Med passionen følger ensomheden

Kaspar Astrup Schröder skænker kaffe op med ryggen til Chateau Motel. Hans kontor ligger ud til lige netop den københavnske baggård i Knabrostræde, hvor hovedstadens mest trendy natklub i disse år ligger. Et sted, der især har udmærket sig ved at være vildt i både udseende, lyd og lys.

Denne regnfulde april-eftermiddag er lyset imidlertid slukket i det store røde logo, men alligevel er in-stedet et meget godt billede på Kaspar Astrup Schröders interesse.

For der er noget vildt over dokumentarinstruktørens emnevalg.

I gennembruddet Lej en familie A/S fra 2012 kommer Schröder med undrende distance helt tæt på en japansk mand, der lever og ånder for at leje mennesker ud. Han finder falske familiemedlemmer til familier og holder professionen hemmelig over for sin egen familie.

I De dømtes børn – der snart kan ses på DR2 – følger han kinesiske børn, hvis forældre er sat i fængsel, og derfor må ungerne bo sammen på et hjem. Og i den premiereaktuelle Big Time følger han den verdenskendte, danske arkitekt Bjarke Ingels.

Superhelten Bjarke
”Jeg undrer mig ofte over ting og mennesker, der er anderledes, og jeg får lyst til at putte nogle almindelige øjne på det vilde for at se, om det kan skabe en eksistentiel historie, som vi i vores lille land kan bruge til noget,” siger Kaspar Astrup Schröder.

Han kom ind i stjernearkitektens liv på et tidspunkt, hvor Danmark var ved at være for småt. I hvert fald for en mand med Ingels’ talent.

Det oplever man igen og igen i Big Time, hvor arkitekten på et stort lærred tegner og fortæller om sine visioner og idéer. Man bliver blæst bagover af hans idérigdom, når få streger pludselig udgør et projekt, der i dag faktisk er ved at være en bygning i New Yorks skyline.

”Da vi begyndte optagelserne, var Bjarke på vej til New York og talte om nogle højhuse, han gerne ville lave. Men det, jeg faldt for, var, at han var så passioneret omkring sine idéer. Det er sjældent, at man ser en mand brænde så meget for noget, som han gør.”

– Og ikke mindst brænde igennem! Det er jo Jørgen Clevin for viderekomne, når han tegner og fortæller…

”Ja, han er simpelthen helt vild! Og hans projekter er enorme, og de blev bare vildere og vildere, når han ringede og fortalte, at nu skulle han lige lave Smithsonian eller Googles hovedkvarter. Men man kan jo ikke holde ud at sidde og se på sådan en optur i halvanden time, så jeg måtte finde ind til noget mere menneskeligt ved sådan en superheltearkitekt, som Bjarke på mange måder er.”

Ned i tempo
Når et menneske er rigtigt vildt, er der ofte en følgesvend med. Ensomheden. For når man brænder, må man også nogle gange brænde ud og være alene. Den side finder Schröder stille og roligt frem til hos Bjarke Ingels.

Arkitekten fremstår som en arbejdsnarkoman, der lever for sit job med sin kreativitet, men som til gengæld nærmest er blottet for privatliv. Det er svært at få øje på, hvor arkitekten stopper, og mennesket begynder.

”Big Time handler lige så meget om den moderne mand som om Bjarke Ingels,” siger Kaspar Astrup Schröder. ”Når man har alle muligheder for at kunne nå det, man karrieremæssigt drømmer om, må man ofre alt for det. Det er jo virkelig et heltebillede for moderne mænd, men det er ikke mange, der virkelig gør det. Det gør Bjarke.”

Ingen betvivler, at Bjarke Ingels er et geni, når det kommer til at konstruere og udtænke spektakulære bygninger. Men hvordan skaber man en balance, så det ikke bliver et konstant rosende portræt?

”For mig gjaldt det om ikke at lave en reklamefilm, og derfor følger jeg også kun Bjarke og får ikke nogen til at sidde og rose ham,” forklarer Kaspar Astrup Schröder.

”I stedet er jeg i hælene på ham – også når han ikke tegner og fortæller og laver store projekter. På et tidspunkt siger han, at han havde regnet med, at han skulle have haft kone og børn, når han var 40 år, men det er ikke sket. Det er hele karrieren til gengæld, men det andet er så blevet skåret fra. Og det er jo også et ret vildt valg i sig selv!”

Det naturlige kamera
Kaspar Astrup Schröder har fulgt Bjarke Ingels i over seks år. I begyndelsen sagde arkitekten nej til fotografering af møder og private ting. Men det var måske mest, fordi han ikke selv syntes, at det var interessant.

”Bjarke er selv dybt fascineret af det ekstraordinære og af sine projekter. Han rynkede på næsen, når jeg spurgte, om jeg ikke lige skulle filme, at han pakkede en kuffert. For hvorfor skulle det dog med i en dokumentarfilm om ham?

Derfor blev det også dokumentaristens opgave at gøre stjernearkitekten fortrolig med filmens præmis om at portrættere mennesket Bjarke Ingels.

”Jeg gør en stor dyd ud af at hænge ud med dem, jeg filmer. Jeg brugte masser af tid uden kamera med Ingels, ligesom jeg i De dømtes børn lod børnene lege med kameraet og også filme mig, så de var fortrolige med, hvad vi lavede. Hvis kameraet ikke bliver naturligt, får man ikke det rigtige billede af de mennesker, man følger.”

Hjernerystelsen
Men selv om Kaspar Astrup Schröder gerne vil ind på livet af dem, han vælger at fortælle historier om, så ligger det ham samtidig på sinde, at han ikke pådutter publikum en bestemt pointe.

”Som instruktør kan jeg godt lide at lave historier uden en morale. Jeg vil helst ikke give publikum en idé om, hvad jeg mener, for så ryger idéen med at beskrive noget, der er vildt. Hvis man skal fortælle folk, hvor vild historien er, så er den ikke vild nok,” siger instruktøren.

På et tidspunkt får Bjarke Ingels en hjernerystelse, og det bruger Kaspar Astrup Schröder til at trække noget menneskelighed frem.

”Han hverken kan eller vil ligge stille, men han kan heller ikke arbejde på fuld tryk. Den utilstrækkelighed, der ligger i det, tror jeg, at alle på en eller anden måde kender. Bjarke er på sin vis den her rockstjerne i et band, der ikke kan stoppe, for så dør bandet. På den måde bliver superhelten menneskelig. Han udlever sin drøm langt væk fra alt, der er normalt for hverdagsdanskeren, men han er alligevel også en smule normal.”

– Er det også derfor, at du de senere år ikke har lavet noget i Danmark? Fordi vi ikke er vilde nok?

”Ja, det tror jeg faktisk,” siger Schröder og smiler. ”Vi har en venstre- og en højrefløj, men der er sgu ikke særligt mange afvigelser. Der er ikke så meget, der er originalt herhjemme.”