Kan Twin Peaks leve op til forventningerne?

Hvor var du, da du hørte om Twin Peaks’ genopstandelse?

Undskyld, hvis det lyder højtravende, men det er noget, jeg forestiller mig, at jeg vil huske i lang tid.

Jeg var selv helt ude af sync. Da nyheden sprang mandag aften, sad jeg over et skakspil med en ven, da min redaktør ringede:

”Har du tid til at lave en nyhed om det med Twin Peaks?” spurgte han indforstået.

”Hvad er der med Twin Peaks?” spurgte jeg.

”Der kommer en ny sæson,” fortsatte han helt matter of fact-agtigt.

”Hvad?! Er det officielt?!”

Lige netop i dét øjeblik var jeg lykkelig. Men så ramte virkeligheden mig. For hvor mange af seriens skuespillere er døde? Og tænk nu, hvis det bliver noget lort! Her er fire grunde til, at det går galt, og fire til, at det går godt (jeg kunne ikke komme på fem).

Imod 1: Urealistiske forventninger
Reboots er tidens trend i Hollywood, men ni ud af ti gange bliver fansene slemt skuffede, når man forsøger at genstarte en gammel serie eller film.

Twin Peaks blev allerede kult i 1990, og i dvd- og Netflix-alderen har hysteriet nået nye højder. I indre København er en hipstercafé sågar opkaldt efter Kævlekvinden.

Efter 25 års ventetid kan der være skabt et forventningspres, som selv Lynch kan få svært ved at leve op til.

Den helt store tragedie vil være, at det går så galt, at også de to gamle sæsoner får en sursød smag ved gensyn.

Imod 2: Aknesagen og botoxmonstret
Kyle MacLachlan a.k.a. Dale Cooper har allerede fundet kaffemaskinen og jakkesættet frem, og resten af det gamle cast står formentligt i kø for at skrive under på deres kontrakter.

Det er der en grund til: Ingen af dem har udrettet noget nævneværdigt siden Twin Peaks, og mange af dem var ikke voldsomt talentfulde til at begynde med.

Træmanden Harry S. Truman alias Michael Ontkean dukkede op i Alexander Paynes skønne The Descendants, men har ellers ikke gjort sig bemærket. Lara Flynn Boyle (Donna) er blevet forvandlet til et botoxmonster. Og James Marshall, som spillede den skrækkeligt irriterende bløde biker James Hurley, var senest i spalterne, da han i 2011 stævnede producenten bag en aknemedicin, fordi den havde givet ham en tarmsygdom, der ”ødelagde hans karriere”.

Langt alvorligere er det med dem, der ikke lever længere. Det største savn bliver nok uhyret Killer BOB (Frank Silva), som er hovedansvarlig for de mange mareridt, Twin Peaks har fremkaldt.

Men også den elskelige Pete Martell (Jack Nance) bliver svær at undvære, ligesom 89-årige Warren Frost, der spillede dr. Will Hayward, for længst har trukket sig tilbage.

Et andet stort savn bliver Don S. Davis som den enigmatiske Major Briggs, der havde en særligt majestætisk måde at udtrykke sig på og syntes at vide langt mere om de overnaturlige kræfter i Twin Peaks’ granskove, end han ville ud med. Ham ville vi gerne have lært mere om i sæson tre.

Imod 3: Svarene kommer
Problemet med svar i serier som Twin Peaks er, at de aldrig er gode nok. Når man har bygget så fængslende mysterier op som Twin Peaks, vil forklaringen aldrig kunne leve op til gåden.

Hvis man danser om den varme grød med diffuse antydninger, vil fansene kræve klar besked, og får de det, er svarene for banale.

Det bedste eksempel er Lost, som i modsætning til Twin Peaks fik lov at bevare sine største hemmeligheder til det sidste.

Da svarene så endelig kom, var de enten så floromvundne, at de dårligt talte som svar, eller også gav de ingen mening og afslørede, hvad de fleste nok allerede vidste: Forfatterne havde ikke haft nogen mening med galskaben trods deres insisteren på det modsatte.

At tro, at Lynch og Frost fra starten har vidst, hvad det alt sammen gik ud på med The Black Lodge og dens beboere, ville nok også være naivt.

Imod 4: Alting har sin tid
Når den ikke gjorde os bange, dyrkede Twin Peaks det campede.

Det gjaldt især de stærkt sentimentale love stories og skuespillet, som vekslede mellem det bevidst ekspressive og karikerede og det direkte dårlige. Det var en serie, der tog kærligt strøm på sæbeoperagenren og sin hele (tv-)samtid både æstetisk og tematisk.

Men vil det kiksede skuespil og den rørstrømske dialog, der dengang på besynderlig vis syntes at højne fornøjelsen, møde en klangbund i et tv-landskab, hvor der hver eneste uge fortælles drama med nidkær nuance og kompleksitet og Oscar-værdigt spil?

