Cph:Dox 2022
31. mar. 2022 | 19:11

Vulkanfilm er storfavorit

Foto | Sandbox Films
Det er dybt fascinerende, men bestemt ikke ufarligt, når ægteparret Maurice og Katia Krafft i Fire of Love kommer helt tæt på de vulkaner, som de har viet deres liv til at studere.

Flertallet i Ekkos kritikerpanel er ikke i tvivl om vinderen af hovedprisen på Cph:Dox, der frem til 10. april viser nogle af festivalens bedste film online.

Af Nicki Bruun

Filmfestivalen Cph:Dox har den seneste uges tid kørt med visninger af nogle af tidens bedste dokumentarer i primært København.

Vores kritikerpanel med en flok internationale anmeldere har i Ekkos stjernebarometer vurderet samtlige tolv film i festivalens hovedkonkurrence Dox:Award.

Priserne uddeles om aftenen fredag den 1. april, og spørger man deltagerne i stjernebarometeret, er der en klar favorit.

Fire of Love blev allerede ved verdenspremieren på Sundance-festivalen kaldt en stærk kandidat til næste års Oscar-uddeling. Historien om et fransk par, der uforfærdet dyrkede deres interesse for vulkaner, har også bjergtaget vores kritikere.

Filmen har et gennemsnit på 3,8 ud af 4 mulige, og tre af de fem anmeldere har Sara Dosas film som deres favorit til at vinde hovedprisen på Cph:Dox. Ekkos medlem af kritikerpanelet, Aske Nielsen, har da også anmeldt filmen til fem stjerner.

De sidste to kritikere i panelet, britiske Wendy Ide og Nick Bradshaw, peger på henholdsvis Hide and Seek og Under the Sky Shelter.

Gå ikke glip af …
De nærmeste konkurrenter til Fire of Love i stjernebarometeret tæller The Eclipse – om et traume efter flugten fra det daværende Jugoslavien – og den danske miljødokumentar Into the Ice.

De kan alle tre ses online 1. – 10. april. Den fysiske udgave af Cph:Dox slutter den 3. april, men derefter er der mulighed for at se nogle af festivalens bedste film på streamingplatformen Doxonline.

Her er mere end 90 film tilgængelige for folk bosiddende i Danmark, Grønland og Færøerne. Adgang til en film koster 49 kroner, mens man med et festivalpas til 395 kroner kan se samtlige film i perioden.

Det bliver også muligt at kaste sig over danske Mr. Graversen og Nothing Compares, der er en portrætfilm af sangeren Sinéad O’Connor.

Navalny – om den russiske oppositionspolitiker af samme navn – er en af de mest populære film i Ekkos stjernebarometer. Den vil ikke kunne streames online, men til gengæld vises den en række gange mere i biografer i starten af april.

Det kan varmt anbefales, for som Ruslands-eksperten Samuel Rachlin skriver om filmen: ”Navalny er en A Clockwork Orange-dystopi overført til det 21. århundredes virkelighed.”

Trailer: Into the Ice

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko