Nyhed
09. dec. 2007 | 23:48

Klip din egen sømandsmyte

Med Henning Carlsens velsignelse er det for første gang muligt for enhver at sprætte en dansk spillefilm op og lave sin helt egen version.

Af Boline Skovly

"Og cut, tak!"

Hvis du sidder med en drøm om at blive filmklipper, har du nu muligheden for at afprøve dit talent i ro og mag hjemme ved din computer med en rigtig spillefilm.

Den danske filminstruktør, Henning Carlsen (f. 1927), stiller sin film Klabautermanden fra 1969 til rådighed, hvor du kan klippe, ændre handlingsforløbet og replikker, fjerne scener eller lægge anden musik på. Du må alt, undtagen at udnytte resultatet kommercielt eller gøre det tilgængeligt på internettet.

"Formålet er at gøre filmen bedre. Jeg håber på at se nogle dristige forsøg på at fortælle den samme historie," siger den 80-årige filminstruktør, der stadig er aktiv og snart begynder arbejdet med sin 17. spillefilm.

Bidende sømandsliv
Klabautermanden, baseret på en roman af Aksel Sandemose, handler om det overnaturlige væsen, Klabautermanden, der ifølge myten sejler med på store skibe. Filmen foregår på skibet Ariel omkring år 1900, hvor besætningen bliver varslet med død og ulykke af Klabautermanden.

Da instruktøren sendte Klabautermanden på gaden, blev den sønderlemmet af kritikere og anmeldere i Danmark og Tyskland. I Gyldendals Filmguide får den blot fået en halv stjerne, og heller ikke Henning Carlsen er tilfreds med resultatet.

"Den er for lang, og billederne skulle have været grovere. Det lykkedes mig ikke at skildre det seje og bidende sømandsliv. I mange år planlagde jeg at affotografere filmen på et lærred og blæse den op for at opnå en grovere billedkvalitet, men det var for dyrt dengang," siger han og forklarer, hvordan det nu er muligt at ændre billeders udtryk ved blot et enkelt tryk på computeren.

Rør den ikke!
Der er gået 38 år, siden filmen havde premiere, og teknikken har udviklet sig radikalt. Med et redigeringsprogram som Avid eller Final Cut kan man klippe filmen om, og for første gang lader en dansk instruktør offentligheden få frie hænder til at lave en ny version af hans spillefilm.

"Jeg gør det, fordi det kan lade sig gøre. Jeg har indtryk af, at der mangler materiale især til folk, der er under medieuddannelse," siger Henning Carlsen, der for alvor slog igennem med filmatiseringen af Knut Hamsuns roman Sult i 1966.

Selvom Klabautermanden herhjemme ikke var en succes, opnåede den nærmest kultstatus i Frankrig. Blandt tilhængerne var den franske auteur-instruktør Francois Truffaut, som kaldte filmen "sublim". De to instruktører så filmen sammen i Paris.

"Han insisterede simpelthen på, at jeg ikke rørte den med en lillefinger," siger Henning Carlsen. "Vi var blandt andet uenige om længden. Jeg ville gerne have haft, den skulle være kortere, men han ville under ingen omstændigheder give mig ret."

Instruktørens feedback
Han mener, at tiden er inde til at gå imod Truffauts ønske.

"Jeg har den her film, som jeg altid har været utilfreds med, og hvis folk kan blive klogere eller rigere på, hvilke dilemmaer man som klipper og instruktør kommer ud i, er jeg tilfreds."

Alle, der er interesserede i at lave en ny version, skal henvende sig til Henning Carlsen. Læs mere på henning-carlsen.com under rubrikken "nyheder". De første ti vil - ud over en dvd med Klabautermanden - få en gratis dvd med klassikeren Sult, lover instruktøren, der også tilbyder at kommentere nye versioner af hans film.

Et fantastisk skridt
Forfatter og medielærer Henrik Poulsen, der netop har fået en innovationspris for multimedieprojektet Triers univers, er begejstret for Carlsens initiativ.

"Det er et fantastisk skridt, Henning Carlsen tager. Elever under medieuddannelse kan nu gå ind og klippe sig til klogskab," siger han. "Det svarer til at medicinstuderende skærer i et rigtigt menneske frem for at læse i en bog om anatomi."

Henrik Poulsen er skeptisk over for sort-hvid-filmens tiltrækning på yngre mennesker, men vurderer, at det pædagogiske greb er det altafgørende.

"Det vigtige er at få realiseret tanker og forestillinger om et sådan projekt. Det vil give os et indblik i, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør," siger Henrik Poulsen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko