King Kong og kærligheden

Hollywood har ofte fået den nedladende betegnelse "drømmefabrikken", der selvfølgelig er helt misvisende. Hollywood har ikke skabt drømme, blot tydet dem og bragt dem op til overfladen af menneskets sære bevidsthed. Få film er så smukke og rystende en drømmetydning som King Kong fra 1993, en film, der handler om en myte — samtidig med, at den har mytisk status i sig selv. Peter Jacksons beslutning om at genindspille Merian C. Coopers geniale film virker uforståelig, især hvis man ser på originalen og andægtigt må indrømme, at den stadig holder.
     
I Coopers King Kong er det komponisten Max Steiners primalskrigende blæsere, der lægger niveauet og advarer os under forteksterne, hvorefter filmen med stilfærdig tålmodighed fortæller om den hektiske, fallerede filmproducent Carl Denham, instruktøren Coopers alter ego, der i sidste øjeblik finder pigen, som han skal bruge som heltinde i sin film. En film, han vil optage på en fjern, ukendt ø.
     
"Hvad tror han, hun vil se," spørger mandskabet, da han prøvefilmer hende ombord på skibet og beder hende skrige, skrige og skrige mere. Hvilket skuespilleren Fay Wray gør i en grad, der aldrig siden er overgået —smukke, kloge Fay Wray, der gerne ville være kendt for sit vid, men som aldrig kan være andet end King Kongs store og ulykkelig kærlighed.
     
Selv om alt indtil da er foregået i ro og orden, bryder helvede løs, da filmholdet ankommer til øen i tågen. Her bor de indfødte bag den store mur, som beskytter dem, hvis blot de indimellem bringer et offer. Pigen, der skulle have været stjerne, bliver offergave i stedet, og da hun er anbragt, bundet, på offerpladsen, kommer han ud af junglen.
     
Det er et af filmhistoriens allerstørste øjeblikke, et par minutter, hvor alt flimrer, og den sære blanding af angst og berusende fascination, der er fantasy-gysets væsen, holder tilskueren fast — scenen med den lodne, animerede Kong, der kommer ud fra skoven, den skrigende Fay Wray, nærbilledet af Kongs ansigt, de afventende indfødte på muren og Max Steiners bankende rytme. Alt passer perfekt i dette møde mellem fortid og nutid, urmenneske og civilisation — og drøm og virkelighed.
 
Eventyrer og filmproducent
Ideen var Merian C. Coopers egen. Han var selv eventyrer i klassisk stil — først som flyver i Første Verdenskrig, hvor han blev skudt ned og stærkt forbrændt, og siden blandt en gruppe frivillige amerikanske piloter i polakkernes kamp mod Sovjet. Den indsats skaffede ham ni måneder i russisk krigsfangenskab.
     
Sammen med kammeraten Ernest B. Schoedsack rejste han i 1920'erne rundt i eksotiske dele af verden og filmede løs: Resultatet var blandt andet den banebrydende Grass (1925) om nomader i Iran og den vildt populære Chang (1927) om elefanter og mennesker i Siam. Cooper og Schoedsacks billeder betog, for de viste ting, de færreste havde set. Men det var ikke tør dokumentarisme, for Cooper var showmand, og han fortalte med showmandens sans for sensation. Da elefanterne løber løbsk, er det virkelighed og filmfantasi, der smelter sammen.
     
Hollywood var både ideelt og ubrugeligt for en mand som Cooper. Hans lyst til at underholde et millionpublikum passede perfekt til den magt, som Hollywood allerede havde, men film, der var bundet af studiedekorationer og som foregik blandt civiliserede mennesker var ikke ham. Sammen med Schoedsack forsøgte han en kombination med filmatiseringen af den klassiske eventyrhistorie om kamp, ære og briter, De Fire Fjer (1929). Han optog filmen i Sudan og Tanganyika, men den blev ikke noget stort hit.
     
Omkring 1930 begyndte Cooper at fortælle de forskellige studier om sin nye ide, men ingen bed på. Hos MGM og Paramount havde man ikke behov for en romance mellem en kæmpeabe og en blondine. Men på det nystartede og ofte uforudsigelige Radio Pictures, snart kendt som RKO, fik Cooper ørenlyd. Faktisk blev han ansat som produktionschef og skulle således selv håndtere det praktiske. I 1931 var produktionen sat i gang. Cooper ville selv instruere — sammen med Ernest B. Schoedsack.
 
