højskolesagen
14. apr. 2021 | 09:45 - Opdateret 14. apr. 2021 | 10:59

Ny forstander: Fortiden er ikke min opgave

Foto | uoplyst
Som midlertidig forstander på European Film College skal Klaus Hansen i de næste ni uger skabe ro og igangsætte initiativer til forebyggelse af krænkelser.

Klaus Hansen vil ikke forholde sig til sager med tidligere, krænkede elever, men gerne hjælpe de nuværende elever med ikke at blive ”syltet ind i negativ presseomtale”.

Af Frederik Hoff

I går meddelte bestyrelsen på European Film College, at direktør for FilmFyn Klaus Hansen er blevet ansat som midlertidig forstander på skolen.

Den tidligere forstander Ellen Riis går af, efter tidligere elever har kritiseret hendes håndtering af flere krænkelsessager på skolen. Men indtil nu har bestyrelsen bakket hende helhjertet op og beklaget hendes beslutning i en pressemeddelelse, hvor Ekkos dækning af sagen fik skylden.

Planen var, at hun først skulle gå af den 6. juni ved højskoleårets afslutning.

Ekko har forsøgt at får svar på, hvorfor Ellen Riis er gået af før tid, lige siden pressemeddelelsen om ansættelsen kom ud.

Bestyrelsesformand Ole Christian Madsen har ikke svaret, bestyrelsesmedlemmerne Christina Rosendahl og Simon Weil henviser til højskolens pr-person Anne Nordenhof, men hun har hverken besvaret opkald eller mails.

Klaus Hansen fortsætter som FilmFyns direktør og begynder formelt først sit arbejde som forstander søndag den 18. april. I forgårs var han ude og præsentere sig for skolens elever, og i går har han stillet op til interview.

– Hvorfor er Ellen Riis gået af før tid, når bestyrelsen officielt stadig bakker hende op?

”Bestyrelsen har lagt en plan for skolen, og det inkluderer ansættelsen af en midlertidig ledelse. Der skal etableres en ordning med en go-to-person, gennemføres en anonym undersøgelse af arbejdsmiljøet og laves et adfærdskodeks. Det er mit udgangspunkt, så hvad der ligger af aftaler mellem Ellen Riis og bestyrelsen, må du spørge bestyrelsen om.”

– Men bestyrelsen svarer ikke, selv om en af skolens grundværdier i det nuværende adfærdskodeks er åbenhed?

”Det er jo åbenhed, at jeg får mulighed for at komme og snakke med elever, lærere og ansatte og sige, hvad der skal ske fremadrettet. Hvad der er af personalesager i fortiden er mig forholdsvis underordnet. Jeg kan konstatere, at der har været en krise, og den skal jeg være med til at løse.”

Tilbage på sporet
Den midlertidige forstander holder fast i, at der fortsat er god stemning på skolen. Det var en fantastisk oplevelse at møde eleverne, men forstanderen erkender, at der også er frustration blandt både lærere og elever.

– Hvad går frustrationen ud på?

”Jeg tager udgangspunkt i, at der er en frustration, og den skal vi arbejde på at få fjernet. Det vil jeg gøre med hjælp fra bestyrelsen. Skolen skal komme tilbage på sporet. Min egen person kan også gøre nogle ting, som gør folk glade. Jeg er god til at snakke, og jeg vil sætte mig ned i dining room og være til stede. Jeg vil tage møder med alle grupper på skolen for at høre om deres liv og frustrationer.”

– For at skabe en bedre fremtid er man vel også nødt til at forstå, hvad der er sket tidligere, ligesom det er vigtigt for de tidligere elever at forstå, hvor højskolen står med hensyn til den afgående ledelses håndtering?

”Nej, det er ikke vigtigt. Det er vigtigt for alle, hvilke værdier jeg står for, når jeg skal løse problemerne. Mine værdier er, at man ikke skal være ked af det, når man går på arbejde eller er elev på højskolen.”

Nogle ting skal ændres
– Når bestyrelsen den ene dag udmelder, at de bakker fuldt op om Ellen Riis, og hun den næste dag er væk uden forklaring, så kan det nemt give indtrykket af en splittet bestyrelse. Er det tilfældet?

”Du får mig ikke til at fortælle om, hvad jeg har oplevet i et bestyrelseslokale. Jeg har mødt en samlet bestyrelse, der har været glade for, at jeg har taget opgaven.”

– En tidligere elev fortæller, at bestyrelsen har indrømmet, at en krænkelsessag blev håndteret forkert af Ellen Riis. Betyder det, at bestyrelsen er kommet på andre tanker siden 30. marts?

”Jeg forholder mig slet ikke til den pressemeddelelse. Men bestyrelsens initiativer viser netop, at der er en læring, og der er en erkendelse, at nogle ting skal ændres.”

– Betyder det, at bestyrelsen har fortrudt deres opbakning til Ellen Riis?

”Jeg vil ikke forholde mig til fortiden. Det må du tale med bestyrelsen om.”

Kold hotline
Ifølge pressemeddelelsen skal Klaus Hansen ”skabe tryghed blandt elever, lærere og medarbejdere, og skabe en klar fremgangsmåde til at forebygge og håndtere krænkelsessager fremover”.

Det skal han gøre sammen med manuskriptforfatteren Simon Weil, der bliver midlertidig viceforstander og derfor er afgående bestyrelsesmedlem.

