Kunsten at mødes i nuet

”Hvad hunde er det, du har lokket mig til?” spørger han med stærk, nordjysk dialekt.

En midaldrende mand er lige kommet med toget fra Jylland. Han står fuldt påklædt med frakke og halstørklæde i et stort, hvidt studie med pastelfarvede vægge. Og ser meget forbløffet ud.

Overfor står hans datter, nervøst grinende. Det er hende, som har inviteret sin jyske far over til København og ind i et studie på Den Danske Filmskole for at lave en film og forsøge at genstarte deres forhold.

”Bliver jeg stadig rød i hovedet?” spørger Nicoline Skotte Jacobsen lidt utilpas, da vi sidder i hendes lejlighed og snakker om hendes film og om forholdet til faren.

Det gør hun. Men hun har ikke noget at skamme sig eller være flov over i forbindelse med Min far forfra, der er nomineret til Ekko Shortlist Awards 2016 for bedste dokumentar.

Filmen er blevet en original, enkel og rørende fortælling om at acceptere fortiden og lære hinanden at kende i nuet.

”Det skulle ikke være en traumatisk historie med en far og en datter, men i stedet skulle publikum se noget dejligt med en far og en datter,” forklarer Nicoline Skotte Jacobsen.

Gør det simpelt for publikum
Idéen til Min far forfra fik instruktøren, da hun skulle lave sin afgangsfilm på Filmskolens såkaldte flerkameralinje. Det er en uddannelse, hvor eleverne, i stedet for at filme ude i verdenen, lærer at arbejde med flere kameraer i et studie.

Men hvor mange afgangselever vælger at opbygge studiet, så det ligner virkeligheden – en dagligstue, for eksempel – valgte Nicoline Skotte Jacobsen at gå en anden vej.

”Jeg havde ikke gode erfaringer med at genskabe konkrete rum. Personerne bliver alt for bevidst om rummet, fordi det efterligner noget, som det alligevel ikke er,” siger hun.

Nicoline Skotte Jacobsen ville have, at publikum skulle være bevidst om, at filmen foregik i et studie. At det var en konstruktion for de medvirkende.

”Det er vigtigt at gøre det simpelt for folk. De skal vide, at det forgår i et studie.”

Sjov, sur og stædig
For Nicoline Skotte Jacobsen var det vigtigt at tage det personlige med ind i filmstudiet. At skabe et personligt rum, hvor hun kunne få lov til at fortælle sin egen historie.

”Jeg vil gerne fortælle noget om at være datter og om at være skilsmissebarn. I mit tilfælde har det været min far, som har været væk i mange år af mit liv, så det var oplagt at tage fat i vores forhold,” fortæller hun og fortsætter:

”Min far er også i sig selv en interessant karakter. Han er den jyske mand fra Thy, som er sjov, stædig og sur. Det var en kvalitet for filmen,” siger hun og griner.

I starten er faren heller ikke særligt fornøjet med at blive filmet. Men som enhver far, der elsker sin datter, vælger han at gøre alle de ting, hun gerne vil – lege, danse og male.

”Jeg er datteren, som søger efter det, som jeg er gået glip af ved ikke at vokse op med en far. Efter alle disse år får jeg endelig lov til at lege med min far.”

En ny start
Nicoline Skotte Jacobsen tager et billede frem af sin far som fodboldtræner for et drengehold i Thisted Idrætsklub.

Han har et stramt ansigt, let spredte ben og armene omme på ryggen som en anden militærløjtnant.

”Hans ydre er alvorligt ud, men han er også sådan én, som altid får små tårer i øjnene, når han henter mig ved toget,” siger Nicoline Skotte Jacobsen og smiler.

Hun er tydeligvis stolt af sin jyske far. Men bag stoltheden er der også en ærgrelse over ikke at kende ham særligt godt.

”Man kan starte forfra i et spil, men man kan ikke starte forfra i livet. Til gengæld kan man give hinanden hånden på, at vi står her og nu. Der er ikke blevet sagt så meget mellem mig og min far, og man behøver heller ikke at sige, at jeg tilgiver dig. For som denne film viser: Her står vi nu – forfra.”

Overvældende reaktioner
Undervejs var Nicoline Skotte Jacobsen meget i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at lave filmen.

”Er der mon nogen, der overhovedet vil interessere sig for min far og mig? Det spurgte jeg mig selv om, da jeg arbejdede på filmen. Jeg var meget nervøs. Derfor er jeg også blevet meget overvældet over, at mange mennesker er så glade for den.”

Filmen har også fungeret som en terapiproces for hendes far.

”Min far er utroligt glad for at have hjulpet til med filmen og stolt over, hvad jeg har lavet,” siger Nicoline Skotte Jacobsen smilende og tilføjer:

”Jeg har fået et nyt udgangspunkt for samtalen med min far – et nyt minde. Jeg har accepteret skilsmissen og alt, hvad der skete dengang, og nu kan jeg bare være til stede nuet.”