Oscar-håb forvandlet til politisk kampplads

Kleber Mendonça Filho svælger ikke i nostalgi. Tværtimod. Den brasilianske instruktør har bare en klar forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert, godt og dårligt.

Tag for eksempel musikken. Hold kæft, hvor er det elendigt i dag. I 70’erne var der styr på det.

”Det er selvfølgelig min holdning, men se dog på YouTube. Enhver idiot kan blive kendt på at lave det lort, folk hører derinde,” knurrer instruktøren og svinger sin brune Fiat ned ad Boa Viagem, den kystvendte og højhus-flankerede boulevard i Recife, der udgør kulissen i brasilianerens mesterstykke Aquarius, der nu kan ses på den nye streamingtjeneste FilmLounge.

Der strømmer derfor sjældent nye og hippe toner ud af bilanlægget. I stedet foretrækker Kleber Mendonça Filho brasilianske skæringer fra 70’erne. Musik af kunstnere som Tim Maia, Jorge Ben og Sergio Mendes.

Sublim præstation
Den 49-årige instruktør indrømmer, at det kan lyde en kende prætentiøst sådan at skose de yngre generationer for mangel på musikalske evner.

Men lad nu manden.

Og man er tilbøjelig til at give ham ret.

Da Aquarius havde verdenspremiere ved Cannes-festivalen i fjor, høstede filmen udelukkende rosende anmeldelser. Flere kritikere bekendte, at filmen gav dem en længsel efter at flytte til Brasilien, og blandt anerkendte brasilianske filmfolk herskede der ingen tvivl om, at Aquarius skilte sig ud som landets åbenlyse Oscar-kandidat.

Ikke mindst takket været en sublim præstation af 67-årige Sonia Braga, som i Aquarius endelig fik den hovedrolle, der giver hende mulighed for at folde sit store talent helt ud.

Cannes-kritikerne var ikke i tvivl og udråbte den smukke brasilianer som favorit til festivalens bedste kvindelige hovedrolle i 2016. Braga blev dog overraskende forbigået i en prisuddeling præget af juryens manglende dømmekraft.

Arkitektonisk deroute
Aquarius beviser imidlertid også, at det ikke kun er musik, som ifølge Kleber Mendonça Filhos erindringer var langt bedre førhen. Filmen kritiserer nemlig den arkitektoniske udvikling i millionbyer som Recife.

”Kig dog ud af vinduet: De her bygninger er sgu da ikke designet til mennesker,” siger instruktøren med hænderne bag rattet.

Vi fræser forbi det ene stål-og-glas-højhus efter det andet. De fleste af bygningerne langs stranden er omhegnet af to meter høje gitre, der adskiller fodgængerne fra hotel- og restaurantgæster. Som fodgænger føler man, at man går langs en mur, når man spadserer ned ad Boa Viagem, og det behager bestemt ikke Kleber Mendonça Filho.

”Fodgængere føler sig ikke velkomne i arkitekturen,” siger instruktøren.

Han husker tydeligt dengang, Recifes strandpromenade tog sig ganske anderledes ud. Villaer og klassiske lejlighedskomplekser fra 1940’erne dominerede gaderne. De tider er forbi. I løbet af de seneste årtier har hoteller og højhuse spredt sig som udslæt langs den otte kilometer lange strandstrækning.

Det himmelblå hus
Én bygning står dog tilbage. Som et minde om bedre, men svundne tider: et smukt, himmelblåt lejlighedskompleks, hvor røde roser og en hæk med dybgrønne blade leder hen til hoveddøren.

Det er den bygning, vi har kurs mod.

I Kleber Mendonça Filhos film spiller den elegante bygning en hovedrolle. Bygningen har fået navnet Aquarius, og her bor den pensionerede musikkritiker Clara (Sonia Braga).

Hun bliver truet, da hun nægter at forlade lejligheden, som har tilhørt familien i årtier. Kapitalistiske kræfter vil rive bygningen ned og i stedet opføre et tidssvarende og lukrativt byggeri. Med andre ord: en bygning magen til de mange andre hoteller og højhuse, som præger Recifes kystlinje.

”Efter min mening har arkitekturen i Recife udviklet sig i en helt forkert retning,” siger Filho, da vi stiger ud af bilen og betragter det gamle lejlighedskompleks.

Han finder sin telefon frem. Viser billeder af andre klassiske bygninger i Recife. Bygninger, som ikke længere findes.

”Jeg er vokset op her i byen. Jeg går rundt i de samme velkendte kvarterer, hvor jeg ved, at dér på hjørnet ligger den gamle gule bygning, men så en dag er den revet ned. Alle de ødelæggelser forbløffer mig, men gudskelov er denne bygning ikke blevet revet ned.”

Statskup
Til trods for den fine omtale fik Aquarius aldrig mulighed for at blande sig i kapløbet om en Oscar-nominering for bedste ikke-engelsksprogede film.

Filmen fortonede sig i et slør af kontroverser og politiske diskussioner, og til stor frustration for mange i det brasilianske filmmiljø endte kulturministeriets komité med at udpege den meget smallere Little Secret som landets Oscar-kandidat.

Den opnåede som forventet ikke at blive nomineret.

Selv om det ikke kan dokumenteres, er mange overbevist om, at regeringen bevidst har bekæmpet Kleber Mendonça Filhos film. Kontroverserne begyndte nemlig, da holdet bag Aquarius valgte at benytte Cannes-festivalens røde løber som en politisk kampplads.

På hvide skilte havde det jakkesæt- og kjoleklædte filmhold skrevet deres budskaber:

”Brasilien er ikke længere et demokrati,” ”Brasilien oplever et statskup” og ”54.501.118 stemmer brændes af”.

De refererede til den politiske udvikling i deres hjemland, hvor den daværende kvindelige præsident Dilma Rousseff i samme periode blev suspenderet efter påstande om, at hun havde pyntet på statsregnskabet for at skjule Brasiliens dårlige økonomi.

Regeringens chikane
Efterfølgende gjorde overgangsregeringen med den højredrejede præsident Michel Temer i spidsen sit til, at Aquarius-holdet skulle komme til at fortryde demonstrationen.

”Polemikken om min film minder om absurd teater,” sukker Kleber Mendonça Filho.

”Når jeg tænker over det, minder det mig om Monthy Pythons And Now for Something Completely Different. De taler om en joke, som i begyndelsen er rimelig morsom, men som til sidst bare er fjollet. Sådan har jeg det med al det her politiske palaver. I starten var jeg frisk på at tage debatten, men jeg anede åbenbart intet om omfanget af regeringens tåbeligheder.”

Ud over at Aquarius blev siet fra i Oscar-kapløbet, forsøgte regeringen også at skade filmens kommercielle liv. Brasiliens justitsministerium satte filmens aldersgrænse til atten år, fordi Aquarius rummer scener med stoffer og pornografi.

I Brasilien sker det yderst sjældent, at film får en så høj aldersgrænse, og først efter en lang kamp lykkedes det instruktøren at få sat aldersgrænsen ned.

”Har du nogensinde set porno?” spørger han. Og svarer selv på spørgsmålet: ”Jeg har set porno, og min film har intet med porno at gøre.”

En følelse af skam
Kleber Mendonça Filho mener, at især en person har været arkitekten bag stormvejret mod Aquarius: kulturskribenten Marcos Petrucelli.

Da instruktøren demonstrerede i Cannes, skrev Petrucelli en række harske opslag på Facebook.

”En følelse af skam er det mindste, jeg kan sige om holdet bag Aquarius,” skrev han og fulgte op fem dage senere:

”Så det forløb sådan her: En film skabt med offentlige midler tager til Cannes for at repræsentere Brasilien og vinder ikke priser. Derfor har løgnen om et statskup på den røde løber ikke gjort andet end at latterliggøre Brasilien.”

Sådan fortsatte Marcos Petrucelli de efterfølgende måneder, indtil han til sidst blev udpeget som medlem af kulturministeriets Oscar-komité.

”Selvfølgelig skulle Petrucelli ikke have været med i den komité. Det er jo helt håbløst at udpege en person, som ikke engang forsøger at være objektiv. Han havde jo ikke set filmen, da han begyndte at sable den ned. Det handler udelukkende om, at han er i lommen på den korrupte regering,” siger Kleber Mendonça Filho.

Han fortryder dog ikke demonstrationen i Cannes.

Forløbet har gjort ham opmærksom på politikernes magt, og han ville ikke tøve med endnu en gang at kæmpe imod korruptionen. For Michel Temer er fortsat præsident i Brasilien. Og så længe han er det, frygter instruktøren for den censur og korruption, som landets uafhængige filmskabere udsættes for.

”Når min film boykottes på den her måde, viser det jo bare regeringens sande natur. Jeg er bekymret for brasiliansk films fremtid. Hvis regeringen er i stand til at holde den mest prestigefyldte film tilbage og indstille en totalt ukendt film, hvad er de så ellers i stand til?”

