”Jeg kender følelsen af afmagt”

I 2017 kastede Kasper Rune sig ud i den danske filmandedam med en bombe. Det fik vandet til at stå om ørerne på dem, der så Danmark. 

Spillefilmdebuten modtog bragende flotte anmeldelser, inklusive fem stjerner fra Filmmagasinet Ekko. Den blev udtaget til Berlinalen og fik en både Bodil- og Robert-nominering. 

Ganske opsigtsvækkende for en film om en gruppe unge, der slaskede rundt et sted i det såkaldte Udkantsdanmark og var improviseret frem med et budget i omegnen af 100.000 kroner. 

De penge havde instruktøren vundet ved en århusiansk festivals pitch-konkurrence i 2014.

”Det lyder egentlig meget fedt, når du præsenterer det sådan,” siger Kasper Rune en solbeskinnet eftermiddag på Nørrebro i København, hvor han er på gæstevisit fra Aarhus.

”Men sandheden er, at Danmark havde ligget på en harddisk i halvandet år, inden der var nogen, der gad vise den. Jeg var så småt begyndt at overveje en anden karrierevej, fordi jeg ikke længere troede på filmen. Danmark var den film, jeg gerne ville lave, og hvis folk ikke kunne se den, måtte jeg fylde min tilværelse med noget andet.”

Stenet ligefremhed
Instruktøren læner sig tilbage i caféstolen og fortrækker ikke en mine bag solbrillerne. Munden lever en skyggetilværelse bag det store fuldskæg, mens han siger:

”Der var mange, der sagde til mig, at jeg skulle tage det roligt. At det hele nok skulle komme, hvis jeg var tålmodig. Men sådan er jeg bare ikke. Jeg må videre, jeg må gøre noget, for jeg gider ikke sidde og vente.”

Det er den samme rastløse energi, der simrer under Hotel Paradis, som netop har fået dansk premiere og kan streames gratis på Ekkos hjemmeside.

I serien tropper unge Asger op ved Jyllands vestkyst, fordi han ser en mulighed for at få del i arven fra en far, han aldrig har kendt. 

Arven ligger og soler sig i vinden i form af et krohotel. Her møder Asger en række mennesker, der får ham til at tage sit liv op til overvejelse. I København er han kendt som kunstneren, der kom ud af Kunstakademiet og fik øjeblikkelig succes. Men da vi møder ham, er han i gang med en deroute af dimensioner.

Der er vrede og magtesløhed i Hotel Paradis, men der er også samme stenede ligefremhed, som man kender det fra Danmark. Og samtidig kommer man til at tænke på tilbagelænede amerikanske serier om livets store eksistentielle problemer som Atlanta og Curb Your Enthusiasm.

Hjernen på overarbejde
”Jeg har ikke set særligt meget af Curb Your Enthusiasm, men jeg har en fornemmelse af, at jeg ligger deromkring,” siger Kasper Rune.

”Jeg vil ikke skilte med pointerne, og det er nok, fordi jeg er så meget fra Jylland. Jeg nægter at råbe til publikum, hvad de skal mene. Hvis jeg kan lave noget, hvor tilskuernes hjerne hele tiden er på overarbejde, fordi de ikke aner, om de skal grine eller græde, er jeg lykkedes.”

Instruktørens øjne har svært ved at finde fokus inde bag solbrillerne. Det er, som om koncentrationen et øjeblik er som afsnittene i Hotel Paradis.

Hver af de otte episoder er et kvarter lange, men de føles både kortere og længere. Kortere, fordi et afsnit pludselig kan slutte uden en egentlig cliffhanger. Længere, fordi der er gods i de mennesker, som kunstner-Asger møder ved Vestkysten.

”Jeg kender den følelse af afmagt og depression, som Asger oplever i serien, og det er en god følelse at give videre. Verden er jo skruet sådan sammen, at vi reelt selv må vurdere, om noget er lykkeligt eller det modsatte,” siger Kasper Rune og trækker hætten på sin trøje lidt op om nakken.

