Ekkos danske filmkanon
Tema
14. mar. 2005 | 08:00

Kanon: børne-/ungdomsfilm

Foto | Jesper Høm
Balladen om Carl -Henning

10 film udvalgt af Ekkos redaktion

Af Redaktionen / Ekko #25

DITTE MENNESKEBARN
Bjarne Henning-Jensen / 1946
Skelsættende børnefilm om pigen Ditte, der som barn og teenager må gå forfærdelige ting igennem. Bygget over Martin Andersen Nexøs roman er det en periodefilm, der ikke ligner et museum, og som dermed fremstår som en tidløs dansk klassiker.
 
DER VAR ENGANG EN KRIG
Palle Kjærulff-Schmidt / 1966
Besættelsestiden set gennem en pubertetsdrengs øjne — og fantasi. Her er realisme i hverdagsskildringen og beskrivelsen af teenagelivet og magi i de fint indvævede fantasisekvenser.
 
BALLADEN OM CARL-HENNING
Lene og Sven Grønlykke / 1969
En banebrydende ungdomsfilm. Jesper Klein er eminent som den naive landsbydreng, der kommer på gale veje. Men filmen handler mindre om plot end om stemninger. Man mærker tydeligt dens indflydelse på de efterfølgende 15 års danske ungdomsfilm.
 
JOHNNY LARSEN
Morten Arnfred / 1979
Stærkt skuespil og skarp miljø- og personskildring er med til at gøre denne John Nehm-filmatisering til et nøgleværk i dansk ungdomsfilm. Allan Olsen brillerer som den unge mand, der står ved en afgørende skillevej i sit liv. Selv med 25 år på bagen fremstår den stadig frisk.
 
GUMMI TARZAN
Søren Kragh-Jacobsen / 1981
Verdens bedste børnefilm. Ole Lund Kirkegaards nihilistiske roman bliver til en universel og positiv filmfortælling om et barn, der finder sit selvværd. Morale: "Der er altid noget, man er god til. Det gælder bare om at finde ud af, hvad det er."
 
KUNDSKABENS TRÆ
Nils Malmros / 1981
Malmros' hovedværk har en fod i både børnefilmen og ungdomsfilmen. Her er venskaber, forelskelse, tidlig seksualitet, forældresvigt, rivaliserende teenagere — alt sammen skildret direkte, usentimentalt og autentisk.
 
ZAPPA
Bille August / 1983
Sammen med fortsættelsen Tro, håb og kærlighed (1984) — begge efter romaner af Bjarne Reuter — er dette højdepunktet inden for den danske ungdomsfilm. Knivskarp realisme og med en mørk, ildevarslende undertone.
 
BUSTERS VERDEN
Bille August / 1984
Bille August og Bjarne Reuters lille mesterværk om drengen Buster, der med ukuelig optimisme kæmper mod mobning, skoleterperi og andre problemer. På samme tid fantasifuld og jordnær, morsom og hjerteskærende — ligesom sin titelfigur!
 
FUGLEKRIGEN I KANØFLESKOVEN
Jannik Hastrup / 1990
Tegnefilm om to småfugles kamp mod den onde rovfugl Fagin. Jannik Hastrup er tegnefilmens grand old man herhjemme, en unik stilist og et uomgængeligt navn i dansk børnefilm. Med forlæg af Bent Haller er dette en af hans bedste film, fuld af lige dele humanisme og grovkornet satire.
 
DET FORSØMTE FORÅR
Peter Schrøder / 1993
Ikke helt så bidsk som Hans Scherfigs romanklassiker, men Schrøders film har både klasse, hjerte og præcis psykologi i historien om tre teenagedrenge, der slår den ondsindede lektor Blomme (Frits Helmuth) ihjel. Lektor Blomme er vel nok den ondeste voksne i dansk børne- og ungdomsfilm.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko