Shortlist: Karakterstudier i close-up

Hvis man har set bare en brøkdel af filmene på Ekko Shortlist, er der en god chance for, at man har stiftet bekendtskab med Jonas Berlins billedarbejde.

Den 26-årige københavner er nemlig krediteret som filmfotograf på hele otte film på Shortlist: Mælk (der lige nu topper ugelisten), Nu skal vi more os (nuværende femteplads), dokumentaren Dicte, Henry ser universet, Nedtællinger, Mit blødende hjerte, Happy New Years og Daimi.

Hans mest markante arbejde er vel nok Daimi, som er instrueret af Marie Grahtø Sørensen. Filmen er et benhårdt portræt af en ung piges højtid med sin bedste ven – en pattegris.

”Marie og jeg fandt frem til en måde at fusionere historiens magiske lag med et nærværende og realistisk udtryk på billedsiden. Det blev en mærkelig blanding af dollyture, slowmotion, håndholdt kamera og et blinkende juletræ,” siger Jonas Berlin.

I øjenhøjde med historien
Daimi blev for nylig udtaget til dvd #27, hvor Ekko sammen med tre andre nordiske tidsskrifter sætter fokus på Nordens største instruktørtalenter.

Men hvad med fotograferne?

Som Ekkos blogger Kim Pedersen for nylig påpegede i en artikel, står filmfotografer ofte i skyggen af instruktør, skuespillere og manuskriptforfattere. Også selv om billedsiden ofte er noget af det første, man kommenterer efter en filmoplevelse. Især hvis den visuelle æstetik tiltrækker eller frastøder.

I Daimi lykkes Jonas Berlin med begge dele.

Han indkapsler ensomheden i en række symmetriske intermezzoer, hvor pigen med en skallet, gul væg som baggrund stirrer kameraet og publikum direkte i øjnene, mens filmens musikalske tema kører i baggrunden.

Billederne kunne være et snapshot fra en fancy musikvideo. Men snarere er de et øjebliksbillede fra en umådelig trist fortælling om omsorgssvigt. I badekarret ligger pigens mor med begge håndled snittet over.

”Jeg efterstræber næsten altid en autenticitet i lyssætningen og elsker, når kameraet på forskellig vis oplever i øjenhøjde med karaktererne. Det fantastiske som filmfotograf er i virkeligheden at være så tæt på historiens gang og skuespillerne.”

Aldrig bedre end sin instruktør
At fotografer burde rangere højere i hierarkiet, giver Jonas Berlin imidlertid ikke meget for.

”Jeg synes ikke, fotografer behøver mere credit for deres arbejde. Tværtimod. I sidste ende er fotografen ikke bedre end sin instruktør.”

Det handler i højere grad om et symbiotisk parløb, hvor man forsøger at ophøje instruktørens kunstneriske intentioner til virkelighed, mener han.

”Jeg arbejder ret alsidigt og ønsker ikke at trække en given stil ned over de film, jeg laver. Jeg synes, det er spændende at forløse instruktørens visioner og se, hvordan det ofte naturligt bevæger sig i en anden retning end, hvad der først var tiltænkt.”

Det gør man først og fremmest ved at komme under huden på hovedrollerne. Det er den abstraktion, der forløses så glimrende i Daimi. Jonas Berlin lader det håndholdte kamera gå ekstremt tæt på de medvirkende, og han undgår bevidst for mange etablerende totalbilleder.

I Paw Høvsgaards Mælk, der er et både rørende og grotesk drama om forældrekomplekser, oplever vi næsten kun nærbilleder af karaktererne. Også i filmens sidste sekunder, hvor hovedpersonen Anna får en tordnende orgasme. Det er næsten som at være der selv, og det er ikke underligt, at filmen netop nu topper Ekko Shortlist.

Én vinkel i hver scene
Det kan være en kunstnerisk katalysator at lave film på lavbudget, for så skal der tænkes i kreative baner. I Emil Falkes sort-hvide Happy New Years er kameraets udskejelser bevidst nedprioriteret for at sætte fokus på karaktererne.

