Afrikansk heltinde på trods

”Her er Mugaba. Hun skal gå fem kilometer hver dag for at få vand ...”

Vi har igennem årene set utallige af sådanne indslag fra Afrika. Det gælder nødindsamlinger, nyhedsprogrammer eller avisartikler, og hensigten er naturligvis at ramme os på følelserne.

Men instruktøren Katrine W. Kjær ser anderledes på det.

”Indslagene om mennesker fra den tredje verden, hvor fokus er på deres lidelser, mener jeg skaber en barriere. Det bliver: ’Ej, hvor har de det hårdt, nu må vi hjælpe dem.’ I stedet vil jeg vise et menneske, en kvinde, som du kan spejle dig i. Jeg vil finde en heltinde, der lykkes på trods.”

Adgang til følelseslivet
Normalt starter en film for 44-årige Katrine W. Kjær med en mavefornemmelse. Hun støder på noget, som rammer hende, og som hun føler er vigtigt at formidle.

”Det er sådan, jeg normalt arbejder, men Run Like a Girl er lidt opstået på en anden måde,” fortæller instruktøren.

”Jeg havde lige færdiggjort Mercy Mercy – Adoptionens pris i Etiopien og fik lyst til at lave endnu en film fra ulande, men hvor jeg ikke fokuserer på ulands-problematikken. Det skulle handle om de menneskelige dramaer. Jeg ville menneskeliggøre menneskene ved at arbejde med dem som filmiske karakterer, du kan identificere dig med. Jeg var træt af, at det altid skulle handle om armod og tragedier.”

Så Katrine W. Kjær rejste til Kenya og gik i gang med at researche.

Det kunne være endt med at være en dokumentar om skak i Kenya, da hun pludselig mødte en amerikansk producer, som lavede kommercielle film for Nike. Han gav hende indblik i landets enorme løbekultur. Unge kvinder var stjerneatleter ude i udlandet, men når de kom hjem, skulle de stadigvæk sørge for alt i hjemmet.

Katrine W. Kjær øjnede et heltindeportræt, men det skulle vise sig at være mere besværligt end forventet.

”Det var sindssygt svært at komme ind bag den høflige facade og få adgang til følelseslivet. Det tog et par år. I Kenya har man ikke samme forståelse for, hvad det betyder at lave en dokumentar, som vi har i Danmark. Herhjemme ved nærmest alle, hvordan man skal agere foran et kamera. Til gengæld er der en langt større umiddelbarhed dernede.”

Atlet og husmor
Katrine W. Kjær flyttede ind på et løbecenter, hvor hun gennem samtaler med andre beboere fik et indblik i en mandsdomineret branche. Men det var også her, at hun fandt maraton-løberen Visiline Jepkesho.

”Visilines historie er interessant, fordi hun er en stærk sportskvinde i en kvindeundertrykkende kultur,” fortæller instruktøren.

”Det har været spændende at følge hendes udvikling fra underdanig hustru til en selvstændig stjerne. Visiline har rejst ud i verden og set, hvordan den moderne verden fungerer. Her er kvinder lige med mænd, ikke blot i sporten, men også i hjemmet.”

”Men Visiline elsker også sin mand, og selv om jeg i starten håbede, at hun ville bryde ud af sit ægteskab og frigøre sig, så er det ikke det, hun ønsker at gøre. Så det blev mere et ægteskabsdrama end den store kvindeoprørsbevægelse.”

Helte på hver sin måde
Katrine W. Kjær har også en anden film om en afrikansk kvinde på årets Cph:Dox.

I Amys vilje følger hun pigen Amy gennem tre år. Den etiopisk fødte pige går imod de danske myndigheder og får genskabt de familiebånd, der blev brudt, da hun som niårig blev adopteret af en dansk familie.

To meget forskellige historier, men Katrine W. Kjær ser ligheder mellem kvinderne.

”De er heltinder på hver deres måde. Amy er en heltinde, fordi hun tør sige de store imod. Hun er villig til at betale prisen. Visiline er en heltinde på en mere stille måde. Hun prøver at ændre sin situation uden at bryde de rammer, hun lever under. Det ser mindre ud, men er mindst lige så stort,” forklarer Katrine W. Kjær.

”De befinder sig begge i en situation, hvor de umiddelbart er ofre. Men de handler og går aktivt imod den uretfærdige position, de befinder sig i.”

Stop selvmedlidenheden
Run Like a Girl er en international historie, som Katrine W. Kjær håber vil komme vidt omkring. Men hun mener også, at filmen har noget at sige danske kvinder.

”Visiline ser ud til at lære meget af vores moderne verden, men vi kan også lære noget af hende – især os danske kvinder i vores overpriviligerede liv,” siger Katrine W. Kjær.

”Vi kan lære at holde op med at svælge i selvmedlidenhed. De afrikanske kvinder er ikke bitre over deres skæbne, men arbejder hårdt på at komme videre i livet. Det er beundringsværdigt.”