Stop motion-magi
Men Cooper og Schoedsack havde et monumentalt problem. Kæmpeaben fra manuskriptet skulle bringes til live. Der skulle skabes en illusion som ingen tidligere. Uden en troværdig Kong ville alt falde til jorden — han skulle ses, og han skulle ses meget, i lange scener, i samspil med omgivelserne. Han skulle tilmed også spille komedie.
     
Willis O'Brien var det ensomme geni, der havde opfundet stop motion-teknikken i 1915. Men selv om det tidligt lykkedes ham at skabe overbevisende bevægelser med sine leddelte figurer, som han bevægede et billede ad gangen, anså filmbranchen hans eksperimenter for sære. I et par kortfilm og enkelte spillefilmsekvenser dukkede hans arbejde op, men først med filmatiseringen af Conan Doyles The Lost World i 1925 fandt man anvendelse for hans talent.
     
Her genskabte O'Brien med stop motion-teknik en række dinosaurusser, som en ekspedition finder på en glemt højslette. Det er klassisk fantasy, når de uddøde øgler kæmper mod hinanden og menneskene. Filmen vakte opsigt, og den kan stadig ses, selv om historien fortælles noget trægt.

Med King Kong-opgaven kunne Willis O'Brien forfine sin teknik, og resultatet er overvældende. Mens mange stop motion-figurer i dag kan virke lidt klodsede, er King Kong ubegribeligt nærværende. Der skal nok være mere realisme i computeranimatorernes version årgang 2005, men mon de kan fange charmen og det drømmeagtige?
     
For O'Brien lagde nemlig hele sin sjæl i projektet, og det lyser stadig ud af både Kong selv og de fortidsøgler, som han bor og kæmper med på sin mystiske ø. Det er animationen af Kong, der giver drømmen mening — og kærligheden troværdighed. Hans omsorg for kvinden, der kun skriger, når hun ser ham. Og hans desperate flugt til toppen af Empire State-bygningen, da han har indset, at hans følelser aldrig vil kunne gengældes. På papiret en fortænkt, måske tilmed lattervækkende situation — i filmen bliver det en absolut og gribende virkelighed.
 
Kong erobrer verden
Succesen var øredøvende, og allerede før premieren satte Merian C. Cooper gang i en fortsættelse. Med rekord-agtig fart instruerede Schoedsack Son of Kong, der tilmed nåede at have premiere samme år. Men den blev lavet på lavt budget, den tacklede historien med upassende humor og blev aldrig en succes på niveau med originalen. Son of Kong endte i arkiverne, mens King Kong selv blev mere og mere populær med flere repriser end ved de fleste andre film. Sammen med Snehvide og de syv dværge og Borte med Blæsten er det den 30'er-film, der har oplevet flest ny-premierer og tv-visninger.

Men ud over filmen lever også myten. I et civiliseret århundrede, hvor upassende drifter lægges under låg og mindelserne om fortidens synder pakkes ind, er billedet af Kong på skyskraberen og pigen i hans arme ikke bare et gys, der skræmmer. Det er kampen mellem det vilde og det tæmmede i fuldt flor, det underbevidste, farlige mod den moderne, kontrollerede verden. Kong valgte Empire State som tilflugtssted, og Merian C. Cooper brugte den som et symbol på civilisationen. En civilisation, som han angreb.

For i slutningen, hvor Kong skydes ned, var ikke lykkelig i Coopers øjne. Flyverne var onde, mennesket ondt — og Kongs urgamle kærlighed det gode. Kong døde, fordi han elskede. Og her bryder eventyret og mytologiens verden for alvor gennem muren til vor tidsalder. Man gyser og smiler og får tårer i øjnene. For man er jo selv Kong, deroppe på toppen, med sin elskede, og nu kommer de små, dødbringende flyve-maskiner ...

For mange mennesker er mødet med King Kong ikke blot mødet med en forrygende filmklassiker, der nok virker gammel, men ikke forældet. Den bliver ved med at fascinere som det definerende mesterværk i den helt særlige genre, som den selv skabte.

Kongs mange sønner
Ud over den nærmest ukendte Son of Kong, der trods alle sine mange svagheder faktisk er meget underholdende og teknisk virtuos, har mængder af film forsøgt at nå publikum med den samme ide. De har sjældent haft heldet med sig, som regel fordi de har forsøgt at udnytte Kongs navneværdi i et rent kommercielt ærinde — eller bare uden større talent.

