Kasper Juhl: Lad dem lide!

Hvem er Danmarks største horrorfilminstruktør? Tre kompetente bud kunne være Benjamin Christensen, Carl Th. Dreyer og Lars von Trier. 

Men ser vi på volumen – både hvad angår antal værker og omfanget af skildrede grusomheder – kommer ingen op på siden af Kasper Juhl. 

Han har fra 2012 til 2022 instrueret ti spillefilm uden støtte fra Filminstituttet. Og fortjent sætter festivalen Blodig Weekend fokus på ham med en visning af den nye spillefilm Ukrudt og en efterfølgende Q&A. 

Den grusomme retning var allerede tydelig, da han i 2011 debuterede med kortfilmen Make Them Suffer. Det er en ungdommelig, upoleret hyldest til Tobe Hoopers Motorsavsmassakren, hvis finale kopieres med langt mere udpenslede rædsler og et ondskabsfuldt twist i halen. 

Undervejs underkaster flere af karaktererne sig ganske frivilligt filmens rædsler (”Det er meningen, vi skal dø,” lyder en af replikkerne). Og det har vist sig at være et auteurtræk i Juhls samlede værker. 

Filmens titel Make Them Suffer vil nogle genkende som et citat fra Star Wars: Episode III – Revenge of the Sith, hvor robotskurken General Grievous snerrer: ”Crush them! Make them suffer!” 

I 2008 blev Make Them Suffer navnet på et australsk dødsmetalband. Men i Kasper Juhls filmografi ligner de tre ord en programerklæring. 

Kunstfærdig tortur
Instruktøren foretrukne subgenre er nemlig torture porn, der ligesom begrebet ”følelsesporno” ikke har noget at gøre med egentlig pornografi. 

I stedet dækker mærkaten over nyere, ekstreme eksempler på den type voldsfilm, man i 1960’erne kaldte ”gore films” og i 1980’erne ”splatter”. 

Torture porn-begrebet blev udklækket som reaktion på Eli Roths horrorhit Hostel (2005), der uforglemmeligt gør brug af subgenrens pinefulde fikspunkt: et torturkammer, hvor bødlen står omgivet af torturredskaber foran offeret, der typisk er fastspændt til en stol. 

Inden man afviser torture porn som voldsforherligende og sygeligt er det vigtigt at pointere forskellen på vold i virkeligheden, hvor den i en perfekt verden ikke ville forekomme, og i kunst. 

Tortur har indgået som fortællemæssigt og æstetisk element i mange af verdens største kunstværker – såsom middelalderens alterbilleder af den korsfæstede Kristus og Edgar Allan Poes novelle The Pit and the Pendulum. 

I dansk sammenhæng har tortur og lignende pinsler indgået som effektive virkemidler i hovedværker af alle tre ovennævnte mesterinstruktører: Benjamin Christensens Häxan (1922), Carl Th. Dreyers Vredens dag (1943) og Lars von Triers Antichrist (2009). 

Noget, der ligner torture porn, ses herhjemme første gang i sexgyseren Dværgen fra 1973. I dag er denne subgenre så indarbejdet i mainstreamkulturen, at Det Danske Filminstitut har støttet hele to af slagsen, Finale og Breeder, der har næsten ens torture porn-elementer. 

Alt dette gør ikke Kasper Juhls film mindre chokerende. Der bliver sjældent holdt igen, når bødlerne åbner værktøjskassen. De folk, der kaldte slutningen i Christian Tafdrups Speak No Evil for den ondeste i dansk film, har aldrig set en Kasper Juhl-film. 

Improviseret i en brandert
Nogle af hans film er så mørke, at de selv for en rutineret horrorfan kan være smertefulde. 

Når Roy Batty i Blade Runner borer fingrene dybt ind i replikantfabrikantens øjne, er det blot et øjebliks ubehag. Når det samme sker i Juhls Rex Inferno, er det som led i et længere torturforløb med panisk skrigende ofre. 

Et par af Juhls film har jeg meget lidt pænt at sige om. 

Monstrosity følger et kærestepar (Kasper Juhl og Rose Milling), der filmer hinanden, mens de leende torterer og myrder diverse fastspændte, grædende og skrigende ofre. En monoton og dilettantisk opvisning af grusomheder, videofilmet i triste og grimme sort-hvide billeder. 

The Prophets of Ignorance følger på lignende vis to snalrede, småtbegavede tøser (Louise Gammelgaard og Christina Ashley Johannsen), der hygger sig med at sludre, stjæle, tude og skære maven op på en gravid kvinde og flå fosteret ud (som i den mesterlige, franske À l’intérieur fra 2007). 

Anden halvdel, hvor pigerne i fyrre minutter græder, grimasserer, laller rundt og spiser menneskelige ligdele, ligner eksperimenterende videoværkstedskunst fra 80’erne. Et virvar af håndholdte optagelser bliver udsat for overtoninger, farveeffekter og hvad ellers klippebordets knapper måtte tilbyde – ledsaget af mærkelige elektroniske lyde og sørgmodige klange. 

Begge film synes at være improviseret i en brandert, og det resulterende nonsens er næsten umuligt at komme igennem. 

Voldelig vej til spirituel indsigt
Volden i Kasper Juhls film står sjældent alene.

