Kendt komiker stinker
Monty Python-truppens filmkomedie Life of Brian sendte i sin tid nadverbrødet i den gale hals hos mange kristne, men den engelske komiker John Cleese kan skam også vække folks vrede på egen hånd.
Efter en optræden i den newzealandske by, Palmerston North, beskrev Cleese på sin hjemmeside stedet som New Zealands "selvmordshovedstad" og tilføjede: "Hvis du overvejer at tage dig af dage, men mangler modet, vil et besøg til Palmerston North efter min mening gøre udslaget."
Men hævnen er sød - og ildelugtende. Lokale har plantet et skilt med påskriften "Mt Cleese" (Mt = bjerg) på en 45 meter høj affaldsbunke. Det forlyder, at myndighederne har udvist en påfaldende mangel på iver efter at få pillet skiltet ned igen.
Kommentarer