Altid i opposition
”I løbet af serien får Asger øjnene op for en vej ud af ulykken, og det er noget, jeg selv bakser med. Jeg skal tillade mig selv at være glad og ikke være bange for, at andres mening om mig er en tragedie, men nærmere er komisk.”

”Det er også den tone, jeg kan lide at lave film og serier i,” siger han og forklarer, at den tone både har en klangbund af dur og mol.

”Jeg har to pædagogforældre, og det er måske derfor, jeg altid har haft det svært med autoriteter. Jeg har lyst til at smadre alle strukturer, og jeg er altid i opposition.”

Kasper Rune bliver stille et øjeblik. Så ser han kort ud over solbrillerne, mens han siger:

”Derfor kunne jeg også sagtens være en brokkerøv, men det synes jeg ikke, man kan tillade sig at være. I stedet må man selv tage ansvar og gøre tingene, som man gerne vil have, at de skal gøres. Jeg peger ikke fingre, men anviser forhåbentlig en anderledes vej.”

Det er også derfor, at instruktøren er så glad for, at Hotel Paradis nu kan ses på Ekkos hjemmeside. Serien er nemlig utilpasset, og derfor passer den godt ind netop her.

”Ekko har gjort vigtige ting for dansk kortfilm og for talentmassen igennem mange år efterhånden, så jeg synes, at de korte afsnit i Hotel Paradis passer godt ind,” siger han.

Surrealistiske overraskelser
Når Kasper Rune laver film, inddrager han alle, så det bliver en kollektiv oplevelse. Han øver med skuespillerne, som improviserer handlingen frem, og når der optages, kan det gå i alle retninger.

I Danmark var der reelt kun to skrevne replikker, inden optagelserne startede. Og Hotel Paradis er også improviseret frem.

”Det skaber panik inde i mig i de fem uger, vi indspiller noget, fordi jeg reelt ikke aner, hvor vi er på vej hen. Men når vi kommer ind i klipperummet, kan jeg se, at det fungerer at afgive noget af magten,” forklarer han.

Han fremhæver, at blandingen af erfarne skuespillere som Bodil Jørgensen og Ekko Shortlist-vinderen Frederikke Dahl Hansen og mere uprøvede kræfter som hovedrolleindehaver Jonas Lindegaard Jacobsen har tilført Hotel Paradis en særlig energi.

”Det skaber intensitet og bevægelse, som jeg rigtigt godt kan lide. Danmark drev nok lidt mere, end Hotel Paradis gør, men til gengæld har serien nogle surrealistiske ting, som forhåbentlig overrasker. De overraskede i hvert fald næsten mig, selv om jeg selv havde fundet på dem,” siger instruktøren og lader et smil sive igennem skægget.

Langt fra hovedstaden
Filmdanmark er ikke det nemmeste sted at være, hvis man er en rastløs sjæl. Der skal sendes ansøgninger, ventes på støtte, findes indspilningssteder og organiseres alt fra skuespillerkontrakter til madordninger.

Derfor har Kasper Rune også brug for indimellem at lave noget andet end film og serier.

”Jeg stod klar med lokaler til at åbne en vinbar i Aarhus den 1. april i år, men det stoppede coronakrisen. Så nu åbner jeg i stedet et galleri. Det skal være usnobbet, helt nede på jorden, og det er simpelthen nødvendigt for mig at gøre det sideløbende med filmarbejdet. Jeg er for resten også i gang med en ny film,” siger han.

Filmen har endnu ikke en titel. Den handler om to tabere, der driver rundt et sted på Djursland. Det lyder umiskendeligt som et Kasper Rune-projekt.

”Alt for meget af dansk film centrerer sig om, hvad der sker i de store byer – især i hovedstaden – mens jeg forsøger at gøre det modsatte. Dermed ikke sagt, at jeg ikke tager udgangspunkt i mig selv, men det er en anden virkelighed end storbyens.”