Karrierekannibalen

For nylig udkom en japansk bog med den kuriøse titel, Ekstremt intime fantasier om smukke piger. Den er rigt illustreret med forfatterens egne malerier af de kvinder, han beundrer og begærer: Audrey Hepburn, Grace Kelly, Leni Riefenstahl med flere. Bogen er den japanske mediepersonlighed Issei Sagawas tyvende udgivelse siden hans selvbiografiske debut, In the Fog fra 1983. Man fristes til at kalde ham en multikunstner, for han gør det ikke bare i bøger og malerier. Han har optrådt i film, og på tv har han foldet sig ud som talkshowgæst og kommentator.

Men han har ét særligt talent, som al hans kunst drejer sig om, og al hans succes er betinget af: Issei Sagawa er kannibal.

Den i dag 60-årige Sagawa er dog ikke nogen oplagt kannibal. Det er tvivlsomt, om man overhovedet ville bemærke den lille japaner, hvis man passerede ham på gaden. De apatiske øjne bag den stærke brille, sideskilningen og den hvide koparrede hud tegner i højere grad billedet af den anonyme akademiker, som han også er.

Ikke desto mindre kom det i juni 1981 frem, at Issei Sagawa havde udlevet sin livslange drøm og besættelse: at spise en høj, smuk nordeuropæisk kvinde med langt lyst hår. To år senere udkom hans debutroman, som er en lang og udførlig beskrivelse af den kannibalistiske forbrydelse: ”Min lidenskab er så stærk. Jeg vil spise hende. Hvis jeg gør det, vil hun være min for evigt. Der er ingen flugt fra dette begær.”

Måltid for livet
Det var som ph.d.-studerende i litteratur ved Sorbonne-universitetet i Paris, at Issei Sagawa mødte den 25-årige hollandske kvinde Renée Hartevelt. En aften skød han sin udkårne, mens hun læste højt fra digtet Abend af den tyske ekspressionist Johannes Becker, japanerens yndlingsdigter. Bagefter satte han tænderne i hende. Han startede med den ene balle.

”Jeg skærer i hendes krop og fører kød op til min mund igen og igen. Jeg tager et billede af hendes hvide kadaver med dets dybe sår. Jeg dyrker sex med hendes krop,” skriver han i In the Fog.

”Når jeg krammer hende, puster hun luft ud. Jeg er bange, hun lader til at være i live. Jeg kysser hende og fortæller hende, at jeg elsker hende … jeg skærer i hendes hofte og smider kødet på en stegepande. Efter det er stegt, sidder jeg ved bordet. Jeg bruger hendes trusser som serviet. De lugter stadig af hendes krop.”

Et par dage senere så flere vidner den lille japaner i Bois de Boulonge-parken, hvor han forsøgte at skille sig af med to kufferter, der indeholdt resterne af Hartevelts lig. Han blev anholdt og overført til den topsikrede Paul Guiraud-anstalt i Paris. Her fortalte han udførligt lægerne om sin forbrydelse og modtog diagnosen: uhelbredelig psykotisk!

Sagawa blev dømt til at skulle tilbringe resten af sine dage på den lukkede afdeling. To år efter indlæggelsen enedes de japanske og franske myndigheder om en udleveringsaftale. I maj 1984 var Issei Sagawa på vej hjem.

Her tager historien en uventet drejning, for de japanske læger er ikke enige i franskmændenes diagnose.

”Jeg mener, at han er ved sine fulde fem og skyldig. Han burde være i fængsel,” siger overlægen ved Matsuzawas psykiatriske hospital i Tokyo, der tager imod den berygtede patient.

Men fransk politi insisterer på, at sagen mod Sagawa er lukket, og de afslår at hjælpe deres japanske kollegaer med beviser og vidneudsagn. Samtidig træder kannibalens far, den magtfulde industrimagnat Akira Sagawa, ind på scenen og lægger pres på myndighederne for at få sønnen løsladt. 13. august 1985 er Issei Sagawa igen en fri mand.

Berømmelsen
Allerede under sit ophold på sindssygehospitalet i Paris korresponderer Sagawa flittigt med medlemmer af den japanske intelligentsia. Blandt dem forfatteren og skuespilleren Juro Kara, der kort før udgivelsen af In the Fog udgiver og vinder en litterær pris for bestselleren Letters from Little Sagawa. De to bøger bliver tilsammen solgt i 900.000 eksemplarer og provokerer Hartevelts forældre til at gå rettens vej for at forbyde japaneren at kapitalisere på datterens makabre død.

Fra sit fangenskab skriver han løbende artikler til japanske magasiner, hvor han på den ene side forsvarer sig mod tabloid pressens angreb og på den anden side åbent erkender sin forbrydelse.

Men det er en anden kannibal, ”Lillepigemorderen” Tsutomo Miyazaki, der i 1989 bringer Issei Sagawa tilbage i den offentlige bevidsthed. Miyazaki har ikke bare dræbt og voldtaget fire unge piger, men også drukket deres blod. Retssagen mod ham bliver fulgt på tætteste hold med Issei Sagawa på sidelinjen som ekspert og kommentator i tv og avisernes spalter.

