Kendt tegneserie filmatiseres af Flugt-instruktør
Halfdan Pisket blev med Dansker-trilogien en af Danmarks største tegneserieforfattere.
Den brutale sort/hvid-tegnede historie er baseret på hans tyrkisk-armenske fars liv som gæstearbejder og kriminel i Danmark. Trilogien består af Desertør, Kakerlak og Dansker og udkom i perioden 2014-16.
Den indbragte ham særprisen ved Politikens Litteraturpris og et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond som den første tegneserietegner nogensinde.
Nu er tegneserien på vej til at blive filmatiseret som tegnefilm af filmselskabet Ja Film, der samlet har fået 380.000 kroner i udviklingsstøtte af Det Danske Filminstitut.
Instruktøren er ingen ringere end Jonas Poher Rasmussen, som blev nomineret til tre Oscars i 2022 for sin animerede flygtningedokumentar Flugt.
Rasmussen skriver i en sms til Ekko, at filmen Dansker endnu ikke har fået produktionsstøtte. Men holdet håber at kunne gå i produktion i 2024.
”Det bliver for sindssygt at kunne tage familien i biografen for at min tegneserie lavet om til film,” siger Halfdan Pisket.
Forfatteren er i denne uge aktuel med kunstudstillingen The Mullah Redux på Viborg Animation Festival, hvor Ekko møder ham til en snak.
Instruktørens varme
Selv om Jonas Poher Ramussens gode navn sandsynliggør, at filmen bliver lavet, ved 38-årige Halfdan Pisket godt, at intet er sikkert før premieren.
Nogle gange heller ikke efter premieren.
”Dansker-trilogien skulle vises som teaterstykke i marts 2020, og jeg var til urpremieren. Fire dage efter kom corona-nedlukningen, så det blev nærmest kun mig, der fik den at se,” siger forfatteren og griner.
Til gengæld er Pisket ikke den mindste smule nervøs for at lægge sit skaberværk i hænderne på Jonas Poher Rasmussen, der også skriver manuskriptet til filmen.
”Jeg så Flugt og blev meget berørt af den. Den har en varme, som jeg måske godt selv kunne lære noget af,” siger han.
”Jonas var med ude at besøge min mor og har stillet os en masse spørgsmål om tegneserien og min far. Nu er det op til ham. Jeg hjælper gerne, hvis han beder om det, men jeg stoler på ham og er meget spændt på, hvad han gør med stoffet.”
Både Flugt og Dansker-trilogien handler om autentiske mænd fra Mellemøsten, der møder det danske samfund med alle dets kulturelle særheder og fjendtligheder. Så Jonas Poher Rasmussen er på hjemmebane.
Forelsket i drone
Udstillingen The Mullah Redux i Viborg Kunsthal startede ironisk nok som et forlist manuskriptprojekt.
For tyve år siden mødte Halfdan Pisket den dansk-irakiske billedkunstner og instruktør Masar Sohail på Det Kongelige Danske Kunstakademi. De besluttede sig for at lave en film om Nazareth på Jesu tid blandet med Taleban og en mytologisk version af København.
”Undervejs udviklede det sig i en unødvendigt kontroversiel retning, så vi droppede det. Men da vi blev bedt om at lave en udstilling sammen, besluttede vi at realisere de grundlæggende idéer om Vesten og Mellemøsten, der mødes,” fortæller Halfdan Pisket, der også er kendt under kunstnernavnet VJ Cancer.
Det er endt med en herligt legesyg udstilling bestående af malerier, filmsekvenser og en tegneserie.
Tilsammen fortæller de en Romeo og Julie-agtig historie om en Mullah, det vil sige en muslimsk lærd. Han forelsker sig i den amerikanske drone, der er kommet for at slå ham ihjel.
”Udstillingen er i evig udvikling. Vi tilføjer løbende dele til den. Til sidst bliver det måske til min næste tegneseriebog og en rigtig kortfilm,” fortæller Halfdan Pisket.
The Mullah Redux kan ses på Viborg Kunsthal kl. 11-17 indtil 22. oktober.
Halfdan Pisket
Født 1985 på Amager.
Også kendt under kunstnavnet VJ Cancer.
Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2009.
Dansker-trilogien fra 2014 til 2016 regnes for et hovedværk i dansk tegneseriehistorie.
Modtog i 2015 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat som den første tegneserietegner nogensinde.
Kommentarer