Det svære møde med donorfar

Kerren Lumer-Klabbers er datter af to mødre fra henholdsvis Israel og Holland. De mødte hinanden i Danmark i 1980’erne og bosatte sig på en gård uden for Silkeborg.

Da de besluttede at få et barn, fik parret en bekendt fra Holland til at være donor. I 1991 kom Kerren Lumer-Klabbers til verden i et hjem, hvor der var masser af kærlighed, men ikke nogen far.

Nu har den unge kvinde lavet en film, der udforsker, hvad en far er – og hvad man skal bruge ham til.

Papapa er nomineret til fire priser ved Ekko Shortlist Awards, deriblandt for bedste fiktion. Det er en rørende og tankevækkende film, hvor Thure Lindhardt spiller far over for norske Anna Filippa Hjarne som den unge kvinde med mange spørgsmål.

Det var af afgørende betydning for Kerren Lumer-Klabbers – de to første navne er israelske, mens det sidste er hollandsk – at lave en kærlig skildring af far/datter-relationen. Derfor opsøgte hun sin biologiske far, som instruktøren havde set en smule som barn, men ikke havde haft den store kontakt med som voksen.

Han var overraskende begejstret og inviterede datteren og hendes manuskriptforfatter Emil Wahl hjem til sig i fem dage.

”Det var meget vigtigt, at filmen ikke skulle handle om at mangle en far. Jeg har jo to forældre i mine mødre, men det var en udfordring, når vi snakkede med andre om manuskriptet,” fortæller 30-årige Kerren Lumer-Klabbers.

”De tænkte, at hovedpersonen måtte have et traume. Men pointen er, at man ikke behøver have et traume, fordi man har to mødre.”

Kunstige kulisser
Der er flere kortfilm af Kerren Lumer-Klabbers på Ekko Shortlist, og instruktøren har fortalt historier om blandt andet ensomhed og sygdom. Lukkede øjne med den senere stjerne Amanda Collin (En frygtelig kvinde) var nomineret ved Ekko Shortlist Awards i 2015.

Efter at have arbejdet i forskellige små stillinger i den danske filmbranche blev Kerren Lumer-Klabbers i 2017 optaget på Den Norske Filmskolen.

Her har hun lavet Papapa, hvor hovedpersonen Elin som attenårigt donorbarn endelig kan få kontakt med sin far i en surrealistisk verden på en klinik. De forsøger at tale sig ind på hinanden, mens de skal gennemspille bestemte situationer – et møde i lufthavnen og en fisketur – i klinikkens nøje iscenesættelse med studiekulisser.

Instruktøren kæmpede længe for at finde den rigtige ramme for filmen. Hun vidste, at det ikke skulle være almindelig realisme, men muligheden for fantasifulde greb åbnede en verden af eksperimenter.

Målet var at skabe et fremmedgørende univers, hvor følelserne er om ikke genkendelige, så i hvert fald forståelige. Instruktøren fortæller, at klinikken viste sig at have den rette blanding af det kunstige og naturlige.

Følelsen af skam
Kerren Lumer-Klabbers’ møde med faren efterlod hende med en masse vanskelige følelser.

”For ham er det enormt naturligt, at jeg er hans datter. Det var stort for ham, at jeg kom på besøg, så han havde enormt mange følelser. Men det var svært for mig at leve op til forventningerne om at være datter,” fortæller instruktøren åbenhjertigt.

”Jeg holder rigtigt meget af ham, og han er en fantastisk mand, men jeg kender ham jo egentlig ikke rigtigt. Følelserne er der for ham, måske fordi han har været voksen gennem hele vores relation. Så vores møder har været anderledes for ham.”

Det var også svært for instruktøren at håndtere folks forestilling om, at hun ville opleve en form for åbenbaring i mødet med faren.

”Jeg føler en stor skam over ikke at kunne leve op til det, for han har ikke andre børn. Så hvis han skal være far, har han brug for en datter, og så skal jeg spille den rolle. Hvis jeg ikke kan det, fratager jeg ham på en måde farrollen,” fortæller Kerren Lumer-Klabbers.

”Mange mennesker forventede et stort, emotionelt klimaks, men sådan var det bare ikke for mig.”

Lindhardt kunne ikke sige nej
Papapa er Kerren Lumer-Klabbers’ afgangsfilm fra Den Norske Filmskolen i Lillehammer, hvor hun sidste år blev uddannet på instruktørlinjen.

Her gik hun sammen med ligeledes danske Sylvia Le Fanu, der blev topscorer ved Ekko Shortlist Awards i 2017 og også er nomineret i adskillige kategorier ved årets prisuddeling med Amourteur.

De to kvinder konkurrerer i kategorien for bedste fiktion.

Den Norske Filmskolen må dermed siges at være stærkt repræsenteret i år. Skolen er skabt med Den Danske Filmskole som rollemodel og har ofte danske gæstelærere, men hvor der i Danmark er fire år til at fordybe sig i filmens verden, tager uddannelsen kun tre år i Norge.

Der var meget at lære på kort tid. Kerren Lumer-Klabbers ser det imidlertid som en gavnlig erfaring at have oplevet en anden filmbranche end den danske. I forhold til Papapa giver det filmen en kvalitet, at far og datter taler forskellige sprog, fordi det skaber en naturlig barriere mellem dem.

Instruktøren ringede til Thure Lindhardt. Han sagde, at han nok ikke havde tid til at medvirke i filmen, men at han gerne ville tale med hende.

”Efter jeg havde pitchet projektet til ham, sagde han: ’Dammit, jeg skulle ikke have snakket med dig. Nu er jeg nødt til at sige ja!’” griner Kerren Lumer-Klabbers, der har brugt sig selv meget i historien, selv om filmen ikke er selvbiografisk.

”Det har været en stor hjælp, at historien er personlig. Jeg har vidst, hvilke følelser der skulle frem, og jeg har straks vidst, hvornår noget ikke føltes rigtigt.”

Onanikurser og kvindekamp
Kerren Lumer-Klabbers fik på filmskolen øjnene op for, hvad filmkunsten kan. Inspirationskilderne tæller instruktører som Yorgos Lanthimos, Lars von Trier og Lynne Ramsay, der bryder med hverdagsrealismen.

Danskeren arbejder for tiden på et serieprojekt for SF Studios. Det er ligesom Papapa en subjektiv fortælling, der leger med stærke genregreb.

Serien handler om fire piger, der besætter et nonnekloster i protest mod parforholdet som den eneste gyldige vej til lykken.

Instruktøren udvikler også på sin debutspillefilm, der kommer til at dykke ned i instruktørens egen historie. Filmen er nemlig inspireret af forældrene, der mødte hinanden på en kvindeskole i sønderjyske Visby, hvor onanikurser og kvindekamp var hverdag.

Det bliver lavet i samarbejde med manuskriptforfatteren Clara Mendes og multitalentet Emma Sehested Høeg, som skal spille en af hovedrollerne. Håbet er at få støtte på talentordningen New Danish Screen, og Kerren Lumer-Klabbers har store ambitioner i filmbranchen.

”Jeg vil arbejde med stærke formgreb og tage filmsproget ud til grænserne,” siger instruktøren.