”Tal dansk, for helvede!”

Erik Clausen lagde godt ud til det, der kunne blive en bombe af en offensiv om klassekamp på film.

”Jeg hørte en veluddannet idiot i radioen i morges. Han hævdede, at bolden er menneskets bedste legetøj. Ved I hvad, piger, jeg kunne nævne andet, der er sjovere,” siger Erik Clausen kryptisk og fremtvinger grin blandt de godt 200 tilskuere, som har taget plads i Kunsthal Charlottenborg denne søndag eftermiddag.

Så er klassekampen mellem arbejdere og akademikere ligesom begyndt.

Filminstruktørerne Erik Clausen og Fenar Ahmad er hovedpersonerne i en debat kaldet To filmskabere om klassernes sammenstød. Debatten foregår på Cph:Dox og styres af filmanmelder Christian Monggaard.

De to filmfolk er samlet for at tale om klassekamp og samfundets kløfter. Om hvordan man fortæller om konfrontationer mellem modsætningsfyldte miljøer i Danmark.

Den selvoptagede middelklasse
Begge instruktører har rødder i arbejderkulturen, men fra hver sin generation.

75-årige Erik Clausen voksede op i Sydhavnens arbejderkvarterer i 1940’erne og 50’erne. 36-årige Fenar Ahmad kom til Danmark fra Tjekkoslovakiet som barn af irakiske flygtninge i 1986. Han voksede op i en betonklods i det ghettotunge Amager. I dag bor han med sin familie i en andelslejlighed på indre Nørrebro sammen med resten af den kreative klasse.

Begge skildrer de den arbejderkultur, de er rundet af.

Erik Clausen er bedst kendt for sin samfundskritiske realisme med film som arbejdsløshedskomedien De frigjorte og senest Mennesker bliver spist, der handler om demens og er fuld af Clausens vanlige stikpiller til den selvoptagede middelklasse, der glemmer det nære.

”Klassekampen handler ikke om fem ører mere i timen, den handler om det mentale. Er du til fællesskab eller individualisme? Og den store jeg-klasse, som middelklassen skaber, står i stærk modsætning til det fællesskab, dansk kultur står for,” tordner Erik Clausen løs.

Forherliger volden
Clausen har også forberedt en stikpille til Fenar Ahmad, der tidligere på året havde premiere på Underverden – om den veluddannede hjertekirurg Zaid, som går i flæsket på bandemiljøet, da hans lillebror bliver dræbt.

”Din film er meget voldelig, og det at bruge vold er også en måde at gå i defensiven på. Jeg er i offensiven, også personligt,” siger Erik Clausen og tilføjer, at voldsforherligelse ikke er vejen frem for klassekampen.

Fenar Ahmad undviger diplomatisk.

”Arbejderklassen er dekonstrueret. Den findes selvfølgelig, men i dag har arbejderne huse, biler og samtalekøkkener. Selvfølgelig eksisterer klasserne, men det er svært at sige, at jeg med mine film taler på de her menneskers vegne. Jeg forsøger at skildre samtiden.”

Erik Clausen bryder ind: ”Man behøver ikke være fattig for at være arbejderklasse!”

Fenar Ahmad er enig.

”Før var der seksdagesløb, fodboldkamp og 1. maj, hvor arbejdere mødtes i sociale rum. Internettet har været med til at nedbryde de sociale rum, og nu mødes folk på kryds og tværs på sociale medier,” siger han og fortsætter:

”Volden er vigtig at snakke om, fordi vi lever i en voldelig tid, hvor vi finansierer vold gennem vores skattekroner og bomber folk i Mellemøsten. Underverden er en kritik af vold og et billede på, at vold korrumperer.”

Ud på gaderne
Erik Clausen undlader at tage tråden op om vold. Han har en anden agenda.

”For mange, mange år siden var der en lille dreng, der hed Erik. Han var lidt underligt melankolsk, for han skulle ikke være født. Derfor har jeg skrevet en sang: ’Det var godt, at vi blev født, før aborten den blev fri.’”

Publikum griner af joken, som han har fortalt flere gang, end Kim Larsen har sunget Vi er dem.

Han taler videre om sin opvækst i en toværelses lejlighed. Om biografen i nabolaget og om, hvordan de italienske neorealistiske film handlede om folk fra arbejderklassen, og på den måde gjorde tilskueren til deltager.

”Vi skal ud i gaden frem for at sidde og drikke kaffe til 75 kroner koppen på caféerne,” siger Erik Clausen.

Fenar Ahmad er opvokset med amerikanske actionfilm og asiatiske ninjafilm, fortæller han. Alligevel gør han det samme som neorealisterne: lader almindelige mennesker spille rollerne. En taxichauffør har således rollen som taxichauffør i Underverden, hvor Fenar Ahmads lillebror spiller hovedpersonens lillebror.

”Det ville være fuldstændigt grotesk, hvis jeg gav kameraet til dem, som i forvejen er på. Jeg har stor respekt for Pilou Asbæk, men han har været med i flere gamle krige i de seneste år. Jeg vil hellere lave film om det, der eksisterer nu,” siger Fenar Ahmad.

Han er ikke begejstret for den moderne nostalgi og henviser til 1864, Krigen og 9. april. Men også til Sommeren ’92 og Spies & Glistrup.

”Er nutiden uinteressant?” spørger han retorisk.

Distributørernes fordomme
Underverden er blevet set af mere end 180.000 danskere. Det er med andre ord lykkes ham at lave en kommercielt succesfuld film om danskere med mellemøstlig herkomst.

”Jeg fik at vide, at kvinderne ikke ville se den, og at jyderne ikke ville se det. Det ville de godt. Alle de fordomme, som ligger hos distributørerne, de passer ikke,” siger Fenar Ahmad.

”Jeg kan ikke høre, hvad du siger. Tal dansk, for helvede!” siger Erik Clausen til Fenar Ahmad.

Salen griner.

”Nej, det er gas, men jeg kunne ikke høre det,” siger Erik Clausen distræt.

Fenar Ahmad gentager, men bliver afbrudt, da Erik Clausen har forstået pointen.

”Det der kender jeg godt. Da jeg skulle lave De frigjorte, sagde de: ’En film om arbejdsløshed er der ingen, som gider se.’ Du må kun sige, at der er en nøgen dame med, fik jeg at vide. Den solgte 750.000 billetter.”

Han begynder at tale om demokratiet.

”Klassekampen er ikke forbi. Jeg føler ikke, at jeg er deltager i det danske demokrati,” siger Erik Clausen.

Han tager en bunke papirer frem. Han har et digt i hånden, som hedder Ode til fattigdommen. Han begynder at læse op:

”Fattigdom, du forfulgte mig / I kaserner, hospitaler, i fred, i krig / Når jeg blev syg, bankede det på døren / Det var ikke lægen, men atter fattigdommen / Jeg så dig slæbe mine møbler ud på gaden / Du byggede med grufuld kærlighed en tandløs trone / En bunke midt i regnen.”

Opkaldt efter en skofabrik
Efter digtet fortsætter standup-showet.

”Du kunne spille julemanden med det skæg, du render rundt med, Christian Monggaard,” siger Erik Clausen, mens Christian Monggaard griner kærligt og siger, at han har lovet sin mor snart at klippe det.

”Han er kritiker til hverdag,” siger Erik Clausen til publikum. ”Jeg har ret ondt af ham, fordi han hele tiden skal mene noget om film. Og så tror han, at vi instruktører læser anmeldelser. Det gør vi ikke,” siger Clausen kategorisk.

Han har åbenbart glemt dengang, han sendte en mail til Ekko om, hvad det var for ”et livstræt drys”, vi havde sat til at anmelde hans film. Den folkekære instruktør har dog ikke glemt filmmagasinet, for som han siger i Kunsthal Charlottenborg:

”Film har en tendens til at være snobbet, som vi ser i det meget prætentiøse filmblad Ekko, som de har opkaldt efter en skofabrik.”

Kulturelt mindreværd
Erik Clausen bryder sig ikke særligt om kritikerne, fordi de ødelægger den fri leg.

”Når jeg ser kulturdebat og alle fedterøvene på tv i Smagsdommerne, og hvad programmerne nu hedder – det gider jeg ikke. Vi skal tilbage til det kunstneriske og subjektive sprog. Jeg har skabt det, jeg kalder Clausenfilm. Jeg er anarkistisk. Jeg øver mig ikke, for det er borgerligt,” siger han.

Publikum griner.

Desværre fuser den sprængfarlige debat om, hvem arbejderklassen er i Danmark anno 2017, ud. Hvordan kan de blive repræsenteret på film, så de kan genkende sig selv? Vi får heller ikke for alvor debatteret, om kulturen overhovedet skal drive klassekamp for at skabe en bedre verden.

Erik Clausen finder selv tilbage til emnets kerne, netop det at være arbejder med dansktop, boksning og endda kunstnerforbilleder.

”Selv om vi arbejdere har Storm P og Jeppe Aakjær, har jeg oplevet et meget stort kulturelt mindreværdskompleks,” fortæller han.

”Så hvis jeg ville have en hovedrolle i en stor film, måtte jeg gå mine egne veje. Det har været en lang kamp. Men hellere ægte storhedsvanvid end falsk beskedenhed,” siger Erik Clausen.