I 1949 genoplivede Cooper & Schoedsack selv temaet i den underholdende, men underligt uengagerede Mighty Joe Young, der fik dansk premiere i 1950 som Fantomet fra Afrika. Der var dog intet fantom, kun en meget stor abe — lidt mindre end Kong, men smukt animeret af Willis O'Briens elev og arvtager, den legendariske Ray Harryhausen. Den blev genindspillet i 1998 af Roy Underwood, nu med Rick Baker-sminke og computeranimation og en vis dynamik, især i junglescenerne.

Den japanske monster-mester Ishiro Honda havde King Kong som forbillede for sin skelsættende Godzilla (1954). Godzilla blev aldrig et monster med Kongs rørende personlighed, men hans sære, ambivalente forhold til menneskene, som han både trampede på og beskyttede, gav det nye uhyre et særkende — og han optrådte i langt flere film end Kong. Men han mødte også Kong: I 1962 lavede Honda King Kong vs. Godzilla, hvor de to kæmpemonstre dyster. Begge er naturligvis i den tids japanske tradition skabt med kostumer. Her er ingen stop motion-animation, og det virker slet ikke overbevisende. Men styrken i King Kong-figuren holder, især hvis man ser den japanske udgave. Den amerikanske version af filmen blev skamklippet og ødelagt af en ufølsom distributør.

Absurde udgaver
Japanerne byggede videre på King Kong-myten en enkelt gang mere, men i King Kong Escapes fra 1967 forsvandt al fornuft og troværdighed. I filmen optræder både den "ægte" Kong og en mekanisk version, MechaKong. Den ægte forelsker sig i en sygeplejerske og bekæmper den mekaniske, og filmen er en klassiker i Z-filmenes rækker — men ikke en værdig Kong-arving.

Det var John Guillermins stort opsatte, men aldeles fejlslagne 1976-genindspilning, heller ikke. Effekterne i hans King Kong var ringe, historien fortalt helt uden sans for nerve eller eventyr — og selv den opdaterede klimaks på World Trade Center havde intet af 1933-filmens styrke. Men selve Kong-figurens styrke var uformindsket, og producenten Dino de Laurentiis havde en succes i hus. Jessica Lange debuterede som Kongs udkårne, men hun trodsede oddsene og fik bedre roller siden. Fay Wrays status som gorillaens brud bestod.

Samme år, i 1976, kom kopien Ape, hvor endnu en skuespiller i gorilla-kostume smadrede miniaturehuse. Instruktør og producent var Paul Leder, der brugte et minimum af penge og derfor tjente en hel del, trods den beskedne omsætning. Mindre kendt er det, at John Guillermin var så fascineret af myten, at han lavede en fortsættelse, hvor den døde Kong genopstår. Filmen hedder King Kong Lives, og han lavede den med Linda Hamilton i hovedrollen i 1986, ti år efter sin første fadæse. Den har en vis kultstatus og var lidt af et videohit, da den kom frem. Men den er ynkeligt primitiv og plagsom at overvære.

De rendyrkede kopier står således svagt, selv om de afspejler fortællingens og figurens kvaliteter. Der er ikke mange kæmpeaber i filmhistorien, og 1933 er bestemt den bedste årgang. Peter Jackson har sat sig selv på en svær opgave, men det er han givetvis helt klar over.

Gorillaer i normalstørrelse
Gorillaen som skræmmende element er derimod et så hyppigt tema, at en opremsning er for omfattende og en gennemgang for pladskrævende her.

Evolutionsteorierne har gjort et uudsletteligt indtryk på tonsvis af manuskriptforfattere, som enten har brugt gorillaer som monstre — eller fortalt om mennesker, der på en eller anden måde omdannes fra eller til gorilla. Bela Lugosi blev til abe i The Ape Man (1942), men han tog hævn og omdannede sin rival til abe i Bela Lugosi Meets a Brooklyn Gorilla (1952). Lon Chaney Jr. blev også gorilla i Bride of the Gorilla (1951), mens Boris Karloff klædte sig ud som gorilla og myrdede folk i The Ape (1942). Alle veloplagte små film fra B-filmens guldalder.                     

Abernes Planet (1968) byggede videre på menneskets frygt for vore genetiske brødre, mens den virkelige historie om gorilla-forskeren Dian Fossey blev fortalt af Michael Apted i Gorillaer i disen (1988). Sjovt nok tog mytologien igen overhånd, og Fosseys møde med sine forskningsobjekter dyrkede næsten samme symbolik som den gamle klassiker med Kong og skyskraberen.