Kriseramt Kino.dk siger farvel til direktør
Det har været et turbulent år for sitet Kino.dk, der for mange er synonym med køb af biografbilletter.
I marts blev mediet, som ejes af Nordisk Film og CinemaxX, ramt af kritik fra filmdistributører. I Ekko beklagede de sig over, at sitet begyndte at kræve penge for at præsentere deres film med trailer, plakat med videre samt præsentation på listen over kommende film.
”Biograferne synes heller ikke, at det er sjovt. Når du scroller ned over den enkelte biografs repertoire, ligner det tandsættet i en ishockeyspillers mund. Til skade for filmene og dermed også for biograferne og publikum,” sagde Kim Foss, som er direktør for Camera Film og Grand Teatret til Ekko.
Nu melder Kino.dk ud i en pressemeddelelse, at sitet skal have ny ledelse og skifter strategi.
Jesper Grünfeld, som har været direktør for Kino.dk siden 2015, stopper og bliver fra 1. december midlertidigt erstattet af Martin Magid.
Magid har hidtil været Head of Business Development and Subscription for Nordisk Film Biografer. Tidligere har han været strategichef hos Egmont, som ejer Nordisk Film.
”Vi vil gerne udtrykke vores dybeste tak til Jesper for hans store indsats og dedikation gennem en periode præget af udfordringer for hele biograf- og filmindustrien. Jesper har spillet en vigtig rolle i at navigere Kino.dk gennem betydningsfulde milepæle, og hans engagement har været afgørende for vores udvikling,” skriver Kino.dk i pressemeddelelsen.
Færre annoncer
Årsagen til udskiftningen er et behov for at udvide det strategiske fokus efter faldende indtægter i filmbranchen.
”Disse tendenser har skabt udfordringer for hele biograf- og filmindustrien, og det har været vanskeligt for Kino.dk at opretholde en solid finansiel base,” udtaler Nordisk Film Biografers direktør Casper Bonavent til MediaWatch.
”Derfor er der behov for en ny strategi og for at genbesøge forretningsmodellen, hvorfor vi gensidigt har valgt, at det rigtige for kino.dk er at afslutte samarbejdet med Jesper Grünfeld.
Dog kunne en del af forklaringen på problemerne også findes i, at de danske distributører fravælger Kino.dk og i stedet bruger markedsføringsbudgettet på sociale medier.
”Det er problematisk, at enkelte distributører ikke vil støtte op og betale for, at der skrives om film i Kino.dk, Moovy, Ekko, Politiken, Berlingske og andre medier. I stedet bruger de annoncekronerne hos Facebook og Google,” sagde Kino.dk’s nu afgående direktør Jesper Grünfeld til Ekko i marts.
Færre annoncekroner fra distributørerne må siges at være et problem for forretningsmodellen på Kino.dk.
Nordisk Film Biografer har i dag sit eget site til køb af billetter, så noget kunne tyde på, at eksistensgrundlaget for Kino.dk som kombineret medie og billetsite er truet.
Til MediaWatch udtaler Casper Bonavent, at Martin Magids første opgave som midlertidig direktør bliver at foretage en grundig undersøgelse af, hvordan Kino.dk finder en værdiskabende position.
Kommentarer