Ballen som ledemotiv
Den offentlige interesse havde genfundet kannibalen, som i starten af 1990’erne udgiver en række bøger, hvor han med en blanding af bekendelsestrang og ironisk distance kredser om sin menneskehunger og Hartevelt-mordet. Excuse Me for Living, Cannibalism Illusion, I Want to be Eaten og Paris of Flowers, Paris of Love – Little Sagawa’s Guide to Paris er blot nogle af de obskure titler.

Han skriver også restaurantanmeldelser, og på scenen optræder han med kontroversielle shows som Sagawa’s World – et foredrag om hans kulinariske præferencer – og A Gathering to Make a Meal of Little Sagawa, hvor han fremstiller sig selv som et offer med et tabuiseret seksuelt behov.

I det japanske magasin Takarashima skriver han i en artikel: ”Jeg spiste hende som del af en fetich.” Han er én blandt mange kendisser, som det ugentlige japanske kulturmagasin SPA! interviewer under temaet ”Da jeg første gang opdagede min seksualitet.”

Sex og kannibalisme er også hovedingredienserne i Sagawas instruktørdebut, den erotiske art-film The Desire to be Eaten fra 1994, som han tager med rundt på sine foredrag. Og i den japanske soft core-pornofilm The Bedroom optræder Sagawa i en cameo som gæst på et bordel, der tilbyder sine kunder sex med bedøvede, livløse kvinder.

I et nærbillede ser man ham lægge an til det første bid – i ballen, naturligvis. Ballen er også hovedmotiv i flere af Sagawas malerier af kvindelige bagpartier i blege og skrøbelige pastelfarver. Stilen er til tider dygtigt impressionistisk, mens den andre steder er barnligt naiv. På et billede fremstiller han sig selv i de sorte kannibalers gryde i selskab med en kvinde, der har knaldgult, blondt hår.

Cv’et byder også på en enkelt pladeudgivelse. I samarbejde med bandet Nihilist Surfin’ Group laver han musikalbummet Anata o Shire, der betyder ”kend dig selv”.

Onklens sorte gryde
Selv kalder Sagawa sig for ”The Godfather of Cannibalism”, men hvem er han egentlig? Kriminel, kunstner eller bare rivende gal?

Han kom til verden i den japanske by Kobe som mindste søn i en privilegeret familie, hvis patriark Akira var direktør for en industrigigant. Issei blev født flere uger for tidligt, og de første to år af sit liv tilbragte han på hospitalet. Barndomsårene var præget af sygdom og gentagne hospitals-indlæggelser.

I folkeskolen blev den lille rigmandssøn mobbet på grund af sine tynde, underudviklede lemmer og spinkle stemme. Men Issei Sagawa var et intelligent barn, der flygtede ind i folkeeventyrets fantastiske universer. Særligt fortællingen om Hans og Grethe og den glubske heks optog ham. Allerede i de tidlige teenageår begyndte han at interessere sig for klassisk europæisk kunst, men også for Hollywoods glamourøse starletter.

Den sociale outsiderposition fulgte ham på Wako University i Tokyo, hvor han læste engelsk litteratur. Her forsøgte han for første gang at udleve sin drøm, da han en nat brød ind hos en tysk, kvindelig underviser. Men Sagawa flygtede i panik, da kvinden pludselig vågnede og gav sig til at skrige. Dagen efter gik han til bekendelse over for sin psykiater, og ved farens mellemkomst blev han hastigt overflyttet til universitetet i Osaka.

Issei Sagawa har udtalt, at de kannibalistiske fantasier har fulgt ham siden barndommen. Han husker tydeligt sin onkel Mitusos børnelege. Onklen spillede menneskeædende monster, og det var så op til den lille Issei og broren at besejre ham, men børnene endte altid i onklens sorte gryde.

Det ultimative tabu
De franske læger, der undersøgte Sagawa i 1981, greb fat i denne erindring, da de skulle forklare hans sindssyge. Men i realiteten har videnskaben ingen forklaring på, hvorfor et menneske har lyst til at fortære et andet.

Den nærmeste pendant er Anthony Hopkins overintelligente, superæstetiske og kannibalistiske Hannibal Lecter fra Ondskabens øjne. Og Sagawa er lige så grænseoverskridende som Georgina, der i Peter Greenaways Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker tvinger sin frådende mand til at spise hendes elskers sprødstegte lig – iscenesat efter alle madkunstens regler.

Vores civilisation er, som Freud noterede, baseret på tre grundlæggende tabuer: incest, mord og kannibalisme. Det er det ækle og modbydelige, som vi ikke vil kendes ved, og som kunsten nødvendigvis må undersøge. I den optik er Issei Sagawa en radikal livskunstner. Hans bøger og malerier er ikke i sig selv stor kunst, men han har gjort sit liv til et grænseoverskridende værk. Som redaktøren på det litterære japanske magasin Hanashi no Tokushu har skrevet i en leder:

”Det ultimative tabu kan overvindes, og Sagawa er den eneste, der kan gøre det.” Bon appetit.