Twin Peaks kan stadig nydes i fulde drag den dag i dag, men dens snuskede 90’er-vibe og dens (som regel) tilsigtede kitschethed er en uomgængelig del af dens appel, som bliver svær at genskabe i 2016.

For 1: David Lynch (og Mark Frost)
Der er en tendens til at tilskrive David Lynch alt det gode ved Twin Peaks og give medskaberen Mark Frost skylden for alt det dårlige.

Det er synd for Frost og uden tvivl urimeligt, men det er Lynch’ medvirken, der gør det her rigtigt interessant. Uden ham var genoplivningen utænkelig.

Allervigtigst er tilsagnet om, at Lynch vil instruere samtlige ni afsnit selv og skrive dem sammen med Frost. De absolut bedste afsnit af Twin Peaks bar deres tydelige aftryk, og det kolossale kvalitetsdyk midtvejs i sæson to hang sammen med, at Frost og især Lynch mistede interessen for serien.

Alene udsigten til at se David Lynch, der mest har lavet kaffe, musik og transcendental meditation siden Inland Empire fra 2006, bag kameraet igen, bør give enhver cineast våde drømme.

Og så er Lynch en mand, der hele sin karriere har fulgt sine kunstneriske impulser. Han er vores garanti for, at den nye sæson ikke (kun) laves for pengenes skyld. Han var aldrig gået ind i projektet uden en idé, han troede på.

For 2: Bedre hjemmebane
Med flytningen til Showtime kommer Twin Peaks hen, hvor seriens dystre temaer hører hjemme: på kabel-tv.

Den blev oprindeligt vist på ABC, en af USA’s brede broadcastkanaler, hvor begrænsningerne på blod og nøgenhed er noget strammere. Twin Peaks fik lov til forbavsende meget i den retning, men Lynch’ prequel-film Fire Walk With Me var alligevel betydeligt mørkere i sin tone og bød på langt mere sex og blod.

På Showtime vil intet forhindre Lynch og Frost i at gøre serien akkurat lige så kødelig og uhyggelig, som de måtte ønske. Her er ingen hæmninger.

Samtidig synes Twin Peaks’ surrealisme og mærkværdighed at passe bedre ind i det moderne streaming-landskabs smalle, komplekse serier end sin tv-samtid, hvor en serie, især på ABC, skulle favne så bredt som muligt.

For 3: Frie hænder
Tiderne har ændret sig, siden Lynch og Frost under pres fra ABC-toppen måtte demaskere Laura Palmers morder halvvejs gennem anden sæson. Det var en tv-tid, hvor publikum var vant til, at en krimiserie havde en ny sag og morder pr. afsnit, og så var der nulstillet til næste uge.

Uden Lynch og Frost til at styre skibet, gik der næsten ti underlødige episoder med James Hurley på roadtrip (ugh!), før serien kom på benene igen.

Men belært af Twin Peaks’ tragiske og alt for tidlige død betror tv-bosserne i dag serieskaberne et større kreativt mandat, som i Twin Peaks’ tilfælde bliver nærmest uindskrænket.

Twin Peaks er blevet et vildtvoksende kulturelt fænomen, en veritabel guldkalv, og Showtime kunne ikke have lavet det uden Lynch og Frost. Det har ikke været billigt at lokke Lynch tilbage til tv-mediet, som han tilsyneladende afskrev endegyldigt i Fire Walk With Me, der åbner med, at et fjernsyn bliver smadret med en økse.

Han brød sig ikke om at være i et ABC’s vold, og nu hvor han har magten, vil han ikke tolerere kreativ indblanding fra Showtime.

For 4: Svarene kommer
See what I did there?

Mark Frost har lovet at tage trådene op fra sæson to, selvom genoplivningen foregår 25 år efter, at Cooper bankede hovedet ind i spejlet og gentog ”How’s Annie?” med blodet løbende ned ad det sataniske grin.

Det var et uafrysteligt slutbillede, men en forstemmende ubarmhjertig udgang for den hjertensgode kaffeentusiast. Mon ikke sæson tre vil gå ud på at få ”good Coop” befriet fra The Black Lodge?

Men hvad er der ellers sket på 25 år? Der er ubesvarede spørgsmål nok:

Hvad er der med uglerne?

Hvem døde i eksplosionen i banken?

Hvad har den mystiske bedstemor og hendes tryllende barnebarn med det hele at gøre? Og hvad med David Bowies gådefulde karakter fra Fire Walk With Me og den Judy, han fabler om?

Hvad skete der med Major Briggs under hans forsvinden?

Og sidst, men ikke mindst: Hvor er James Hurley nu? … nej, det er bare fis, jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Der er meget at nå på ni episoder, hvis der skal svares på det hele, men alle svar er kærkomne, også selvom de med al sandsynlighed vil gøre os endnu mere forvirrede, end vi var i forvejen.

”I’ll see you in 25 years,” sagde Laura Palmer til Dale Cooper i The Black Lodge. Twin Peaks, vi ses om to! Jeg glæder mig!