Generationsportræt
Efterhånden som diskussionen har udviklet sig, har sammenlignet med historien i Aquarius. Bygherrer vil have hovedpersonen Clara ud af lejligheden, så de kan tjene penge på et nyt byggeri med rigere indbyggere. Men hun giver ikke op så let. I stedet indleder hun en indædt kamp mod et korrupt system.

På samme måde har Kleber Mendonça Filho måttet kæmpe for Aquarius, fordi han tillod sig at kritisere systemet for at tage magten fra landets kvindelige præsident.

Instruktøren kan godt forstå sammenligningen.

”Uden at det har været forsætligt, kan filmen godt ses som en metafor for Brasilien i dag. For min historie er ikke enestående. Nogle af de bevægelser, vi ser i Brasilien, er foruroligende. Kriminalitet og korruption præger landet, men samtidig er vi et varmt folk. Du fornemmer altid en varm atmosfære i Brasilien.”

Det er dog ikke kun atmosfæren i Brasilien anno 2017, som Aquarius skildrer.

Gennem Clara formår filmen at vise, hvordan den både romantiske og stædige kvinde er blevet, som hun er. I scenerne fra 80’erne møder vi en anden kvinde, som tydeligt har sat sit præg på Claras personlighed, og næsten 30 år senere inspireres en tredje, yngre kvinde til at lade sig smitte af Claras særegne, brasilianske temperament.

Tidens gang bliver således et afgørende tema i filmen, der forvandler sig til et generationsportræt. Men tid viser sig også som et værktøj til at vække sympati for den aldrende Clara.

”Tid hjælper med at vise det tætte bånd, som Clara har til sin lejlighed. Tiden viser, hvor meget stedet betyder for hende. Jeg overvejede nøje tidsaspektet, da jeg skrev manuskriptet. På samme måde som i litteratur er også filmkunsten god til at give os en fornemmelse af tid,” siger instruktøren.

Året 1980
Kleber Mendonça Filho ville gerne have Aquarius til at fungere som en rejse i tid – bare uden tidsmaskinen.

”I filmen er Clara 65 år i 2016. Det vil sige, at vi har en tidslinje på 65 år. Men når vi i scenerne, der foregår i 1980, møder en kvinde, som er 70 år, udvides tidslinjen. Så strækker vi os helt tilbage til begyndelsen af århundredet. I 2016 møder vi så Claras barnebarn, der er ét år. Det giver en dimension af fremtid. De forskellige tidszoner fascinerer mig.” 

Instruktøren finder særligt året 1980 interessant. Fordi det markerer slutningen på 70’erne, et skelsættende årti, og fordi instruktøren selv har en stærk erindring om 1980. Han var elleve på det tidspunkt og husker krystalklart gaden ud til det azurblå vand i Recife.

”Dengang var der ikke fire spor som i dag, men kun to vejbaner. Det var den vigtigste gade i Recife på det tidspunkt. Jeg kan huske hver en detalje fra den tid og kunne derfor gengive det meget præcist i filmen,” siger instruktøren og tilføjer med et grin:

”Nåh ja, der var også en tredje grund til at vælge 1980. Det gav mig en undskyldning for at spille Queens Another One Bites the Dust, et spritnyt nummer i det år. Det er en sand klassiker i forhold til nutidens bras!”

Bygningen overlever
Den brasilianske instruktør håber, at Aquarius giver mening om 30 år. Han håber, at folk vil se filmen og være overbevist om, at det var sådan, at livet var i Recife i vore dage.

”Det er den samme følelse, jeg søger, når jeg selv ser film. I Scorseses Taxi Driver oplever jeg 70’ernes New York. Det behøver ikke være dokumentarisk, men det er nødt til at være ærligt,” siger han, da en kvinde i tyverne poserer foran den gamle bygnings hoveddør. Hendes mor tager sigte med kameraet. De får øje på Kleber Mendonça Filho.

”Må vi ikke få et billede sammen med dig?” spørger kvinden lettere starstruck.

De kommer udenbys fra og er rejst hertil for at tage et billede af den efterhånden berømte, himmelblå bygning. Og så er instruktøren her gudhjælpemig. Hvor ofte sker det lige?

”Det er en af de ting, jeg er mest stolt af. Jeg har været med til at sikre bygningens overlevelse, og nu er den på en måde en del af Recifes kulturarv,” siger Kleber Mendonça Filho med øjnene rettet mod det himmelblå byggeri.

”Jeg længes ikke efter fortiden. Men her var altså bare smukkere dengang.”