Typisk optræder den som integreret del af personlige skæbner, der vokser ud af en smertefuld og traumatiseret opvækst. 

I Madness of Many spilles hovedpersonen af hele seks skuespillere. Filmen følger en psykotisk ung kvindes vej fra seksuelle overgreb i hjemmet og videre gennem års ækel tortur med blodigt opkast og lemlæstelse. For eksempel indvolde, der pilles ud af maven på skrigende kvinde, og en lænket pige, som spiser sine egne udrevne øjne. 

Det fører frem til spirituel indsigt ikke ulig den franske Martyrs (2008), et hovedværk inden for europæisk torture porn. 

Kasper Juhls tidlige film har tydelige forbilleder, men med årene bliver de stadig mere personlige. 

Samtidigt har filmene også poetiske elementer såsom de romantiske strandbilleder af en lyshåret kvinde med hvid kjole i kortfilmen Insekt. 

Andre steder oparbejder de dybdegående personskildringer og det gentagne fokus på ubehageligheder sammen med lydsporenes musikalske klangflader et meditativt præg, der forøges ved gensyn. 

I spillefilmen Gudsforladt fra 2015 genforenes et søskendepar (Johannes Nymark og Anne-Sofie Adelsparre), efter han har været i fængsel. Men snart hives han ned i mentalt mørke. Han medvirker til at kidnappe unge piger i en varevogn, hvor hun myrder en domina ved at bore sine fingre i hendes hals. 

Det er den første af Kasper Juhls film, der fremstår som et professionelt værk, især takket være Ulannaq Ingemanns smukke kameraarbejde. I en stærk siderollepræstation som skiftevis ussel og euforisk kidnapper/voldtægtsmand ses Sonny Lindberg. 

Ordrer fra en kakerlak
Kasper Juhls film vrimler med venindepar og Bonnie & Clyde-agtige alliancer. Kortfilmen Dare Divas følger et par pjattede vloggers (Mie Gren og Amalie Gissel Sparrebro), der forsøger at blaffe sig til Amsterdam som del af deres YouTube-show. 

Det er en velfungerende fortælling med et fint twist til slut, og mere afslører jeg ikke. Se den på Ekko Shortlist! 

Med drama-thriller-horrorfilmen Månebrand fra 2018 begynder instruktøren mærkbart at skrue ned for torturelementerne. Den professionelt udseende film er velspillet og stemningsfuld, om end noget langtrukken med for meget improviseret dialog. 

Johannes Nymark og Mie Gren spiller et traumatiseret søskendepar, hvis småincestuøse forhold og psykotisk voldelige adfærd forstyrres, da han får en normal kæreste. Ekko anmeldte filmen i 2018 og konkluderede: ”Månebrand er et solidt værk, der lover godt for fremtiden. Kasper Juhl er ikke upcoming. Han er her allerede.” 

Også kortfilmen Kakerlak fra 2021 – aktuel på Ekko Shortlist – er professionelt skruet sammen (med støtte fra Filmværkstedet) og smukt fotograferet. Den unge mand Silas (Frederik Carlsen) går rundt i selvmordstanker. Han får ingen hjælp fra sin far (Peter Gantzler), som tager ordrer fra en imaginær kakerlak. 

Silas truer med at rive to af sin kærestes tænder ud med en tang, men gør det i stedet på sig selv. Til slut blinker lyset i lejligheden ildevarslende, og Juhl afslører med en visuel overraskelse, hvor han vil hen med sit introspektive portræt. 

Frygtelig hævn
Endnu et fællestræk i Kasper Juhls film er skuespilpræstationerne. 

Der spilles ofte for fuld orkanstyrke med skrig og skrål, latter og gråd, som kompenserer for den ikke voldsomt imponerende dialog (”Fuck dig, din fucking luder!”). 

Gradvis gennem filmene finjusteres skuespillet, som i kortfilmen Tap Slissemand fra i år, hvor både kameraarbejdet og Siff Anderssons spil i slutbilledet bringer minder om Kirsten Olesens uforglemmelige præstation sidst i Lars von Triers 1982-afgangsfilm fra Filmskolen, Befrielsesbilleder. 

Den nye spillefilm Ukrudt er optaget under coronapandemien med et hold på kun tre mennesker (næppe ret meget mindre end de fleste af Juhls andre film). 

Mie Gren, der medvirker i hele otte af Juhls film, er her endnu en af hans psykotiske karakterer, plaget af barndomstraumer og med en frygtelig hævn i tankerne. Planen involverer en søster (Josefine Lindegaard) og en tumpet machofyr, der kan lokkes til hvad som helst. 

Det er igen en velspillet og velproduceret, men også ret mærkelig film. For at fastholde uvished og opbygge spænding har instruktøren travlt med at klippe frem og tilbage i to eller tre tidsforløb. 

Næste fase i Juhls udvikling som filmskaber må for min skyld godt involvere en dygtig manuskriptforfatter. Jeg synes også, han har mere end fortjent et rigtigt budget. Især hvis det kan lade sig gøre uden kreativ indblanding fra Filminstituttets konsulenter, som sjældent virker velinformerede eller kompetente udi dansk horror. 

Men det gør til gengæld på sin helt egen måde Kasper Juhl.