Kultfilm kastede lys over satangåde for ni år siden

Onsdag aften sendte DR2 dokumentaren Den danske satankult. To journalister fra Politiken – Camilla Stockmann og Gudrun Marie Schmidt – fortæller, hvordan de opklarede gåden om okkulte offerpladser på Anholt og 400 sataniske mønter rundt omkring i Danmark.

Det er en beretning om bizarre ritualer og mærkelige breve. Og oven i det hele har flere seere undervejs siddet med en underlig følelse.

Har man ikke set det hele før?

Det filmiske genfærd er dog ikke et overnaturligt fænomen, men har en ganske rationel forklaring. Der findes faktisk en ni år gammel dokumentar, der handler om samme satankult og peger på den samme person som manden bag djævelskaben.

Public service copy cats
Satankulten på Anholt lyder titlen, og Jonas Bech og Kristian Ussing Andersens undergrundsfilm havde premiere på Copenhell helt tilbage i juni 2011 og udkom på dvd i august 2013.

Et par måneder senere offentliggjorde de to Politiken-journalister en artikelserie, hvor dokumentaren blev behørigt nævnt som en blandt flere kilder.

Det samme kan ikke siges om Den danske satankult. Journalisterne nævner, at de ”af flere kilder” blev ledt på sporet, men filmforgængeren forbigår instruktør Janus Køster-Rasmussen, som er gift med Camilla Stockmann, i tavshed.

Satankulten på Anholt har en lille, men dedikeret fanskare, og nogle af dem har givet deres uforgribelige mening til kende på Facebook.

”Public service copy cats,” skriver én. ”Det er sgu da sygt dårlig stil af DR!” mener en anden, mens en tredje kort og godt konstaterer: ”Simpelthen noget svineri.”

Og så er der én, der slet ikke har orket at se DR’s dokumentar. For som han skriver på Kristian Ussing Andersens Facebook-side:

”Jeg slukkede efter cirka to minutter, hvor to journalister fra Politiken præsenterede historien som en ’gåde, de skulle løse’ tilbage i 2013, samme år som jeres dokumentar udkom, der jo netop dækker historien. Tåkrummende pinligt, mildest talt.”

Naive nisser
Instruktøren Kristian Ussing Andersen er noget mere afdæmpet. Men han indrømmer, at det har gjort ondt at se en anden film løbe med opmærksomheden.

”Satankulten på Anholt er en meget personlig film for mig. Jeg lavede den med Jonas, der desværre gik bort et år efter, at vi havde lavet filmen færdig. Det var hans projekt. Vi havde et letter of intent fra TV 2, men tv-stationen faldt fra, da Filminstituttet sagde nej for tredje gang,” fortæller Kristian Ussing Andersen.

”Så vi endte med at lave filmen ud af vores egen lomme og prøvede at sælge den til DR i 2012 eller 2013, men det lykkedes heller ikke.”

Kristian Ussing Andersen kan i dag godt se, at de var nogle ”naive nisser”, som han kalder det. De unge fyre manglede erfaring i at sælge en film og kaldte deres værk for en ”horror-comedy-docu-roadtrip-film” – ikke en særligt tv-venlig genrebetegnelse.

En smule ufint
Til gengæld har Satankulten på Anholt haft et efterliv. Den har igennem årene solgt 300-400 dvd’er, de udenlandske rettigheder blev købt af Drama Club Films i New York, og den vandt prisen for bedste dokumentarfilm på en festival i Singapore.

Nu hvor der er opstået en ny interesse, har instruktøren valgt at lægge sin film gratis på Vimeo. Men det er ikke gået ud over salget. Tværtimod. Han har lige fået en bestilling på 50 dvd’er fra heavy metal- og horrorbutikken Mephisto i København.

Kristian Ussing Andersen er på det rene med, at man ikke kan have patent på virkeligheden.

”Det er selvfølgelig ikke vores historie, og jeg har det fint med Politikens artikelserie, der graver dybere end vores film. Men jeg kan undre mig lidt over, at Janus Køster-Rasmussen slet ikke nævner Satankulten på Anholt. Nu fremstår DR-dokumentaren som den definitive film om emnet, selv om den stort set kommer frem til det samme som vores film,” siger Kristian Ussing Andersen og tilføjer:

”Det er en smule ufint, ikke mindst i betragtning af at DR har haft et betydeligt bedre budget end os. Og det ærgrer mig ærlig talt at læse i avisomtaler: ’Endelig er satankulten afsløret!’ Dét gjorde vi vitterlig for ni år siden!”

