Klarlunds kunstfilm får VoD-premiere
Anders Rønnow Klarlunds nye film var genstand for en anderledes distribution, da den fik verdenspremiere med det seneste nummer af Ekko.
The Secret Society of Fine Arts er udelukkende fortalt i stillbilleder og ligner ikke nogen anden film lavet i Danmark. Og skulle man høre til dem, der både har forladt printmedierne og den fysiske dvd-teknologi, er chancen her nu alligevel for at få at opleve dette egensindige værk.
Filmen er nemlig nu tilgængelig på Video on Demand-platformen YouSee og kan også snarligt ses via iTunes.
The Secret Society of Fine Arts udforsker grænsen mellem kunst og terror med afsæt i den tyske avantgarde-komponist Karlheinz Stockhausens kontroversielle beskrivelse af 11. september som ”det største kunstværk nogensinde”.
I filmen sprænger en tysk kunstnergruppe således det zoologiske museum i Berlin i luften for at sætte skønheden fri.
”Klarlunds nyeste værk kan sagtens ende med at blive lidt af en kultfilm, men forhåbentlig ikke rent handlingsmæssigt et mønster til efterfølgelse,” skriver Morten Piil i sin anmeldelse i Information.
I det nummer af Ekko, hvor filmen er blevet udgivet, har Anders Rønnow Klarlund skrevet et essay om sine oplevelser med at lave en artfilm på Zentropa, der er økonomisk trængt og har erklæret, at man vil satse på det sikre.
Essayet gjorde Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen vred og blev starten på den meget omtalte injuriesag mellem Peter Aalbæk Jensen og Ekko, som først for nylig fandt sin mindelige løsning.
Kommentarer