Kestners kedelige København

Et gadekryds — filmet lodret oppefra.

”I det her gadekryds ved Nørrebro Station krydses omtrent 33.000 menneskers veje hver dag. Fælles for dem alle er, at de kun har byen til låns,” lyder den velkendte stemme på lydsporet.

Vi er i København, Max Kestners København. Uden Nyhavn, Rundetårn og Den Lille Havfrue. Kestners København findes inde i baggårdene, bag storcentrets blanke facader, på Amager Strandpark og loppemarkedet.

Vi er usynlige gæster i lejligheden, hvor en far og en mor diskuterer den fælles husholdning. Og i selskab med pigen Alba betragter vi henført København, der glider forbi uden for HT-bussens ruder.

En ældre dame, Julie, tager linje 10 fra Sølvgade til Kongens Have, hvor også Alba af og til skifter, fortæller Kestners spinkle stemme. Og sådan bliver stafetten hele tiden givet videre.

Dansk storbysymfoni
Men det er byen og arkitekturen, Kestner stiller skarpt på. Menneskene i billedets forgrund er bogstavelig talt ude af fokus. Men de fylder byen ud med deres snak og drømme.

Kameraet dvæler i lange indstillinger ved et socialt boligbyggeris rustne patina eller ved Den Sorte Diamant fra en ukendt vinkel. De smukke tableauer, monteres i langsom takt til Kestners, små hverdags-registreringer på lydsporet.

Kestner indtræder ambitiøst i traditionen for storbysymfonier som 1920’ernes Berlin: die Symphonie der Grossstadt, og ikke mindst Dziga Vertovs russiske Manden med kameraet. Vertov ville overskue hele byen med sit kinoøje — i al dens fart og tempo.

Distanceret portræt
Gennem Kestners kinoøje kigger vi stilfærdigt ind ad vinduerne, hvor menneskene hygger, skændes, knepper og kokkererer. Det er Hitchcocks Skjulte øjne — med modsat fortegn.

Man gyser ikke, man bliver kun ærligt og kærligt nysgerrig. Bare ikke i fulde 72 minutter.

Hverdagens fragmenter stykkes sammen i en mosaik af byen, som vi kun kan betragte på afstand. Der uden tvivl en pointe med distancen, men pointen er — må man sige — en af de mere tørre af slagsen. Vi kommer aldrig tættere på menneskene end det antydede liv.

Blik for tilfældets poesi
Man savner de store personlige fortællinger, der står så stærkt i tidligere film.

I gennembruddet fra 2002, tv-serien Nede på jorden, bliver samlebåndet på en redningsflådefabrik i Esbjerg scenen, hvor arbejdernes små fortællinger foldes ud med humor og varme.

Og i Rejsen på ophavet fra 2004 viser Max Kestner for første gang sit særlige blik for tilfældets poesi, når han opremser det væld af tilfældige møder og sommerfugle-effekter, der lige præcis gjorde, at Max Kestner kom til verden på Amager i 1969.

Kold støj
I Drømme i København er pointen, at bygningerne overlever os og forbinder os med det uendelige. Det fortæller Kestner os i første scene, og filosofien mister hurtigt sin friskhed.  

Det understreges, når der klippes til de kommunale kontorer og tegnestuernes glasindrammede, hvide interiør. Filmen pendler dialektisk mellem den jævne københavner og arkitekten, politikeren og byplanlæggeren, der skaber hverdagens rammer.

Men når den kreative klasse med Bjarke Ingels i spidsen skal teoretisere over Kløvermarken og Ørestaden, taber filmen sit nærvær. De mange ord om arkitektur bliver til kold støj mellem de sanselige hverdagsbilleder.  
    
Jørgen Leths efterfølger
Max Kestner er allerede blevet udråbt til Jørgen Leths efterfølger, som iagttageren og poeten, der kan frame virkeligheden og ophøje den til kunst. Og det var Max Kestner, der i 2007 fik til opgave at forsætte rækken af nationalportrætter med den Leth’ske Verden i Danmark.

Københavnerfilmen kunne med fordel have lånt lidt af Danmarksfilmens drillende ironi, hvormed den måler og vejer den danske folkesjæl.

Drømme i København har øjeblikke af genuin hverdagspoesi sat til tonerne af islandske Jóhann Jóhannssons sitrende kompositioner. Desværre står man af undervejs. Man sygner hen, men drømmer om smukke København.   

Drømme i København får biografpremiere i morgen d. 7. januar i Grand Teatret. I denne forbindelse vil det være muligt at rekvirere Filmmagasinet Ekko nr. 28, hvori Max Kestners selvbiografiske perle Rejsen på ophavet er vedlagt som dvd-gave.