Kæmpe kunstværk
Instruktøren bag DR-dokumentaren har set Satankulten på Anholt og kan sagtens forstå, at folkene bag er irriterede.

”Man kan jo se i deres film, at især Jonas har brugt megen tid og energi på projektet. Jeg aner intet om, hvad DR’s indkøbsfolk får tilbudt, men jeg har selv tidligere internt i DR uden held foreslået at lave en dokumentar om emnet på baggrund af Camilla Stockmann og Gudrun Marie Schmidts artikler. Men så kom der nye redaktører, og tiden var åbenbart moden,” fortæller Janus Køster-Rasmussen.

Begge dokumentarfilm kommer frem til, at manden bag de sataniske mønter og offerpladserne på Anholt er Knud Langkow, hvis navn stavet bagfra stod på satanmønterne: Dunk Wokgnal.

Nytårsnat i 2004 lagde han sig i otte graders frost til at dø på sin elskedes grav. Men i mange år var han telefonpasser på Statens Museum for Kunst, og i sin fritid lavede han små happenings i det skjulte. Måske fordi han på sin egen måde gjorde oprør mod det etablerede samfund og dets institutioner.

”Jeg mener ikke, at jeg er forpligtet til at nævne, at der for ni år siden kom en film om den samme genstand. Vores blik på historien er jo meget forskelligt, så der er slet ikke tale om en kopi,” siger Janus Køster-Rasmussen.

Hyggesatanist
”Den første film bliver i det okkulte og leger med idéen om, at Langkow måske var satanist. Det gør de sjovt, men jeg kunne ikke have lavet filmen, hvis jeg troede, han var en hyggesatanist,” forklarer Janus Køster-Rasmussen.

”For mig at se har han i virkeligheden lavet et kæmpemæssigt kunstværk, måske et af Danmarkshistoriens største. Det strækker sig over årtier og er fordelt over hele landet.”

– I din film kan man få det indtryk, at Politiken-journalisterne i 2013 afslørede gåden, men den blev jo opklaret flere år tidligere!

”Det er jeg simpelthen ikke enig i. Politikens artikelserie slår én gang for alle fast, at Knud Langkow står bag – ikke bare gennem interviews med familiemedlemmer, men også via journalistisk graverarbejde. Journalisterne finder ud af, at han anonymt har afleveret møntstemplerne til Nationalmuseet, og de finder på Køge Museum hans pas med satanstempler i.”

”Selvfølgelig er Satankulten på Anholt inde på det rigtige, selv om der er en del faktuelle fejl i filmen. Men meget af det, filmen siger, havde været fremme andre steder. Den religiøse organisation Dialogcentret nævner i en rapport fra 2002 Knud Langkow, og på Anholt talte jeg faktisk med lokale, der mener, at skuespilleren Peter Reichhardt i 1990’erne som den første udpegede Langkow som bagmanden.”

Potentiale til spillefilm
Janus Køster-Rasmussen fremhæver, at der for nyligt er kommet en bog af Knuds Langkows niece såvel som en podcast om den vilde historie.

”Det er tydeligvis en historie, der optager folk. Og de to dokumentarer er så forskellige, at der burde være plads til begge. Deres er humoristisk og en slags reportagefilm, hvor Jonas farer vild i sin research, og Kristian kommer ind og retter op på skuden,” siger instruktøren.

”Min film er mere en klassisk dokumentar med interviews og rekonstruktioner. Måske supplerer de i virkeligheden hinanden meget godt, og forhåbentlig kan min film give deres større opmærksomhed.”

– Overvejede du at kontakte Kristian, mens du arbejdede på filmen?

”Det gjorde jeg ikke, må jeg indrømme. Jeg har tænkt på Satankulten på Anholt som en kultfilm, der havde sit eget liv og sin egen fanskare. Gode historier har det jo med at blive lavet mere end én gang, og jeg håber, at der en dag kommer en film set fra Knuds synsvinkel. En spillefilm ville da være fantastisk.”