Knaldperle af fornøjelse

Tarantino og Rodriguez' dobbeltfilm Grindhouse er en fornøjelse for enhver med et ømt punk for afskårne fingre, der sprøjter med blod, skriver vor amerikanske anmelder.

"Grindhouse" var betegnelsen for dunkle, amerikanske biografer i 1970'erne, der engang havde været glamourøse og ærværdige familiehøjborge. Nu var de sunket til forfald og tjente omsætningen hjem ved at vise dobbelte eller tredobbelte forestillinger, ofte uden afbrydelser.

Repertoiret var de billige spekulationsfilm, som de pænere biografer ikke ville beskæftige sig med, og på markisen kunne man finde skumle titler som Grave of the Vampire eller pirrende plakater a la Jail Bait Babysitter ("She's underage! And she's in YOUR house!"). Publikum bestod af tosser og posedamer, pensionister og arbejdsløse, studerende og folk, der bare var interesseret i offentlig sex.

Quentin Tarantino og Robert Rodriguez er to mænd, som har skabt deres karriere på arven fra snusk-biograferne. Og deres nye værk Grindhouse er en direkte hyldest til exploitation-markedets forsvundne dage. Der er tale om en forhåndsfabrikeret dobbeltforestilling, komplet med trailers til kommende — og i dette tilfælde ikke-eksisterende — film.

Rodriquez i højeste gear
Rodriguez' Planet Terror dykker dybt ned i zombieterritoriet og er den af de to film, som er mest tro mod sit forlæg. Instruktøren understreger den særlige stemning ved at forsyne filmen med ridser og masser af jump-cuts. Og soundtrackets velvalgte synthesizere fremmaner på mest vidunderlige vis den gysende tomhed, som huskes fra Larry Cohens 70'er-film, for eksempel It's Alive.

De mange fine gæsteoptrædener, som for eksempel specialeffects-geniet Tom Savini i rollen som den indbildske funktionær, holder Planet Terror kørende i højeste gear.

Plottet? Lad os bare sige, at det inkluderer litervis af blod, en del afskårne lemmer og mange, mange kugler, alt sammen badet i et sygeligt grønt lys eller i glimtet af benzineksplosioner.

Tarantino leger med genren
Death Proof føles lidt for meget som en stor Tarantino-jukebox: musikken, plakaterne, de obskure film-referencer ... alting er så velplaceret.

Handlingen centrerer sig om den karismatiske galning Stuntman Mike — smukt portrætteret af John Carpenter-frontmanden Kurt Russell — og hans dræberbil. Men selvom Death Proof postulerer at være et eksempel på genren "bileksplosion", dvæler filmen for meget ved konversationen og leder tankerne hen på den klassiske Like a Virgin-samtale fra Håndlangerne!

Hvor Rodriguez kæler for genren, dér leger Tarantino lidt med den. Men han går ikke hele vejen og dekonstruerer genren, som Robert Altman eller Jean-Luc Godard ville have gjort. Tarantino er mere den typiske fan, der blærer sig med sin store viden. Filmens klare stjerne er Zoe Bell (Uma Thurman stunt-dublant i Kill Bill), som mestrer et næsten symfonisk vovemod. Dét er virkeligt et gys.

En sand knaldperle
Ekstra bonus i Grindhouse er titelgrafik for kommende film, de kitschede 1970'er-reklamer og fup-trailerne (skuespilleren Eli Roth i traileren til Thanksgiving er alene alle pengene værd). Og Death Proofs titel, der er klippet ind i filmen, minder os om, hvordan denne type film ofte fik en ny titel, sådan at de kunne lanceres flere gange.

Alt i alt har Rodriguez og Tarantino skabt et værk, der både er en hyldest til en længst forsvundet måde at gå i biografen på og en sand knaldperle af fornøjelse for enhver, som har et ømt punk for afskårne fingre, der sprøjter med blod. Tragedien er blot, at der ikke er flere forfaldne gamle biografer til at huse disse film.