Køb adgang til fest med stjernerne
Kunne du tænke dig at komme til middagsselskab hos Leonardo DiCaprio med en efterfølgende fest, hvor Quentin Tarantino også deltager?
Den slags er normalt forbeholdt særligt inviterede, men i Cannes kan drømmen angiveligt blive til virkelighed. Du skal bare have den helt store tegnebog med!
Ifølge det britiske branchemagasin Screen kan man på det sorte marked nemlig købe sig adgang til de ellers eksklusive invitationsfester i Cannes.
For eksempel har en sælger, der kalder sig VIP Concierge, en prisliste over en række arrangementer i Cannes, mens festivalen kører. Vedkommende tager 13.500 dollars – 90.000 kroner – for en billet til middagsselskabet med DiCaprio og Tarantino.
Man kan også købe sig ind til efterfesten for makkerparrets nye film, Once Upon a Time in Hollywood, for den nette sum af 16.000 kroner.
Retsforfølger russere
Markedet er illegalt, og der er dermed en far for at blive snydt.
Det amerikanske magasin Vanity Fair, hvis fest i Cannes ifølge prislisten koster over 70.000 kroner at købe billet til, afviser over for Screen, at det skulle være muligt.
”Vanity Fair-festen er og har altid været kun for inviterede. Det er umuligt at købe billetter,” siger en talsperson for magasinet. Men anonyme kilder fortæller Screen, at man godt kan komme ind på en andens billet uden at vise id.
Det er ikke svært at forestille sig alt være til salg i Cannes. Her er filmkunsten er i høj kurs, men der bliver også lavet enorme handler og fremvist ekstrem rigdom.
En anonym person for festivalen bekræfter da også over for branchemediet, at man kender til et sort marked for salg af billetter.
”Vi kender udmærket til firmaer, der udbyder den slags tjenester. I år har der været en russisk hjemmeside, som vi retsforfølger for at få stoppet,” siger personen.
Nicki Bruun
Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.
Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.
Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.
Årets festival er nummer 72 og løber fra 14. til 25. maj 2019.
Kommentarer