Klaus Hansen fortæller, at han er kvalificeret til opgaven, i kraft af at han har været 25 år i Producentforeningen og arbejdet med #MeToo-problematikker sammen med over tyve organisationer. Heriblandt Danske Filminstruktører og Dansk Skuespillerforbund.

”Jeg tog sammen med Danske Filminstruktører og andre initiativtagere fat og sagde, at vi skulle gøre noget ved mobning og krænkelser i branchen. Som 61-årig har man nogle erfaringer, og som du kan se på Facebook, har jeg en ekstremt stor brancheopbakning til den her opgave,” siger Klaus Hansen.

Han var sidste år med til at implementere filmbranchens hotline, hvor man kan ringe ind og fortælle om overgreb og krænkelser. Dog har hotlinen kun åbent fire timer hver torsdag og bliver ikke brugt ret meget.

Det var samme hotline, tidligere lærer Pia Bovin blev henvist til af sin fagforeningsforkvinde Christina Rosendahl, da hun for et år siden forsøgte at råbe vagt i gevær om problemerne på European Film College.

”Der var mange ting, vi ikke lykkedes med,” erkender Klaus Hansen. ”De erfaringer tager jeg jo også med i det arbejde, jeg skal lave nu her.”

Ekstra Bladet-agtigt
– Hvad bliver den største udfordring i dit arbejde som forstander?

”European Film College har et rigtigt godt ry både i ind- og udland. Derfor er det vigtigt et give de internationale elever værktøjer, så de ikke bliver syltet ind i den negative omtale, der har været, ikke mindst i Ekko. De store kvalifikationer, som eleverne kommer ud med, skal blive anerkendt på det internationale marked.”

– I pressemeddelelsen fra 30. marts bliver Ekkos dækning af sagen, hvor elever har fået mulighed for at tale, kaldt ”urimeligt personforfølgende” af bestyrelsen. Er du enig i det?

”Det ved jeg ikke nok til at vurdere. Men generelt synes jeg, dækningen har været lige lovlig Ekstra Bladet-agtig. Som jeg sagde til eleverne i går, har Ekko en berettigelse, når den påpeger problemstillinger i branchen, men engang imellem burde I overveje formen.”

”Vi sidder på højskolen lige nu med en dygtig leder – det er mig selv – og vi har nogle redskaber og nogle målsætninger, som vi har ni uger til at nå. I løbet af de uger skal bestyrelsen også finde en ny leder, der sammen med lærere og ansatte skal komme videre.”

– Men er det ikke svært at have tillid til, at du og bestyrelsen kan skabe en bedre fremtid for skolen, når I ikke vil forholde jer til fortiden? Og samtidig angriber det medie, der har givet eleverne mulighed for at fortælle deres oplevelser med en krænkende lærer?

”Det må du altså spørge bestyrelsen om.”

– Skylder I ikke de tidligere elever en uforbeholden undskyldning for, hvad der er foregået?

”Det vil jeg ikke kommentere på.”

– De tidligere elever er hidtil blevet ignoreret i bestyrelsens udmeldinger på trods af de ubehagelige ting, de har oplevet på skolen. Bekymrer det dig ikke?

”Det bliver en lille smule patetisk, det her. Nu har jeg fortalt, hvad mit udgangspunkt er. Du kan prøve at ringe til mig om fjorten dage og se, om jeg har en anden holdning.”

Kommentarer

Højskolesagen

2016, august
”Diego” bliver ansat som lærer på European Film College.

2016, efteråret
Elever oplever Diegos grænseoverskridende adfærd.

2017-2018
En elev fanger Diego i at have sex med kvindelig elev i et skolelokale. Diegos forhold til eleven ”Eva” er kendt på skolen.

2018, februar
Ellen Riis ansættes som forstander.

2018, august
Eva flytter ind i Diegos højskolelejlighed. Det drøftes blandt lærerne, men accepteres af Riis.

2018, august
Læreren Pia Bovin fortæller angiveligt Riis om problemer med Diego, hvilket Riis i dag bestrider.

2020, 17. februar
”Nadine” skriver klagemail om Diego til Riis.

2020, 19. februar
Eleven Nadine kaldes til samtale med Riis og sendes til psykolog, hvor hun føler sig evalueret.

2020, 28. februar
Fem elever skriver til skolens ledelse med lignende historier om Diego.

2020, 2. marts
På et fællesmøde for hele skolen fortæller Riis, at Diego forlader skolen, men uden at oplyse årsagen.

2020, 7. april
Pia Bovin afskediges af forstanderen.

2021, 18. februar
Ekko #87 udkommer med stor artikel og interview med Ellen Riis.

2021, 16. marts
Ekko offentliggør uddrag af lydoptagelse, hvor Riis henviser krænket elev til psykolog for at få en professionel evaluering.

2021, 26. marts
Ellen Riis meddeler, at hun fratræder til sommer som følge af kritikken.

2021, 30. marts
Bestyrelsen giver Ellen Riis sin fulde opbakning og kalder Ekkos artikler ”urimeligt personforfølgende”.

2021, 12. april
Bestyrelsen ansætter Klaus Hansen og Simon Weil som henholdsvis midlertidig forstander og viceforstander.

© Filmmagasinet Ekko