“Vi valgte at placere kameraet ét sted for hver scene. Derefter fangede vi alle scenens indstillinger fra denne ene vinkel ved hjælp af zoom. Skuespillerne var amatører, og ofte glemte de, at jeg stod 30 meter fra dem på den anden side af vejen og lavede et nærbillede af dem igennem et butiksvindue. Det blev ikke noget visuelt festfyrværkeri, men det blev en skidegod film.”

Metoden giver samtidig filmen et dokumentarisk præg, hvor kameraet observerer de to unge hovedpersoners hovedkulds forelskelse som en voyeuristisk flue på væggen.

”Uanset hvilken historie kameraet fortæller, er det vigtigt for mig, at man altid føler nærværet og kærligheden til karaktererne. Hos fotograter som Harris Savides, Christopher Doyle og Jean-Yves Escoffier kan man altid mærke det i deres billeder,” siger Jonas Berlin om sine store forbilleder, der har lavet henholdsvis Elphant, In the Mood for Love og Gummo.

Rengøringsjob og lorte-bleer
Selv har han lært sin metier på den hårde måde. Mens kammeraterne kom ind på Den Danske Filmskole, blev Jonas Berlin to gange sorteret fra. Som han spidsfindigt bemærker, tog optagelsesprøverne indimellem nogle højst uventede drejninger.

”Den sidste samtale var meget angstfremkaldende, uforståelig og står lidt uklart. Men jeg husker, at Poul Nesgaard (den daværende rektor, red.) spurgte, om jeg blev hidsig, når jeg kørte bil.”

Men på et drøjt rengøringsjob tog Jonas Berlin en beslutning, der kom til at stadfæste fremtiden.

”I rygepauserne kunne jeg stå og glo misundeligt over på fotograferne, når de hentede udstyr fra et kameraudlejningssted på den anden side af vejen. Dér besluttede jeg mig for at tage tyren ved hornene og lave alt det film, jeg kunne komme i nærheden af, når jeg ikke skurrede toiletter eller skiftede bleer i en vuggestue.”

Han gik i gang med at arbejde som fotograf på en lang række kortfilm, reklamer, musikvideoer og dokumentarer. Passionen for håndværket måtte ofte kompensere for den beskedne hyre, han fik for projekterne. Og Filmskolen måtte sejle sin egen sø.

Men i det mindste kunne han dele passionen med barndomsvennen og Super16-eleven Emil Falke, som han har dannet kreativt parløb med gennem hele karriereforløbet. De to lånte i sin tid en pæn portion penge sammen i banken og tog på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Bagefter skolen har de sammen skabt Shortlist-filmene Nu skal vi more os og Happy New Years.

Vilje og knofedt
Jonas Berlin er et kerneeksempel på, at vejen til succes sagtens kan gå uden om de store institutioners lange uddannelsesforløb. Det kræver bare en væsentlig portion vilje og knofedt.

”Jeg har efterhånden indset, at jeg er nødt til at fortsætte ad en lidt utraditionel vej. No-budget-kortfilmene og Filmværkstedet blev min egen lille uddannelse, og det var herigennem, at jeg lærte mig selv det mest basale. Det er jeg meget taknemmelig for i dag.”

Og Jonas Berlin kommer ikke til at hvile på laurbærerne i fremtiden. I øjeblikket arbejder han på en børne-tv-serie til Danmarks Radio og på to dokumentarer af spillefilmlængde. Desuden har han lige modtaget udviklingsstøtte til to kortfilm, som han selv har skrevet manuskript til.

Derudover har han netop fotograferet Emil Falkes afgangsfilm fra Super16.

”Den handler om en ung kvinde, der drømmer om at blive skuespillerinde. Hun har svært ved at passe sit deltidsarbejde og flakker i stedet hvileløst rundt. Ser reality-tv til langt ud på natten, tager alene i byen og snaver med tilfældige fyre – måske et billede på alle os håbefulde kunstnerspirer!”