Karakterfulde kvinder i Cannes

Selvom det heldigvis efterhånden er blevet accepteret, at man som kvinde gerne må være flot og intelligent på én og samme tid, er det plastic-skønheden, der dominerer, så ordene "hun er lige til at spise" fremkalder en smag af gummibold.

Dagen igennem stiger de nonchalant ud af røde Ferrarier eller promenerer på fortov-catwalken med et øje på jagt efter en kameralinse. Det er noget med, at man ikke må smile med de lip-gloss indsmurte look-a-like Angelina Jolie-læber, og så noget med nogle ben, der skal være placeret i en bestemt position. Det ser meget vanskeligt ud.

Få kandidater
Omvendt vrimler det ikke med kvinder på den afgørende liste over Guldpalme-kandidater.

Blandt de 22 film, der er i konkurrence, er kun tre skabt af kvinder: franske Catherine Breillat med Une Vieille maîtresse, fransk-iranske Marjane Satrapi med sin tegnefilm Persepolis (med en mandlig medinstruktør Vincent Paronnaud) og japanske Naomi Kawase med The Mourning Forest.

Tager man et historisk tilbageblik, er der kun en eneste kvinde, der nogensinde har vundet Guldpalmen, og det er Jane Campion med filmen The Piano i 1993.

Til gengæld har flere film af såvel mandlige som kvindelige instruktører i år vist markante kvindefigurer, som har gjort indtryk og virker stærkt inspirerende.

En femme fatale
Hvordan man end vender og drejer det, kan man ikke komme udenom, at Tarantinos chicks fra Death Proof er seje.

Som mangen en dreng (og pige) har stået foran spejlet derhjemme og øvet sig på at lyde og ligne Robert de Niro i Taxi Driver, da han siger "Are you talking to me", har enhver kvinde (der stadig tør ryge) lært at tvære cigaretten ud på Uma Thurman'sk manér efter at have set Pulp Fiction. Og Tarantino ser ud til igen at kunne lære kvinderne noget. I Death Proof flyder pigernes energi flyder over, og her kunne vi, uden at blive voldelige, godt lære noget feminin frygtløshed.

Grænseløs er Catherine Breillat, der med sin Une vieille Maitresse (filmatisering af roman af samme navn af Jules Barbey Aurevilly) får de mandlige kollegaer til at vende det hvide ud af øjnene efter pressevisningen.

Hun giver selv på pressekonferencen udtryk for at have fremstillet enhver mands drøm om en femme fatale. Hovedpersonen, den forsmåede elskerinde La Vellini, er for barsk og dyrisk brutal til at virke forbilledligt inspirerende, men der er ingen tvivl om, at såvel Asia Argento, der spiller elskerinden, som instruktøren Catherine Breillat er kvinder, der tør.

Kvinder græder alene
Som et fælles tema har flere af filmene sat den stærke, men lidende kvinde i centrum; den tapre kvinde, der i en blanding af heroisk styrke og stædig stolthed udholder sin grumme skæbne og først giver udtryk for sin sorg, når hun er helt alene.

Michael Winterbottoms A Mighty Heart (som er uden for konkurrence) er den sandfærdige historie om journalisten Marianne Pearl, værdigt spillet af en nedtonet Angelina Jolie, hvis mand, den amerikanske journalist Daniel, bliver kidnappet i Karachi.

Hans skæbne er uvis, og den gravide Marianne holder ud i nogle sindsoprivende dage i jagten for at finde ham. Hun bevarer fatningen undervejs, og da hans død bliver en realitet, trækker hun sig tilbage fra alle de mennesker, der ellers hjælper og støtter — for at slippe smerten løs. 

Miste gør også den fantastisk velspillende Do-Yeon Jeon, som der gisnes om vinder en pris for sin præstation i den koreanske instruktør Lee Chang-dongs Secret Sunshine. Hun er draget fra Seoul til sin afdøde mands lille hjemby Miryang, hvor hun fortæller alle og enhver, at hun vil investere nogle penge i fast ejendom.

Det frister en svag sjæl til at kidnappe hendes bedårende lille seksårige søn. Han bliver dræbt og uden at have tætte relationer til sin egen familie eller folk i byen, selv ikke den mand der faktisk står hende bi, drages hun mod religionen. I en sønderrivende scene, hvor hun for første gang træder ind i det evangelisk-kristne samfund og lytter til deres sang, giver hun endelig slip, åbner sit hjerte og græder. Alene på en bænk.

Festivalens store tema
Carlos Reygadas viser med sin Stellet Licht to stærke og stolte kvinder, en hustru og en elskerinde, der stille og tilbageholdt lider. Hustruen styrter i en scene ud af bilen, hvor hun sidder med sin mand, løber i silende regn hen til et træ, som hun hulkende omfavner, indtil hendes hjerte brister, og hun dør.

Det er et uforglemmeligt filmisk øjeblik.

Sorg er det gennemgående tema i The Mourning Forest, og som den eneste film lader instruktøren Naomi Kawase de to sørgende skæbner trøste hinanden. Den senile ældre mand, der bor på plejehjem, mistede sin kone i en tidlig alder og har aldrig fået lagt sorgen bag sig. Den unge pige, som er plejer, har mistet sit barn i en ulykke, som hendes mand giver hende skylden for. Her skiftes karakterne til at trøste og blive trøstet.

Det rammer — specielt fordi medmenneskelighed er et af de store temaer på festivalen, hvor flere af instruktørerne berører vores fremmedgjorthed over for hinanden.

Som officeren siger til sin bedstemor i filmen Alexandra af den russiske instruktør Sokurov: "Hvorfor tror I, at I skal bære det hele alene. Vi kan godt deles om at bære byrden."