud for kampstart bekræftes det først minutter før playoff, om han trækker i støvlerne.

Danske Dramatikere har i flere år kigget misundeligt kigget på, når fagforeningskollegaerne fra Filmarbejderforeningen FAF har dystet i og endda vundet Ekko Film Cup. Dramatiker-forbundet debuterer således i turneringen, hvor de er opsatte på at vise, at de bløde manusforfattere kan andet end et tænke i berettermodeller og point of no return.

Blandt de boldspillende skriblekarle er Tobias Lindholm og Anders August, der begge har brugbare erfaringer med sporten fra deres film. Lindholm orkestrerede en dramatisk undulat-fodboldkamp i fængselsfilmen R, mens Anders August kan have afluret tricks fra den argentinske 10’er-primadonna i Superclásico, som han skrev.

Martin Laursens undermand
Det Danske Filminstitut sidder på magten i dansk film, men – uden at skulle gå i for mange detaljer – bestemt ikke i dansk filmfodbold.

I år kan dog blive Filminstituttets år. De stiller nemlig op med Anthony Tullberg, der er manden bag filmen Me, Myself & Martin Laursen. Her beviser den tidligere 2. divisionsspiller under tests i AC Milan, at han ikke er bedre end Martin Laursen. Til gengæld beviser han, at han nok er bedre end de fleste ved Ekko Film Cup.

Instituttet stiller også op med Andreas Koefoed, instruktøren bag Ballroom Dancer, der ligesom Me, Myself & Martin Laursen er støttet af talentordningen New Danish Screen. Begge er (sammen med Moon Rider) med på dvd-gaven med næste Ekko, der sætter fokus på sportsfilm under titlen Bagsiden af medaljen.

Opsigtsvækkende fusion
Bagsiden af medaljen har Fridthjof Film også oplevet under de forrige års turneringer, hvor humøret har været højt, men sejrene få.

I år har holdet taget konsekvensen og stiller op i en fusion med de tre firmaer, der holder til i Skofabrikken i Valby: Fridthjof Film, Postyr og Gi’ lyd. Ronnie Fridthjof går forrest, og instruktør Rasmus Heide er én blandt flere højtprofilerede målmænd under turneringen.

Favoritterne fra TV 2 måtte sidste år kapitulere til Zentropa i finalen, og flere af de dyrt indkøbte eks-proffer er således luget ud af truppen. Det har givet plads til et comeback for Rasmus Tantholdt, hvis deltagelse dog er betinget af, at der ikke udbryder krig eller katastrofer.

Også Go’ morgen Danmarks Mikkel Kryger har spillet sig på holdet. Han er kendt som en trind Jan Mølby: elegantier med begrænset løbepensum.

Taktik: Ingen træning
Mastodonterne fra DR er også tilbage i filmcuppen efter et års pause. Trofaste Miso Film og Nimbus Film er med igen, mere stålsatte end nogensinde før. Produktionen.dk har spillet sig ind på banen.

Og på Den Danske Filmskoles hold finder vi talentet Aske Bang, der skal forsøge at gentage sit hattrick fra Ekko Shortlist, hvor han har hittet med ikke mindre end tre film.

Værterne fra Ekko nåede sidste år længere end nogensinde før – til semifinalen – hvilket dog stadig var en skuffelse for den kompromisløse cheftræner Claus ”Pep” Christensen.

Strategien forud for årets deltagelse er således ændret radikalt, og samtlige træningspas gennem sommeren er aflyst, så truppen ikke spilder især instruktør Jonas Elmers drømmehug og sparsomme energidepoter på træningsbanen.

Ekko står i en penibel situation i år, da en af modstanderne i gruppespillet er debutanterne fra YouSee, der er medsponsor af Ekko Shortlist. Hvor langt skal man gå for at gøre sponsorerne glade?

Eurosport på pletten
I kommentatorburet sidder Simon Sørensen klar til at sætte ord på de højspændte begivenheder. Han kommenterer til daglig på Eurosport og skriver for Tipsbladet, og han vil få brug for al sin ekspertviden til at beskrive de forunderlige ting, der sker, når filmbranchen snører fodboldstøvlerne.

FAF er med til at sponsorere Ekko Film Cup og stiller som sidste år op en massør til rådighed for alle spillere. Tilskuere er meget velkomne, og ser man lidt forpustet ud, vil massøren næppe kunne skelne.

Ekko Film Cup går i gang klokken 14 på Avedøre Stadion, Byvej 76 i Hvidovre, få hundrede meter fra Filmbyen. Efter finalen, der starter klokken 18.20, er der spisning og fest på Zentropa, hvor alle er velkomne.

Lodtrækning til Ekko Film Cup ’13:

Gruppe 1:

Filmarbejderforeningen (FAF)

Den Danske Filmskole

TV 2

Produktionen.dk


Gruppe 2:

Zentropa

Danske Dramatikere

Skofabrikken (Fridthjof, Postyr, Gi’lyd)


Gruppe 3:

Miso Film

Filmmagasinet Ekko

YouSee


Gruppe 4:

Nordisk Film

Det Danske Filminstitut

DR

Nimbus Film

Kommentarer

Ekko Film Cup

En årlig begivenhed, hvor Filmmagasinet Ekko samler alle dele af dansk til en fodboldturnering.

Startede i 2009, hvor Michael Noer både spillede for Nordisk Films hold og lavede en meget personlig film om turneringen.

Året efter dokumenterede instruktøren Christoffer Boe sejre og nederlag.

I 2011 blev turneringen foreviget af instruktøren Nikolaj Feifer, der som barn led af boldangst.

De tidligere vinder af turneringen er:

2009: Cosmo Film
2010: Zentropa
2011: FAF
2012: Zentropa

© Filmmagasinet Ekko