Kinesiske myndigheder censurerer James Bond
Der findes ikke den skurk, som James Bond ikke kan klare, men når det kommer til kinesisk censur, må den britiske agent se i øjnene, at han er magtesløs.
Efter måneders forsinkelse kommer Skyfall nu i de kinesiske biografer, hvor den først har været under kærlig behandling af de kinesiske myndigheders berygtede klippemaskine.
Det skriver The Hollywood Reporter.
Fra prostitution til mafia
I filmen, der blandt andet foregår i Kina, er scenen, hvor den franske lejemorder (Ola Rapace) slår en kinesisk sikkerhedsvagt ihjel i Shanghai, helt blevet klippet ud.
I originalen er skurken Raoul Silva (Javier Bardem) blevet udsat for tortur af de kinesiske myndigheder, efter at han arbejdede som agent for MI6 i Hong Kong.
Men i den kinesiske version undlader kreative undertekster at nævne enhver forbindelse til det kommunistiske land.
Da James Bond senere i filmen er på casino i byen Macau og spørger Raoul Silvas elskerinde om hendes tatovering, er underteksterne igen af alternativ karakter. Tatoveringen, som er et tegn på, at hun tilhører en berygtet kinesisk prostitutionsring, er i hendes forklaring oversat til at være en almindelig mafia.
Må ikke se Kate Winslets bryster
Censuren af Skyfall er ikke noget særsyn i de kinesiske biografer, hvor de fleste af de årlige 34 Hollywood-film, som Kina tillader at importere, ofte må en tur gennem maskinen, før de rammer det store lærred.
I Men in Black III måtte flere scener, hvor kinesiske tjenere viser sig at være rumvæsener, lade livet for landets skrappe censur.
I Mission Impossible III gik det heller ikke for Tom Cruise at slå kinesiske soldater ihjel, og det kostede flere minutter af filmen. Biografgængerne måtte også se langt efter Kate Winslets bare bryster i 3D, da de blev klippet ud af sidste års repremiere på Titanic.
Udklippede scener og manipulerende undertekster varetages af institutionen SARFT – Kinas statsadministration for radio, film og tv – der kontant og konsekvent censurerer enhver negativ omtale af Kina og kinesere samt nøgenscener og udpenslet vold.
Lukrativt marked for Hollywood
I den aktuelle sag om Skyfall har Sonys kinesiske repræsentant ikke kommenteret på censuren, men den stiltiende praksis mellem Hollywood og Kina er ikke unormal.
Kina er verdens største filmmarked uden for USA, og det er særdeles lukrativt for Hollywood at få sine film distribueret her. Sidste år tillod SARFT at forhøje den årlige import fra USA fra 20 til 34 film, der primært tæller store mainstreamfilm.
For Hollywood er der potentielt så mange penge på spil, at man gerne ser gennem fingre med den kinesiske censur.
Skyfall, der i forvejen er blevet den største kommercielle Bond-film nogensinde, forventes at blive et stort hit blandt det kinesiske publikum, som er uvidende om, at de får en alternativ version at se.
I næste måned åbner Hobbitten: En uventet rejse i det censur-glade land, hvor det endnu ikke forlyder, om hobbitterne og dværgene også må se sig afkortet.
Kommentarer