Nyhed
28. aug. 2008 | 12:00

Kolleger tager afstand fra Bukdahl

Amatøragtig og en narrefisse, betegner kollega Lars Bukdahls af 'Kandidaten'.
Af Julie Bloch Pedersen

Lars Bukdahl er i denne uge nået til yndlingsaversion nr. 32 i sin faste klumme i Weekendavisen. Den handler om balladen om hans efterhånden herostratisk berømte anmeldelse i Ekko af Kandidaten, der har fået distributøren SF Film til at kræve en officiel undskyldning af Ekko.

"Jeg har i mine 20 (tak for guldarret, dansk litteratur!) OK grusomme år som boganmelder aldrig oplevet, at et forlag har bedt om en undskyldning for en dårlig anmeldelse, fordi den var for dårlig (men de har klaget sig og ømmet sig, det skal guderne vide)," skriver Bukdahl om distributionschef Sune Lind Thomsen fra SF Film, der er røget op i det røde felt, fordi Bukdahl afslører filmens plot for Ekkos læsere.

Anmelderens ansvar
"Fuck den omsiggribende fetichering af plot og kriminalisering af plotspoilers (Harry Potter!)," fortsætter Lars Bukdahl i Weekendavisen om det, man med et glimt i øjet kunne kalde Ekkos Muhammed-krise.

"I litteratur såvel som på film er plot og plot-effekter æstetiske formaliteter på lige linje med for eksempel syntaks og klipning og skal på lige linje vurderes og kritiseres som sådanne, ikke mindst i en erklæret thriller, der jo nemlig skal forestille at thrille."

Men hverken Lars Bukdahl eller Ekko skal forvente opbakning fra Kim Skotte, anmelder ved Politiken og tidligere formand for Filmmedarbejderforeningen, som er filmkritikkernes sammenslutning.

"Det er amatøragtigt at fortælle slutningen," siger Kim Skotte. "En seriøs anmelder har et ansvar for ikke at røbe alting, så folk kan gå ind og se filmen for, hvad den nu er."

Advarsel er en narrefisse
"Jeg kan sgu godt forstå, at filmselskabet er sur," fortsætter Kim Skotte. "For det er ikke særlig sjovt, at der kommer en anmelder flere uger inden premieren og fortæller folk, hvad en spændingsfilm slutter med."

Men Bukdahl advarer læseren to gange om, at noget af handlingen vil blive afsløret, så ved folk vel, hvad de går ind til?

"Det er en narrefisse og ligner mest af alt krukkeri. På imdb.com står der SPOILER ALERT allerede, inden man går i gang med at læse, og så kan man lade være med at klikke sig ind. Det er noget andet, når man er halvvejs inde i en anmeldelse, og selv om det er bedre end ingenting, er det som alibi betragtet et gennemsigtigt stykke undertøj."

"Problemet er mere Ekkos end Lars Bukdahls. Han må anmelde, som han synes, at det skal gøres. Det er op til Ekkos redaktion at beslutte, om den vil leve med det. Ekko vil gerne fremme filmkritikken, der går mere dybsindigt til værks, men I har et problem, fordi I placerer jer i en mellemposition med anmeldelser, der minder om dagbladsanmeldelserne," siger Kim Skotte.

En taberfilm
Berlingske Tidendes mangeårige anmelder, Ebbe Iversen, er enig i, at en anmelder aldrig bør afsløre plottet.

"Man er jo ikke interesseret i at tage fornøjelsen fra læserne," siger Ebbe Iversen, men indrømmer, at han selv er faldet i ved et par lejligheder.

"Da jeg anmeldte Pretty Woman, skrev jeg, at ridderen til slut kom, ikke på den hvide hest, men i den hvide Cadillac. Dér fik jeg henvendelser fra vrede læsere, som mente, at jeg havde ødelagt oplevelsen for dem." 

Ebbe Iversen er dog enig med Lars Bukdahl i vurderingen af Kandidaten, der har premiere i morgen fredag.

"Det er en taberfilm, og det må være derfor, at selskabet er så følsom over for kritik. De står med en film, der sendes ud i et meget stort antal biografer, men plottet hænger simpelthen ikke sammen — og det ved de godt."

Ville Bukdahls anmeldelse være i orden, hvis den var blevet trykt efter filmens premiere?

"Nej, for filmen vil jo også blive udsendt på dvd på et tidspunkt, og måske er der i virkeligheden flere mennesker, som hen ad vejen ser den på dvd end i biografen. Så uanset hvornår en anmeldelse bliver trykt, er det ikke særlig smart at afsløre plottet."

Nervøse producenter
Christian Monggaard fra Dagbladet Information sørger altid selv for ikke at afsløre centrale pointer, men han mener på den anden side, at SF Film har overreageret ved at klage til Ekko.

"Jeg er da forbløffet over Sune Lind Thomsens reaktion. Selvfølgelig skal man ikke undskylde for en anmeldelse. Jeg synes, det er dybt latterligt," siger Christian Monggaard.

"Når et filmselskab reagerer så kraftigt, bliver man uvilkårligt lidt mistænksom, for hvad stikker der bag? På den måde kommer det bare til at ramme SF Film, at de har klaget over en anmeldelse."

"Men jeg tror, at det handler om en reaktion fra nogle nervøse filmproducenter, som ikke er vant til gamet, og som derfor overreagerer i en situation, hvor de burde have slået koldt vand i blodet."

ALERT: Her afsløres en morder!
Også Jakob Levinsen fra Jyllands-Posten har svært ved at forstå den kraftige reaktion.

"Det er grotesk, at Sune Lind Thomsen, som selv har en fortid som filmanmelder, klager over Ekkos anmeldelse. Han burde vide, at anmelderne ikke skal tilgodese filmbranchens interesser. Anmelderne skal udvandre kollektivt fra filmkørsler, hvis filmbranchen forsøger at styre, hvad der skrives."

"En mere velskrivende anmelder end Bukdahl ville kunne have driblet sig uden om væsentlige afsløringer."

"Men når det er sagt, er skaden kun moderat, for en god spændingsfilm kan godt holde til at blive set flere gange. Formentlig alle i den vestlige verden ved, at (SPOILER ALERT, red.) Anthony Perkins er morderen i Psycho, men derfor ser man den jo alligevel," mener Jakob Levinsen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko